11-årige Emilie vinder MGP 2021 med sang til sin søster med et handicap

Otte MGP-finalister kæmpede lørdag aften om at vinde børnenes Melodi Grand Prix.

Emilie er 11 år gammel og bor i Silkeborg sammen med sine to søstre, sin storebror og sin mor og far. Og nu har hun vundet MGP. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Dr)

- Hør nu, min søs. Du er en star!

Der var jubelgaranti rundt omkring i de mange danske børnefamilier, da børnenes Melodi Grand Prix lørdag aften fandt sted.

Det blev sangen 'Ikke som de andre piger', der blev fremført på energisk vis af 11-årige Emilie, der med 37 procent af stemmerne nu kan kalde sig vinder af MGP 2021.

Med sig på scenen havde hun Sofia, Idamarie, Emilia og Johanne som dansere.

Og selvom nerverne for manges vedkommende ville sidde helt uden på tøjet, så indtog Emilie scenen med stor selvtillid, da hun fremførte sit nummer, der er en kærlighedserklæring til hendes storesøster, som er handicappet.

- Det er helt sindssygt. Vi er virkelig overrasket. Jeg tror, de har en fest derhjemme, lyder det begejstret fra en forpustet Emilie efter hendes sejr.

- Vi var meganervøse og blev bare megaglade, da vi gik i superfinalen. Vi havde overhovedet ikke troet, det var en mulighed. Så det her er kæmpestort, fortæller hun.

Se hendes optræden i videoen her.

Superfinale fuld af mangfoldighed

For et år siden hvinede og skreg over 12.000 børn og medbragte forældre i Royal Arena i København for at hylde vinderen af børnenes Melodi Grand Prix, da MGP løb af stablen i 2020.

Men på grund af den globale coronapandemi så tingene noget anderledes ud lørdag aften, da vinderen af MGP 2021 skulle findes.

I stedet for en propfyldt koncertarena blev årets MGP afviklet i Studie 5 i DR Byen i København.

Det blev festen dog ikke mindre af. Og i løbet af aftenens alternative show havde otte forskellige MGP-finalister kæmpet ivrigt om at vinde de unge seeres gunst og stemmer.

Da alle otte sange var fremført, gik tre sange videre til superfinalen, hvor det endelige slag skulle stå.

Og ud over vinderen, der altså vandt med 37 procent af stemmerne, gik også Tinke & The Winkies med sangen 'Regnbuer' videre til superfinalen, hvor de med 32 procent af stemmerne blev nummer to ved årets MGP.

Deres sang handler om, at der skal være plads til alle mennesker, ligegyldigt hvor man kommer fra, og hvordan man lever sit liv. Pigerne synes nemlig, der er mange ting, som godt kunne være bedre i verden.

Du kan se deres optræden i videoen herunder.

På tredjepladsen kom Super Brothers med deres sang 'Vi vil ha' lov', der fik 31 procent af stemmerne.

Du kan se den optræden her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk