I Danmark er der kun meget få coronasmittede personer under 50 år, der indtil videre er døde.
I lang tid har der kun været et enkelt officielt corona-dødsfald blandt yngre personer, nemlig en 35-årig sosu-assistent, der var ansat på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Inden for den seneste måned er der kommet yderligere to tilfælde til. Begge to er kvinder i 30’erne.
Den ene kvinde var ansat i Testcenter Københavns Lufthavn i Region Hovedstaden som poder, der dagligt står over for danskere med mistanke om coronasmitte.
Det bekræfter Region Hovedstaden over for DR Nyheder.
- Det synes jeg jo er forfærdeligt, siger Pernille Lohse, der er sygeplejerske og chef i Testcenter Danmark, Region Hovedstaden.
- Det er altid tragisk, når et ungt menneske dør, og alle mine tanker går selvfølgelig til alle de efterladte. Det er netop her, at covid-19-pandemien viser sine tænder, og det er noget, vi tager rigtig alvorligt. Det understreger vigtigheden af, at vi alle i samfundet i det hele taget følger myndighedernes retningslinjer og tager dem alvorligt, siger hun.
SSI: Begge kvinder var i risikogruppen
Begge de to yngre kvinder, som over de seneste uger er døde med coronavirus, havde en underliggende sygdom, som kunne forværre deres coronaforløb betydeligt. En såkaldt 'komorbiditet'. Det fremgår af Seruminstituttets opgørelser.
Men man bør slet ikke kunne blive ansat som poder i covid-19-testteltene, hvis man er i risikogruppen, ifølge jobopslag fra Region Hovedstaden.
Søger man stillingen som poder i testcentrene, skal man digitalt bekræfte, om man selv eller en man bor med er ‘i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved covid-19, ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer’ - eller ej.
Angiver man, at man er i risikogruppen, får man automatisk et afslag.
Alligevel fremgår det altså af SSI's statisikker, at begge de nyligt afdøde i 30'erne var i risikogruppen og havde en komorbiditet.
Pernille Lohse vil ikke kommentere på den afdøde poders sundhedstilstand, eller om der er iværksat en undersøgelse af det, men siger:
- Regionen har ikke ansat medarbejdere, der har svaret bekræftende på spørgsmålet.
Det er dog ikke muligt for regionen selv at kontrollere, om ansøgeren er i risikogruppen.
Ifølge Region Hovedstaden er det da heller ikke til at sige, om kvinden blev smittet med covid-19, mens hun var på arbejde i testteltet eller i sin fritid. Det er heller ikke til at sige, om kvinden kendte til den underliggende sygdom.
Overlæge: 'Bør advare bedre'
Regionen beskæftiger omkring 850 podere, som tæller både folk fra sundhedsvæsenet, men også eksmpelvis tidligere medarbejdere i SAS eller lufthavnen samt studerende og unge på sabbatår.
Ifølge Anders Koch, der er overlæge på Statens Serum Institut for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse og på Rigshospitalet, hvor han er lægefaglig ansvarlig på Rigshospitalets testcenter, kunne man overveje at uddybe 'risiko' i jobopslagene.
For det er ikke nødvendigvis lige let at gennemskue, om ens sygdom eller indlæggelse nødvendigvis betyder, at man er i risikogruppen.
- Hovedparten vil nok vide, at man er i risikogruppen, men man skal nok ikke tage for givet, at alle ved det, siger han.
Man kunne i jobopslagene give eksempler på, hvilke sygdomme der gør, at man er i risikogruppen - og han opfordrer til, at man taler med sin læge, hvis man er i tvivl.
- Om alle, der har en kronisk sygdom, lige er klar over, at det er forbundet med risiko for sværere forløb af corona, det tror jeg ikke, man kan tage for givet, siger han.
'Sikkert at være poder'
Den mulighed vil chefen for Testcenter Danmark i Region Hovedstaden, Pernille Lohse, ikke afvise.
Men det er fortsat sikkert at arbejde som poder, siger hun.
- Borgerne har mundbind på, og der bliver holdt afstand, men vores medarbejdere har altid værnemidler på efter SSI's retningslinjer, når de er i borgernære områder, siger hun.
Det er overlæge ved Seruminstituttet Anders Koch enig i.
- Selvfølgelig er du mere udsat, fordi du omgås personer, der er potentielt smittede, men anvender du værnemidler korrekt, vil jeg ikke mene, at risikoen er ekstra forhøjet, siger han.
Risikoen for at dø af covid-19 for personer i 30'erne er fortsat meget lille. Indtil videre er knap 20.000 personer i Danmark i 30'erne registreret smittet med corona - heraf har tre personer altså mistet livet.