Zoologiske haver holder åbent trods coronavirus

Haverne i Odense og Aalborg holder dog indendørs aktiviteter lukket.

Zoologisk Have i København holder åbent trods coronavirus, men forsøger at holde folk spredt. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Mulighederne for aktiviteter i denne tid er stærkt begrænsede, men der findes fortsat enkelte steder, hvor man kan få en på opleveren.

Blandt dem er de tre zoologiske haver i henholdsvis København, Odense og Aalborg, der holder åbent trods myndighedernes tiltag for at undgå smittespredning af coronavirus.

Flere brugere på havernes Facebook-sider er stærkt kritiske over for beslutningen om fortsat at invitere gæster ind og se dyrene, samtidig med at forsamlinger over 100 personer frarådes.

Men ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, kan haverne godt holde åbent:

- De fleste ting i en zoologisk have er udendørs, og smitten udbredes dårligere udendørs. Hvis man sørger for at holde en passende afstand, og at folk ikke står i store grupper, fordi søløverne lige skal fodres, så kan jeg ikke se noget i det.

- Folk er under ansvar over for samfundet som helhed - foruden sig selv - for at begrænse smittespredningen, siger Allan Randrup Thomsen.

Tre meters afstand

De zoologiske haver i Odense og Aalborg har besluttet at lukke alle indendørs aktiviter - det gælder tropehuse, stalde, spisesteder og madpakkehuse.

Derudover aflyser de to haver også fodringer og aktiviteter, der normalt får mange mennesker til at stimle sammen.

I Zoologisk Have i København vil der fortsat være åbent til indendørs aktiviteter, men det er besluttet at begrænse antallet af besøgende.

Ansatte i haven vil sørge for, at der ikke lukkes flere mennesker ind, end at det er muligt for dem at holde god afstand.

I restauranterne er bordene også placeret længere fra hinanden, og maden serveres ikke fra buffet. Derudover er der opsat masser af skilte, der opfordrer gæster til at følge anvisningerne om god håndhygiejne og at holde afstand.

- Som bruger af haven skal man være opmærksom på, at alle de regler, der gælder andre steder, også gælder her. Nemlig at holde afstand til andre mennesker, så man selv afpasser sit tempo, når man går rundt, så man hele tiden har tre meter hen til andre mennesker, siger Allan Randrup Thomsen.