Yahya Hassan om sin overfaldsmand: Han er ikke mit problem - han er samfundets

Den unge digter husker kun lidt om overfaldet og afviser at have skrevet digt om det.

Digteren Yahya Hassan har mandag vidnet mod sin overfaldsmand i Københavns Byret. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix)

At han risikerer at blive udsat for overfald på grund af sine digte om islam er tilsyneladende ikke noget, den unge digter Yahya Hassan lader sig gå på af.

I Københavns Byret, hvor en 24-årig mand er tiltalt for at overfalde digteren, har Hassan mandag formiddag fortalt, at han oplever at møde folk på gaden, der er vrede over de digte, han har skrevet, hvor han kritiserer islam og sine forældres generation

- Han (overfaldsmanden, red.) er ikke mit problem, han er ytringsfrihedens problem, sagde Yahya Hassan i retten.

- Jeg er ikke bange for ham.

Digteren havde dog livvagter med sig, da han mandag formiddag klædt i læderjakke ankom til Københavns Byret, hvor han skulle vidne mod den 24-årige mand, der har erkendt, at han overfaldt digteren på Københavns Hovedbanegård den 18. november.

Mindedes ikke meget

Det var dog ikke meget, 18-årige Yahya Hassan kunne huske om episoden, hvor han tidligere har fortalt politiet, at overfaldsmanden kaldte ham "vantro."

Til mange af anklagerens spørgsmål svarede han, at han ikke kunne huske, hvad der var sket under overfaldet.

Og da anklageren ville høre, om der var noget i vejen med hans hukommelse, svarede Hassan:

- Jeg ryger nogle joints en gang imellem.

Afviser at have skrevet digt om overfaldet

Da det blev forsvarerens tur til at spørge ind til sagen, blev han mere og mere vred, og til salens overraskelse afviste han at have skrevet et digt om overfaldet, som er blevet publiceret i Politiken, og som han også har fremført i en video, der ligger på avisens hjemmeside.

- Jeg har ikke skrevet det digt, lød det fra Hassan.

Det er tilsyneladende heller ikke så vigtigt for ham, hvad der kommer til at ske med den 24-årige tiltalte, der har erkendt overfaldet, men afvist, at der var tale om en hadforbrydelse.

- Jeg er ligeglad, hvad I gør ved gerningsmanden. Han er ikke mit problem, og jeg har ikke noget erstatningskrav, sagde han.

Den 24-årige tiltalte er tidligere dømt for terrorforsøg i den såkaldte Glostrup-sag. Der ventes dom i sagen senere mandag.

Facebook
Twitter