19-årige Søren er Danmarks yngste musical-aspirant: Jeg har altid følt mig lidt anderledes

Søren Torpegaard drømmer om en fremtid som musicalperformer, men vejen til de store scener er ikke altid lige let.

’Wonderchild’.

Det udtryk har jeg hørt rigtig mange gange. Særligt siden jeg kom ind på Musicalakademiet.

Jeg har det lidt ambivalent med det udtryk. Det er både en stor ros, men samtidigt er det også lidt af en piedestal at blive sat op. Ja, jeg er talentfuld, men jeg er jo ikke noget vidunder.

Til gengæld er jeg en arbejdshest, og talent er ikke noget uden hårdt arbejde.

Jeg har drømt om at blive musicalperformer hele mit liv, og som 17-årig kom jeg ind på Musicalakademiet i Fredericia. Som den yngste elev nogensinde. I dag er jeg 19, men jeg er stadig den yngste på hele skolen.

For andre har min unge alder betydet meget, og det er noget, som mange godt kan lide at fokusere på. Men jeg kan jo egentlig ikke bruge det til så meget. Uanset vores alder, er vi jo alle kommet ind på samme præmisser - vores evner. Jeg føler bare, at jeg er vildt heldig, fordi jeg allerede nu får lov til at forfølge min drøm.

(Foto: Martin Fält © dr)

Teater og musik har altid fyldt rigtig meget i mit liv. Og nok mere end hos de fleste andre unge.

I folkeskolen var mange af mine klassekammerater lidt generte, når vi skulle spille teater.

De ville helst ikke have for meget opmærksomhed, men jeg blev bare vildt glad, når jeg fik en af rollerne i vores skoleforestilling. Jeg følte mig hjemme på scenen.

Jeg har altid følt mig lidt anderledes, fordi jeg gik op i den slags. Det var ikke ligefrem dans og teater, som de andre drenge brugte deres tid på.

Men efter niende klasse tog jeg på en musik- og teaterefterskole, og der oplevede jeg pludselig at være sammen med en masse andre unge, der også gik op i musik og skuespil.

På skolen fik jeg undervisning i dans, musik og drama, og dér gik det op for mig, at hvis jeg virkelig vil det her, så skal jeg altså knokle igennem.

Jeg havde spillet en masse teater før, men al den teknik, der lå bag, var helt ny for mig. Men det var også første gang, jeg mærkede, at jeg rent faktisk har et talent, som måske kan blive til noget større. Det har jeg valgt at satse på.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Jeg havde egentlig valgt, at jeg ikke ville søge ind på Musicalakademiet. Jeg følte, at det var lidt for tidligt for mig. En uge før optagelsesprøven kom min danselærer og spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at søge.

Jeg fortalte hende, at jeg altså lige ventede et par år. Det forstod hun slet ikke.

Hun sagde, at jeg ikke havde noget at miste ved i det mindste at prøve. Og det havde hun jo ret i. Der vendte det hele sig pludseligt for mig, og samme aften gik jeg i gang med at forberede mig til optagelsesprøven.

Da jeg gik til prøven, var det med en ro indeni om, at jeg var alt for ung og alligevel ikke ville komme ind, så nu skulle jeg bare give det et skud. Selvfølgelig var der en lille stemme inde i mig, der sagde; ’Tænk, hvis jeg kom ind’ - men jeg havde aldrig regnet med, at det ville ske.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Vi er kun 24 elever på hele skolen, og otte på hver årgang – og det er altså otte mennesker, som virkelig gerne vil det her. Det er virkelig fantastisk at være sammen med andre, som brænder for de samme ting som én selv.

Jeg har også fundet min kæreste på skolen. Det er dejligt at have et menneske at dele det her med, som forstår, hvad jeg går igennem på skolen.

Vi er alle blevet virkelig tætte med hinanden på skolen, men det kan også være lidt udfordrende at være så få elever.

Jeg tror hele tiden, vi ubevidst går og måler os lidt op ad hinanden. Særligt det første år sammenlignede jeg hele tiden mig selv med de andre. Når vi havde yoga, skulle jeg lige se, hvem der kunne komme længst ned i den her stilling, eller hvem der var mest smidig.

Men jeg fandt hurtigt ud af, at man ikke kan bruge den slags til noget. Det handler om at fokusere på sin egne evner og så arbejde ud fra det talent, man selv har.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Det kan være virkelig hårdt at gå på Musicalakademiet. Vi har nogle lange dage og presser os selv hver dag. Vi får dagligt undervisning i dans, musik og skuespil og bruger vores kroppe meget, så det kan være ret fysisk udmattende.

Nogle gange kan det godt blive for meget. I starten havde jeg svært ved at acceptere, hvis jeg havde en dårlig dag. ’Frustration? Det ved jeg da ikke, hvad er.’

Jeg prøvede virkelig at feje de dårlige tanker væk og bare klø på. Jeg har ikke oplevet så meget modstand før, så det var hårdt at indse, at der var ting, jeg ikke kunne finde ud af. At tingene ikke bare gik som smurt.

Senere fandt jeg ud af, at hvis jeg dykker ned i den modstand, jeg møder, så er det også dér, jeg finder noget tyngde i det, jeg laver og faktisk bliver bedre.

I dag har jeg lært at acceptere mine dårlige dage, og at det er okay at have det sådan. For det ér hårdt.

Men hver gang jeg føler, at tingene er op ad bakke, så oplever jeg også noget, som alligevel giver mig lyst til at blive her og presse mig selv. Det vender altid på en eller anden måde.

Det er jo fantastisk at tænke på, at jeg får lov til at synge, danse og spille skuespil hver eneste dag.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Min storebror har lige været ude at rejse i to år, og det har været en stor oplevelse for ham. Når jeg ser på ham, kan jeg godt fortryde, at jeg ikke nåede at få holdt et sabbatår.

Men jeg tror på en måde, at jeg får den dannelsesrejse, som den store backpacker-tur kan være, ved at gå på Musicalakademiet. Her bliver jeg også udfordret og får testet mine grænser. Men jeg håber, at jeg får muligheden for at rejse på et andet tidspunkt, for det er noget, jeg godt kan savne.

De fleste i min omgangskreds synes, at det er vildt sejt, at jeg har kastet mig ud i det her. Min familie og venner støtter mig meget, men mine bedsteforældre har været ret bekymrede for min fremtid. Det er jo ikke den mest sikre vej, man kan gå. Men jeg tror, at det gav dem noget ro i sjælen, da jeg kom ind på skolen. ’Okay, den er god nok, han får faktisk papir på det.’

Jeg er meget spændt på, hvad alt der her skal blive til, når jeg engang er færdig. Her på skolen går vi lidt rundt i en boble og piller os selv i navlen. Når jeg er færdig, finder jeg for alvor ud af, om alt det, jeg har bygget op, også holder i virkeligheden.

Jeg drømmer om at leve af at spille musicals, og lige nu lever jeg i troen om, at det kommer til at gå. Det kan jeg mærke indeni, at det gør. Selvom det er et sats, og fremtidsudsigterne er usikre, så har jeg altid haft en fornemmelse af, at det her er det rigtige sted for mig.

Jeg skal bare arbejde hårdt nok for det.

(Foto: Martin Fält © Dr)

GODE RÅD FRA EN MUSICALSTJERNE

  • 27-årige Diluckshan Jeyaratnam er musicalperformer og blev færdig på Musicalakademiet sidste sommer. Han har senest spillet i hovedrollen i musicalen 'Prinsen af Egypten' på Fredericia Teater.

  • TAG CHANCER - Tag chancer, vær modig og giv tingene et skud. Jeg har altid været en play it safe-type, så da jeg søgte ind på akademiet, var det første gang i mit liv, at jeg tog en chance og kastede mig ud i noget nyt. Efter det indså jeg, at selvom du vælger den sikre vej, kan du stadig fejle og falde. Så man kan lige så godt tage en chance med det, som måske ikke virker sikkert, men som man brænder for.

  • ACCEPTER DINE BEGRÆNSNINGER - Mange af os ved, hvad vi kan, og hvad vi er gode til, men mange vil ikke rigtig acceptere de ting, som vi ikke er gode til. Vær glad for det du kan, men accepter det, du ikke kan, for det giver en bedre selvindsigt. Så ved man, hvad man skal arbejde med for at udvide sine kompetencer.

  • VÆR YDMYG - Det er vigtigt at være helt reel og ydmyg omkring sine egne evner. Du skal ikke gå ud af skolen og forvente, at du bliver en superstjerne. Det er ikke givet, man skal virkelig arbejde hårdt for at lykkes.

Facebook
Twitter