Det danske landshold lagde pres på sig selv, da de spillede 0-0 mod Tunesien ved første opgør ved VM i Qatar.
Men lørdag eftermiddag blev noget af presset lettet, da Tunesien tabte 0-1 til Australien.
Det var en lidt træg åbning på opgøret, men kampen fik en brat opvågning efter 23 minutters spil. Et afrettet indlæg finder vej til Mitchell Dukes pandebrask, og han fik på fortrinlig vis rettet bolden i kassen til en australsk 1-0-føring.
Tunesien forsøgte at svare igen og havde flere gode muligheder inden pausen. Men enten manglede skarpheden, eller også var den australske defensiv på plads.
Sådan var kampbilledet også i anden halvleg, og derfor blev kampen fløjtet af med australske Mitchell Duke som den eneste på måltavlen.
Med tunesernes 1-0-nederlag står danskerne derfor med kortene i egne hænder, når de senere i dag møder Frankrig. Og skulle Danmark gå skuffede fra banen mod verdensmestrene, så betyder dagens tunesiske nederlag, at alt håb ikke er ude for Danmark.
For med en eventuel sejr på onsdag over mandskabet fra "down under" vil danskerne have samlet fire point sammen – og den eneste måde, at Tunesien rammer den pointtotal, ja, det ville være en sejr over Frankrig samme dag.
Du kan se højdepunkterne fra opgøret mellem Australien og Tunesien øverst i artiklen.
Husk, at Danmark møder Frankrig senere i dag. Du kan følge med både på DR P4 og DR Lyd-appen, så kan du også følge den online på DR.dk eller på DR’s Nyhedsapp.