20-årig youtuber dropper videoer om mordsager: 'Jeg har altid godt vidst, at der er et eller andet forkert i det'

Camilla Richardt har blandt andet behandlet Peter Madsen-sagen i sine videoer.

En rørt Camilla Richardt fortæller om den hårde medfart, hendes 'Krimi Søndag'-videoer har fået, efter dr.dk og Politiken har skrevet om dem. Nu dropper hun at lave flere videoer i serien. (© Youtube)

Hun har youtubet om alt fra Susan Ipsen-mordet i 1998 til Amagermandens serieforbrydelser og Peter Madsen-sagen.

Men nu vælger den 20-årige youtuber Camilla Richardt at trække stikket på sine populære videoer, der går under navnet 'Krimi Søndag'.

Det siger hun i en ny video, hun har lagt op på sin Youtube-kanal.

- Det er en lidt svær video for mig at lave, men jeg synes, det er en, I fortjener at få, lyder det i starten af den 17 minutter lange video, der bærer titlen 'Jeg har brug for at være ærlig'.

Senere i videoen forklarer hun:

- Jeg har det virkelig ikke særlig godt lige for tiden. Det ('Krimi Søndag') gik hen og blev en frygt for mig fremfor en ting, der gjorde mig glad. For nu holder jeg en pause med at køre 'Krimi Søndag'.

- Det her er overhovedet ikke en 'Hav ondt af mig'-video, men jeg føler også, I fortjener at vide, hvorfor jeg stopper med at køre 'Krimi søndag' - i hvert fald lige for nu. Jeg regner stærkt med at starte op (igen) på et tidspunkt, når jeg har det lidt bedre, men lige nu har jeg virkelig brug for at holde en pause.

Camilla Richardt laver blandt andet også videoer om sine tatoveringer, som hun lægger op på sin kanal. (Foto: Camilla Richardt © youtube)

Trækker stikket på videoerne

Beslutningen kommer i kølvandet på et par stormomsuste uger for den unge youtuber.

Efter dr.dk bragte en artikel med og om Camilla Richardt og hendes Youtube-kanal, hvor hun hver uge dykker ned i en gammel drabssag og folder den ud for sine følgere under overskriften 'Krimi søndag', samlede Politiken historien om Richardts Youtube-kanal op.

Politikens journalist skrev blandt andet, at Richardt burde holde sig til livsstilsvideoer. Medieomtalen har ifølge Richardt ført mange negative kommentarer og ligefrem trusler med sig. Det har nu fået hende til at trække stikket på videoerne.

- Jeg har altid godt vidst, at der er et eller andet lidt forkert i det, jeg laver, men jeg har altid prøvet at sige til mig selv, at dokumentarer og aviser behandler jo også de her sager, der bliver lavet serier om det, og der bliver talt om det i tv'et, forklarer hun i den 17 minutter lange Youtube-video.

- Jeg har altid tænkt, at hvis de kunne, hvorfor skulle jeg så ikke kunne.

Nu har hun dog alligevel valgt at sætte 'Krimi søndag' på pause - i hvert fald foreløbig.

Youtubere ikke underlagt samme regler som medier

Vibeke Borberg, der er advokat med speciale i informationsret, medieret og presseetik, har tidligere pointeret overfor dr.dk, at der ikke er noget juridisk problem i de videoer, Richardt har lavet.

- Hun genfortæller sager på baggrund af den information, der allerede er offentliggjort. Det er baseret på ting, hun kan finde på nettet. Så der er ingen ny information, der skal håndteres, sagde Vibeke Borberg til dr.dk i august.

Borberg pointerede dog i samme åndedrag, at youtubere ikke er underlagt de samme love og regler som etablerede medier.

- Youtubere ikke underlagt medieansvarsloven eller tilmeldt Pressenævnet. Så de er ikke underlagt de samme etiske regler som medier, lød det fra Borberg, der plæderede for, at man tænker over sit sprogbrug, hvis man ved, der er børn, der kigger med.

Ifølge Camilla Richardt har hendes kanal flest følgere mellem 18 og 24 år.

Vi har været i kontakt med Camilla Richardt i forbindelse med denne artikel, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.