2022 bød på vilde afsløringer og store historier - nu skal årets bedste journalistik kåres

Blandt de Cavling-nominerede er DR's Matilde Kimer og en gruppe Berlingske-journalister, der leverede en række afsløringer i FE-sagen.

Lars Findsen, tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, er en af hovedpersonerne i Berlingskes Cavling-nominerede historie. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

I eftermiddag bliver det afsløret, hvilken journalistisk dækning der modtager Danmarks største journalistpris. Det sker, når Cavlingprisen uddeles til én journalist eller en gruppe af samarbejdende journalister, som har udvist "særlig initiativ og talent i det forgangne år".

I år er fire journalistiske projekter i spil – én selvstændig historie og tre historier, som mange medier har dækket, men som hos de nominerede bragte noget helt særligt med sig.

Spørger man Didde Elnif, formand for Cavling-komiteen og dermed også juryen, viser det endelige felt en bredde i dansk journalistisk.

- Man mestrer den vigtige og principielle samfundsfortælling, men fortalt på en måde, hvor nogle mennesker kommer til orde, som vi ellers ikke ville have hørt historien fra, siger hun.

Didde Elnif ser desuden prisen som et vigtigt billede på, at der leveres masser af god journalistik, i en tid hvor pressen ellers kan opleve at blive set skævt til indimellem.

- Fortællingen bliver nogle gange, at vi ikke er dygtige eller troværdige. Men når jeg sidder med de her 40-50 produktioner hvert år, er det tydeligt, at der bliver lavet nogle samfundshistorier, der ikke ville blive lavet, hvis ikke vi var dygtige til vores fag, siger hun.

Her kan du få et overblik over, hvilke journalistiske projekter der i år kan vinde den eftertragtede bronzestatuette af den kendte journalist Henrik Cavling samt pengepræmien på 25.000 kroner.

Berlingske afslørede vilde detaljer i FE-sag

Mange medier har dækket sagen om Lars Findsen, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største efterretningsskandale. Selv udgav han i øvrigt bogen 'Spionchefen - Erindringer fra Celle 18' i oktober. (Foto: © Mathias Svold, Ritzau Scanpix)

Sagen om hjemsendelsen af Lars Findsen, tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fyldt meget i samtlige store medier.

Det blev dog Jens Beck Nielsen, Lars Nørgaard Pedersen og Jens Anton Bjørnager fra Berlingske Tidende, der løb med Cavling-nomineringen for deres dækning af den komplekse sag.

Både Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen er anklaget for at røbe statshemmeligheder, og selvom sagen er omgivet af meget tavshed, har Berlingske-trioen formået at bringe en række oplysninger frem i lyset.

Efter måneders research kunne de nominerede journalister for eksempel afsløre indhold fra den ellers mørklagte sigtelse mod Lars Findsen, og senere skrev avisen, at PET-chef Finn Borch Andersen havde delt intime detaljer om Lars Findens sexliv under en briefing til folketingspolitikere.

- Berlingskes dækning har været fremragende, fordi de har fået folk, som man normalt ikke får til at tale, til netop at tale, siger Didde Elnif og roser deres "ekstraordinære blik for kildebeskyttelse".

DR's Matilde Kimer imponerede i Ukraine

Her ses Mathilde Kimer under en reportage i det krigshærgede Ukraine. (© DR)

Tidligere har DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard modtaget Cavling-prisen for sit arbejde – i år er det så hendes korrespondentkollega Matilde Kimer, der er nomineret for sin dækning af krigen i Ukraine.

Kimer har særligt imponeret Cavling-komiteen med sit øje både for det nære og de helt store linjer.

Noget af det, som Cavling-komiteen er "meget imponeret over", når det kommer til Matilde Kimer, er bredden i hendes historier.

- Matilde Kimer har et kæmpe talent for at dække på mange forskellige niveauer. Det er både den nære hverdagshistorie, hvor hun selv viser, hvad et kilo sukker koster, men det er også de store krigsreportager og analyser fra fronten, siger Didde Elnif.

MeToo hos TV 2

En række kvindelige journalister og værter fra TV 2 stillede sig sidste år frem og fortalte om magtmisbrug og overgreb på deres arbejdsplads. (© Discovery)

Siden tv-vært Sofie Linde for alvor satte gang i MeToo-debatten herhjemme i 2020, har flere medier dækket historier om magtmisbrug og seksuelle overgreb i diverse brancher.

I 2021 kiggede TV 2 indad og dækkede MeToo i deres egen nyhedsafdeling, men endte med at sende historien videre til produktionsselskabet Impact TV, der fik et samarbejde i gang med Information.

Derfor er både Line Ritz, Ole Tornbjerg, Nils Giversen og Thea Pedersen fra Impact TV, Laura Friis Wang fra Information og Signe Daugbjerg fra TV 2 nomineret for deres dokumentar 'MeToo: Sexisme Bag Skærmen'.

Her stillede en række kvindelige journalister og værter op og fortalte om et arbejdsmiljø, der var præget af en uhensigtsmæssig kultur.

Der har været rigtig meget god MeToo-dækning de seneste par år, mener Didde Elnif, men i dette års Cavling-felt var det umuligt ikke at hæfte sig ved det store arbejdet bag 'MeToo: Sexisme Bag Skærmen'.

- De har snakket med utrolig mange kilder, har et godt brug af kilderne og er meget ordentlige i deres kildekontakt. Det er nogle af de ting, der er imponerende i lige netop den dokumentar, siger Didde Elnif.

Dokumentaren kan ses hos Discovery+.

DR-podcast om muligt justitsmord

Forældrene blev for flere år siden dømt for at få deres døtre omskåret, men nu sår flere eksperter – og døtrene selv – tvivl om dommen. Meget peger nemlig på, at omskæringerne aldrig er sket. (© DR)

Frederik Hugo Ledegaard Thim fra DR Dokumentar er nomineret for podcastserien 'Det levende bevis'. Heri fortæller han historien om to dansk-somaliske søstre, hvis forældre bliver idømt halvandet års fængsel for at få døtrene omskåret under en ferie i Kenya.

Der er dog den væsentlige detalje, at døtrene gennem hele forløbet fastholder, at de ikke er blevet omskåret og udsat for en forbrydelse trods både byretten, landsretten og Højesterets domme. Derfor er spørgsmålet: Hvem har ret?

Didde Elnif har især hæftet sig ved det store perspektiv i historien.

- Der er nogle helt principielle ting i forhold til Retslægerådet, som han slår ned på, så det ikke bare bliver en enkelt historie om nogle piger, der er i klemme i et retssystem, men det faktisk bliver en større historie, siger hun.

Du kan høre podcasten på DR LYD.

Cavling-uddelingen løber af stablen klokken 15, og du kan følge med på DRTV.