Wonderful Copenhagen-direktør trækker sig efter grandprix-skandale

Direktøren for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, trækker sig som følge af Eurovision-skandalen, oplyser bestyrelsesformanden.

Administerende direktør for Wonderful Copenhagen Lars Bernhard Jørgensen trækker sig fra posten, og det samme gør ni af ti bestyrelsesmedlemmer. (© Wonderful Copenhagen)

Direktøren for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, trækker sig som følge af Eurovision-skandalen, oplyser fondens bestyrelsesformand Peter Højland.

Samtidig stiller ni ud af ti bestyrelsesmedlemmer deres mandat til rådighed, siger han.

Hermed håber ledelsen i Wonderful Copenhagen, at 'genskabe fokus på turismearbejdet'.

- Vi har ment i bestyrelsen, at det er tid til at sætte et nyt hold, siger bestyrelsesformanden.

- Vi mener, at det er hensigtsmæssigt for at reetablere omdømmet for Wonderful Copenhagen og genskabe legitimiteten og tilliden til organisationen, at vi fornyer organisationen, siger Peter Højland.

Er kommet ind udefra

Bestyrelsesformanden blev udnævnt sidste sommer, da regningen for tv-showet begyndte at eksplodere, og han lægger ikke skjul på, hvem der har forfattet planen om udskiftning i den øverste ledelse af fonden.

- Det har jeg selvfølgelig. Jeg er kommet ind udefra og har kigget på organisationen. Den her plan, der er lagt, er en plan, jeg har udarbejdet, siger han. Beslutningen om at også skifte ud i bestyrelsen er dog ikke en erkendelse af, at bestyrelsen ligeledes har begået fejl, mener Peter Højland.

- Nej, det er en kollektiv beslutning, der skal sikre, at vi får vores gode omdømme tilbage, siger han.

Bliver undersøgt af Rigsrevisionen

Udskiftningen skal fjerne fokus fra sagen om overskridelserne af budgetterne ved Eurovision i København, der ifølge Peter Højland har skadet Wonderful Copenhagens arbejde.

Wonderful Copenhagen deltog i at lukke hullet i kassen, da budgettet for sangkonkurrencen skred. Både Rigsrevisionen og en ekstern undersøgelse er nu i gang med at undersøge, om det skal have retslige konsekvenser.

De undersøgelser, mener Peter Højland ikke, at turismefonden kan vente på.

- De to undersøgelser kører parallelt, og de kan trække ud i tid. Når den her plan iværksættes nu, så er det for at komme videre, siger han. Både bestyrelsen og direktør Lars Bernhard Jørgensen forbliver i deres stillinger, indtil deres afløsere er fundet.

/Ritzau

Facebook
Twitter