Zoo-direktør efter girafdrab: Vi kommer til at gøre det igen

Zoologisk Have er nødt til at aflive dyr af og til, og protesterne mod girafdrab har været ude af proportioner, mener direktør.

Giraffen blev obduceret foran de fremmødte i Zoo, derefter parteret og givet til de sultne løver. Ligesom hvis Zoo havde valgt at sende giraffen tilbage til Afrika. (Foto: Kasper Palsnov © Scanpix)

Dødstrusler og tusindvis af protester på de sociale medier samt medieomtale i store, internationale medier som BBC og CNN.

Aflivningen af den raske giraf Marius er gået verden rundt, og Zoologisk Have i København er kommet i lidt af et uvejr på grund af girafdrabet, som mange medier har døbt det.

Men i Zoo fortryder man overhovedet ikke aflivningen af Marius dagen derpå, fortæller videnskabelig direktør Bengt Holst.

- Vi fortryder det ikke. Vi er overbeviste om, at det er det bedste at gøre. Det er eneste rigtige måde at forvalte en dyrebestand, der avler godt, siger han med henvisning til, at giraffen Marius var i overskud.

Dyrehaven indgår i et europæisk avlsprogram for giraffer og andre dyr, hvilket er med til at sætte rammerne for bestanden.

Mangler forståelse for naturens gang

At så mange danskere kan hidse sig op over aflivningen af Marius skyldes, at folks forståelse for naturen er blevet mindre i takt med, at flere er flyttet til byen, mener Bengt Holst.

- Vi sørger for at holde en så sund bestand som muligt. Det er lidt skræmmende, at vi er så langt væk i naturforståelsen, at folk har svært ved at se, at død er en naturlig følge af livet. Så meget desto mere er der en rolle for Zoo at formidle, siger han.

Zoologisk Have modtog to henvendelser fra udenlandske haver, der ville tage imod Marius. Den ene zoo er allerede med i samme avlsprogram som Københavns Zoo, og derfor ville Marius reelt set også være i overskud der, fortæller Bengt Holst.

- Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor de henvendte sig. De burde hellere bruge deres plads på et vigtigere dyr.

Skal ikke sendes hvor som helst

Den anden zoologiske have, som ville have Marius, har ikke samme dyreetiske regler som Københavns Zoo.

- Det betyder for eksempel, at de ikke vil skrive under på, at de ikke på et senere tidspunkt sælger deres dyr til et cirkus, og vi kan jo ikke bare lukke øjnene og sende dyrene hvor som helst hen, siger Bengt Holst.

- Det er ikke bare et spørgsmål om at finde nyt hus til dem. Den første option er altid, om dyrene kan sendes til en anden zoologisk have, men det er vigtigt for os, at vi sender dyrene til en zoo, som arbejder ud fra de samme præmisser som os, forklarer han.

Giraf er nuttet

Zoo afliver omkring 20-30 såkaldte overskudsdyr om året, og det er alle arter fra geder til antiloper.

- Det er første gang med denne bestand, at vi afliver en giraf, og det er også derfor, at protesterne er så højlydte. Havde det været en ged eller antilope, så havde vi ikke fået samme reaktion. Folk synes, at en giraf er sød, og så tillægger de den menneskelige egenskaber.

Kan man ikke arbejde på, at der ikke bliver født overskudsdyr, så I ikke behøver at aflive raske dyr?

- Det kan vi ikke. For det første skal der være en fornyelse i avlsprogrammet, ellers dør bestanden. For det andet er det meget væsentligt for os, at dyrene lever godt, uanset hvor længe de lever. Yngleadfærd er en kæmpe del af deres adfærdsrepertoire. Tager vi det væk, så gør vi kraftig indhug i deres velfærd.

Obduktion er en unik mulighed for publikum

Det har også vakt forargelse, at Zoo i går inviterede publikum til obduktionen af den døde giraf. Men det handler om, at Zoo altid forsøger at være transparent over for gæsterne for at vise, at der ikke foregår noget fordækt, forklarer direktøren.

- Når dyr dør i Zoo, så bliver de altid obduceret, om det så er en frø eller en elefant. At vi vælger at gøre det åbent er en fantastisk pædagogisk mulighed for at fortælle, hvad det er for et dyr, vi har med at gøre. En unik mulighed for publikum, og ingen fik ved et tilfælde lov at se det. Man skulle selv vælge aktivt vælge at kigge på.

Zoologisk Have vil nu samle alle trusler og derefter vurdere, om truslerne skal meldes til politiet.

Facebook
Twitter