Zelenskyj i tale til danskerne: 'Husk på, at Europa er i stand til at gøre en ende på krigen, så vi ikke skal opleve dræbte børn igen'

Den ukrainske præsident talte direkte til danskerne via en videoforbindelse fra Kyiv.

Den 4. maj fejrer vi hvert år Danmarks befrielse efter Anden Verdenskrig ved at tænde levende lys i vindueskarmen, når dagen går på hæld.

Men i år - 77 år efter befrielsen - bliver lysene også tændt med en særlig tanke på krigen i Ukraine.

Danmarks befrielse blev også anerkendt fra Kyiv, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talte fra en videoforbindelse, som kunne ses på Bispetorvet i Aarhus og Rådhuspladsen i København.

- Kære venner, det danske folk. I dag fejrer I årsdagen for det, der engang var jeres drøm, drømmen om frihed og fred. Drømmen blev virkelighed. Dette var dagen for jeres befrielse fra nazisterne. De tabte, friheden vandt, livet vandt, startede Zelenskyj sin tale.

Den ukrainske præsident takkede danskerne, og opfordrede til, at man husker de ukrainske børn, der har mistet livet under krigen.

- Når I tænder lysene denne gang, beder jeg jer mindes de ukrainske børn. 220 børn har mistet livet under denne krig.

- Husk på, at Europa er i stand til at gøre en ende på krigen, så vi ikke skal opleve dræbte børn igen, lød det fra den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, som afsluttede sin tale ved at takke danskerne og sige "ære til Ukraine".

Mette Frederiksen (S) kunne også fortælle, at de første danske gravemaskiner er på vej til Ukraine for at hjælpe med genopbygningen af landet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Lige inden Volodymyr Zelenskyjs tale stod statsminister Mette Frederiksen (S) på scenen på Rådhuspladsen, hvor publikum havde fået uddelt fakler.

Her kom hun med en besked til ukrainerne:

- Ukraine kan regne med Danmark og med danskerne, sagde Mette Frederiksen, som også henvendte sig til de ukrainske flygtninge, der befinder sig i Danmark.

- I er velkomne, Danmark passer på jer.

Arrangementet, som kunne ses i landets to største byer, blev stablet på benene af Politiken og Jyllands-Posten, som også krediteres for videoen øverst i artiklen.