WHO retter på sig selv: Fuldt vaccinerede over 60 år kan godt holde fast i rejseplanerne

Allerede i går lød anbefalingen fra det danske udenrigsministerium, at danskerne bør holde fast i rejseplanerne, så længe man er fuldt vaccineret.

I maj 2021 lettede det første charterfly i syv måneder fra Danmark efter nedlukningen. Nu spreder smitten sig med nye coronavarianter, men man kan stadig godt rejse, lyder det fra Udenrigsministeriet. (arkivfoto). (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Er du over 60 år og færdigvaccineret, kan du alligevel godt gribe dit pas og boardingkort og tage på en tur ned til varmen eller på storbyferie til sikre lande - også selvom den nye coronavariant Omikron spreder sig.

Sådan lød det sent i nat fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der dermed ændrede den anbefaling, som de ellers kom med tidligere tirsdag, om at samtlige personer over 60 år bør aflyse deres rejseplaner.

At dem over 60 år kan tage afsted på deres planlagte ferier, så længe de er vaccinerede, er man enig i hos det danske Udenrigsministerium, som allerede i går rådede danskerne til at holde fast i rejseplanerne trods WHO's anbefaling.

- Man skal selvfølgelig stadig tænke sig om, og er man syg, så skal man helt sikkert ikke rejse, men er man over 60 år, og er man færdigvaccineret, så kan man godt rejse, fastslår Erik Brøgger Rasmussen, som er direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet fraråder i øjeblikket rejser til en række lande i det sydlige Afrika, hvor der er konstateret smitte med den nye variant af covid-19. Men man kan godt rejse til andre lande, hvis man følger rejseanbefalingerne, lyder rådet.

Kender endnu ikke sygdomsbillede

Man kan altså tage det helt roligt, hvis man har rejseplaner, er over 60 år og færdigvaccineret, siger også DR's sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling.

- Så skal man tage en kæmpe stor dyb indånding. Man skal endelig ikke afbestille de rejser, man har bestilt, siger han og anbefaler, at man følger Udenrigsministeriets verdenskort over, hvor det er sikkert at rejse hen i forhold til den nye variant.

Forskerne er nemlig stadig ved at kortlægge Omikron-variantens sygdomsbillede, fortæller Peter Qvortrup Geisling.

- Det eneste, vi ved indtil videre, er, at den er mere smitsom. Vi mangler at få at vide, hvor alvorlig syg, man bliver, men indtil videre ser den ikke ud til at være mere alvorlig, end de coronavarianter vi kender, siger han.

- Mig bekendt ikke en en eneste på kloden, der er død af den variant indtil videre. Man kan sige, at der er heller ikke så mange smittede, men det, vi har hørt, er nogle symptomer, der handler om ømhed i kroppen og muskeltræthed, men ikke den her livstruende lungebetændelse, siger han.

FacebookTwitter