Yderligere 11.000 kvinder er smidt ud af brystkræftundersøgelse

Tusindvis af kvinder i Region Hovedstaden har heller ikke fået tilbudt mammografi i flere år, fordi de er fjernet fra fast undersøgelse.

Hvert andet år får alle kvinder mellem 50-69 år tilbudt en mammografi. (Foto: Iris (modelfoto) © Scanpix)

Tusindvis af kvinder i Region Hovedstaden har fejlagtigt ikke været indkaldt til en mammografi siden 2012.

Det er regionen blevet opmærksom på, efter Region Syddanmark onsdag måtte beklage, at man var kommet til at melde over 7.000 kvinder ud af det landsdækkende tilbud om en brystkræftscreening hvert andet år.

Omkring 11.000 kvinder i Region Hovedstaden er blevet smidt ud af screeningsprogrammet, fordi de ikke har svaret på i alt tre indkaldelser til en screening, oplyser regionens formand for kræftudvalget, Mette Abildgaard (K).

- Vi beklager det her rigtig meget over for kvinderne, og vi er rigtig ærgerlige over, at man ikke har været klar over, at denne praksis blev benyttet. Det er vi blevet nu, og praksis bliver ændret, siger hun til DR Nyheder.

Burde have skrevet til kvinderne

Ifølge udvalgsformanden har det aldrig været en politisk beslutning at melde kvinderne ud af af screeningsprogrammet, men et administrativt tiltag, der stammer helt tilbage fra de gamle amter.

- Man har vurderet, at når kvinderne ikke har reageret på de her tre henvendelser, så har det været fordi, man ikke har ønsket at deltage, siger Mette Abildgaard.

Men nogen vil sige, om det ikke er kvindernes egen skyld, når de ikke svarer på tre påmindelser?

- Det er aldrig okay at melde nogen ud af et screeningsprogram uden at orientere folk om det. Det er den store fejl i denne her sag. Man burde have skrevet til kvinderne, at såfremt de ikke reagerer, bliver de frameldt screeningsprogrammet. Den information burde kvinderne have fået, siger Mette Abildgaard.

Nogle vil være døde

Ifølge Sundhedsloven skal alle kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes en undersøgelse for brystkræft hvert andet år, fordi halvdelen af kvinder med den kræftform er i den aldersgruppe.

Det var Region Syddanmarks egne jurister, der fandt ud af, at retningslinjerne for brystkræftundersøgelsen var uhensigtsmæssigt, og siden har regionens optællinger vist, at 64 af de kvinder, som uden deres eget vidende var blevet frameldt, har fået kræft. 22 af de berørte kvinder er døde.

I Region Hovedstaden har man endnu ikke overblik over, hvor mange af de godt 11.000 kvinder, der har fået kræft og måske er døde.

Men der vil være nogen, som har fået kræft, og der vil være nogen, som også er døde, siger Mette Abildgaard.

- Vores medarbejdere arbejder i døgndrift for at finde ud af, hvem de her kvinder er.Vi kan desværre ikke sige nu, hvor mange det drejer sig om.

Kan søge om erstatning

Kvinderne eller deres nærmeste pårørende i begge regioner har nu mulighed for at klage hos Patienterstatningen.

- Heldigvis har det her ikke haft nogen konsekvenser for størstedelen af kvinderne, men der vil være nogen, hvor man ikke kan udelukke, at deres kræft vat fundet tidligere, hvis de havde deltaget i programmet, siger Mette Abildgaard.

I løbet af de kommende uger sender regionen breve ud til de tusindvis af kvinder, som er blevet frameldt.

De vil få tilbudt en brystkræftscreening hurtigst muligt og bliver samtidig gentilmeldt ordningen.

Reagerer man heller ikke denne gang, får man et brev igen om to år, og sådan vil det fortsætte fremover, indtil man selv aktivt går ind og framelder sig screeningsordningen ordningen.

- Vi ved, at rigtig mange kvinder faktisk ikke ønsker at deltage i screeningsprogrammet, fordi de ikke vil sygeliggøres, men nu får de selv muligheden for aktivt at gå ind og melde sig fra på vores hjemmeside, siger Mette Abildgaard.

Er du en af de kvinder mellem 50 og 69 år, der de seneste år ikke har fået tilbud om en brystkræftscreening, vil DR Nyheder meget gerne tale med dig.

Send en e-mail til journalist Maja Lærke Maach på mlrk@dr.dk. Eller til DR Nyheders fællesmappe 1212@dr.dk.

Facebook
Twitter