18-årig dansker er ny verdensmester i digital fodbold

18-årige August Rosenmeier har vundet verdensmesterskabet i Fifa, der finder sted i Brasilien.

18-årige August Rosenmeier er ny verdensmester i Fifa. (© Morten Skovgaard)

Det kan godt være, at Danmark ikke kvalificerede sig til VM i Brasilien, men Danmark har alligevel fået en verdensmester i fodbold her til aften.

Sideløbende med det rigtige verdensmesterskab i fodbold har FIFA afholdt VM i fodboldspillet FIFA, der også bliver afholdt i Brasilien. Her har 18-årige August Rosenmeier her til aften vundet finalen i turneringen.

August Rosenmeier slog i finalen den 20-årige englænder David Bytheway med 3-1.

- Det er utroligt. Danmark er ikke til det rigtige VM, men nu har vi vist dem, at vi kan spille fodbold på den virtuelle bane, sagde August Rosenmeier umiddelbart efter, han havde sikret sig selv titlen som verdensmester.

Startede dårligt

Det startede ellers dårligt, da danskeren hurtigt kom bagud 0-1. Kort før pausen fik danskeren dog udlignet ved at skovle bolden ind tæt under mål.

I anden halvleg bølgede kampen frem og tilbage med chancer til begge hold. Rosenmeier havde flere muligheder, men afleveringerne var uskarpe, og det forhindrede ham i at få det afgørende mål.

Midt i anden halvleg fik danskeren dog profit for sine mange chancer. Først på et indlæg, der fra nært hold blev headet i mål, og med få minutter igen fik han en friløber med den virtuelle udgave af Neymar. Danskeren sparkede fladt og hårdt mod venstre hjørne og bragte sig dermed foran 3-1, som også blev kampens resultat.

Foruden æren vinder den 18-årige dreng også en pengepræmie på 110.000 kroner og en ny bil.

Seedet som toer

Den 18-årige dansker var seedet som nummer to i turneringen. På sin vej har han slået tre hollændere i 1/8-delsfinalen, kvartfinalen samt semifinalen, som han vandt 2-0.

Det er første gang, at August Rosenmeier vinder verdensmesterskabet. Han er forsvarende danmarksmester.

Omkring to millioner FIFA-entusiaster har forsøgt at spille sig med til slutrunden. Kun 20 af dem kom med i gruppespillet - heriblandt danskeren Anders Bollerup, som dog ikke gik videre fra de indledende runder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk