12-årige Ali hyldes i Mellemøsten efter Anders Agger-interview

Nu bliver 12-årige Ali Maskiry kimet ned af firmaer, der vil have ham med i reklamer.

(© (c) DR)

I disse dage er 12-årige Ali Maskiry en meget populær person i ørkenstaten Oman. Han er blevet hyldet på sociale medier som en ‘peacemaker’ (fredskaber red.), er blevet interviewet i radioen og til en artikel i The Observer, ligesom hans forældre bliver kimet ned af firmaer, der vil bruge ham til reklamer.

Altsammen takket være et klip, som DR-journalist Anders Agger har lagt på sociale medier. Klippet har nemlig spredt sig - ikke bare i Oman, men i de omkringliggende lande, efter det er blevet oversat til arabisk.

Se klippet med Ali Maskiry her.

Klippet viser en samtale mellem 12-årige Ali og Anders Agger på vej til moskeen, hvor drengen fortæller, at han beder fem gange om dagen, men at han ofte har svært ved at vågne om morgenen.

Så spørger Anders Agger, hvordan Ali ser på ham som kristen.

- Jeg føler, at vi er ens. Jeg er ligeglad, vi er alle mennesker. Der er ingen forskel på os, svarer den 12-årige dreng.

Klippet, som er en del af den nye serie 'Anne og Anders i Mellemøsten', der har premiere i aften kl. 20, spredte sig hurtigt og er blevet set delt over 1000 fra Anders Aggers Facebook-profil gange og set knapt 400.000 gange indtil videre - før programmet er blevet sendt.

Den overvældende interesse kommer bag på DR-journalisten.

- Der var noget særligt over Ali og den måde, han sagde det på. Men jeg kunne ikke forudsige, at han pludselig ville blive et nationalt fænomen. På den måde har interviewet fået sit eget liv, og det er interessant, siger Anders Agger.

Han har denne tolkning af, hvorfor samtalen med drengen fra Oman har vakt så stor opmærksomhed.

- På et eller andet niveau er det banalt, hvad han siger, men når man hører det fra en dreng på den måde, bliver det meget mere tankevækkende. I modsætning til når voksne siger det samme, virker han helt umiddelbar og har ingen skjulte hensigter, mener Anders Agger.

Mødte ham tilfældigt

Episoden opstod, da Anders Agger helt tilfældigt stødte på Ali på gaden i fiskerbyen Qantab i Oman.

I forbindelse med et indslag om fredagsbøn ville danskeren interviewe en ældre lokal herre, der sad og solgte dadler på et gadehjørne. Manden talte ikke engelsk, så Anders Agger spurgte en dreng, der tilfældigvis stod ved siden af, om han kunne oversætte fra arabisk. Drengen var Ali, og til Anders Aggers store overraskelse viste det sig, at Ali talte flydende engelsk.

- Hvorfor taler du så godt engelsk, spurgte Anders Agger overrasket.

- Fordi jeg går i en international skole, hvor vi lærer engelsk, sagde Ali nærmest undrende over spørgsmålet.

Det blev en længere snak med Ali, som tv-holdet så fik lov at følge, da han tog hjem for at skifte til fredagsbøn-tøj og videre til moskeen. Det var her, samtalen fandt sted, som har givet stor opmærksomhed til den 12-årige dreng.

- Jeg synes, det er super fint. Han bor i et land, hvor pressefrihed er relativt, og han har oplevet, at han bliver hørt, og at folk er enige fra et fjernt sted. Det, tror jeg, er rigtig fint, siger Anders Agger.

Kom lige fra hjertet

Selv tager 12-årige Ali det roligt. Det fortæller Rachael MacIver, der trods det engelskklingende navn er opvokset i Danmark med en dansk mor. Hun har de sidste 15 år boet i Oman, hvor hun har arbejdet og haft familie.

I forbindelse med Anders Aggers udsendelse om Mellemøsten fulgte han hendes liv derude, og derfor var hun med, da han stødte ind i Ali.

- Deres snak var, ligesom du ville tale med naboens søn, helt uplanlagt og uforberedt. Så derfor kom det lige fra hjertet fra lille Ali, forklarer Rachael MacIver i en telefon fra Oman, som har fulgt, hvordan klippet spredte sig på kort tid.

- I løbet af 24 timer gik det fuldstændig amok. Ikke bare i Oman men også i andre golfstater, efter at nogen havde oversat det til arabisk på Twitter, siger hun.

For nogle dage siden var hun så inviteret til frokost af Alis mor og far for at tale lidt om oplevelsen. Familien er veluddannede og meget stolt af deres søn, lyder det fra Rachael MacIver.

- De siger, det er de værdier, han har fået med hjemmefra. Men sådan er holdningen her i Oman, der er plads til alle. Oman har jo en vis religionsfrihed. Det vil sige, du må udøve din egen religion, som du vil, så længe du ikke forsøger at missionere og omvende andre, forklarer hun.

Den 12-årige hovedpersonen har selv stolt tilføjet 'I am the peacemaker' på sin Instagram-profil, men tager det ellers meget roligt.

- Ali selv er da stolt af at have fået den opmærksomhed. Det tror jeg, alle 12-årige ville være. Men samtidigt kan han ikke se det vilde i det. Han sagde jo bare, hvad han føler, siger Rachael MacIver.

Ali tager selv den store interesse ganske roligt. (Foto: Rachael MacIver)

Modtager hadefulde beskeder

Alis mor havde dog ikke lukket et øje hele natten, efter at klippet ramte de sociale medier. Familien blev nemlig oversvømmet med henvendelser fra firmaer, der vil bruge ham som frontfigur for produkter. Andre skrev, at de var stolte af, at han repræsenterer Oman og deres værdier, fortæller Rachael MacIver.

Og så er der de hadefulde beskeder på sociale medier rettet mod familien.

- Der har også været andre beskeder, der har været knapt så sjove. Der er jo altid haters på sociale medier. De har primært kritiseret familien for, at Ali har gået i international skole og har lært engelsk, mens andre har skrevet, at det hele var indstuderet, hvilket jeg helt kan afvise.

Også Anders Agger har oplevet en del negative kommentarer på Facebook og Instagram på grund af sit opslag med ham og Ali.

- Der kører en vanvittig alenlang tråd, hvor nogle personer skændes og sågar blander Hitler ind i det, siger Anders Agger.

- Jeg blander mig normalt aldrig og er sådan set ligeglad, hvis folk kritiserer mig, og hvad de siger. De må mene, hvad de vil om mig. Men jeg er ikke ligeglad med, om folk bedømmer et helt program ud fra et 40 sekunders klip med en dreng, der siger, han tror på mennesket, forklarer Anders Agger, som derfor har skrevet følgende kommentar til nogle af de kritiske røster:

- Bare lige for en ordens skyld - Ali er hverken shia eller sunni muslim. Han er ibadi, som de fleste er i Oman - en moderat og tolerant udgave af islam. Men primært er han en dreng på 12 år. Skal vi ikke lade ham være det?

Facebook
Twitter