(Foto: Jonas Møller © DR)

21-årige Eino fra Østgrønland giver en fuckfinger til dårlige statistikker: 'Vi skal ikke have ondt af os selv. Vi skal tro på os selv'

De unge i Østgrønland nægter at ligge under for stigmatisering i den nye dokumentar 'Tsumu'.

Druk, overgreb og selvmord.

Det er det deprimerende billede, der typisk bliver tegnet af den lille, isolerede by Tasiilaq i Østgrønland, som er overrepræsenteret i alle de helt tunge statistikker.

Her bor der 2.000 indbyggere, der taler deres helt egen dialekt, og som sidste år fik forbud mod salg af alkohol i flere uger på grund af kaotiske tilstande.

Men bag de tragiske historier gemmer sig en ungdom, der insisterer på at bryde gennem isen og blomstre op.

For dem er Tasiilaq ikke et trøstesløst, fortabt sted – det er dér, de har deres liv. Og ja, der er store sociale problemer ved at vokse op det sted, men der er også glæder og håb; alt det, vi ikke kan læse om i statistikkerne.

Men det kan vi nu få et indblik i den nye dokumentar 'Tsumu', der skildrer livet for de unge i den afsides liggende by, der kun kan nås ved at flyve eller sejle.

Én af de to hovedpersoner, vi følger, er Eino Taunajik. Han er queerhomoseksuel, drømmer om at blive skuespiller, elsker makeup og har altid følt, at han skilte sig ud fra de andre.

Det er noget, han har kæmpet meget med, og som han stadig er i gang med at lære at acceptere takket være blandt andet YouTube og nettet, hvor de unge kan købe idolplakater og alt det tøj, de ikke kan få i de lokale butikker.

Så i stedet for at "gemme sig væk", som Eino med egne ord havde lyst til i mange år, har han startet byens teatergruppe, hvor en del af byens unge mødes og spiller deres følelser ud på scenen.

- Jeg blev mobbet hele min barndom, men havde aldrig i mit liv talt om følelser, så jeg følte, at der var brug for det her, siger den i dag 21-årige Eino til dr.dk.

- Det er rart at være i et rum, hvor vi sætter os sammen og snakker om alt; alle følelser, også det, der er svært – og hvor andre lytter, forklarer han.

Teatergruppen tager alvorlige temaer op, som overgreb, selvmord, druk og svigt, og forvandler det til forestillinger om fællesskab og håb.

- Vi skal ikke have ondt af os selv. Vi skal tro på os selv, som Eino siger.

Dokumentartitlen 'Tsumu' betyder "hvor skal du hen?" på østgrønlandsk, og det er det spørgsmål, Eino og hans ven Lars stiller sig selv igen og igen i dokumentaren.

For kan man godt rejse væk fra den trygge hjemstavn til Nuuk, København eller ud i verden og efterlade Tasiilaq, når man føler et ansvar for at skabe et bedre liv for de næste unge generationer?

Herunder viser Eino billeder til dr.dk fra sit liv i Tasiilaq, der trods problemer og mørke tanker også er fyldt med kærlighed – og håb.

  • Efter tre mislykkede forsøg på at gå i gymnasiet i Nuuk er Eino tilbage i Tasiilaq i Østgrønland, hvor han bor hos sin mor, far og søskende. Han arbejder i en tøjbutik, men hans store drøm er at blive skuespiller. I 2017 startede han en teatergruppe for byens unge. - Jeg drømmer om at blive skuespiller, måske i København, men vil også gerne blive i byen og gøre noget for de næste generationer i stedet for at rejse væk og glemme, hvor jeg kommer fra, siger Eino om sit dilemma. (Foto: Eino Taunajik)
    1 / 9
  • - En del fra Vestgrønland og Nuuk ser på os som tabere. De kan lave opslag på sociale medier, hvor de joker med, at vi alle er blevet seksuelt misbrugt – men det er jo ikke sjovt. Jeg startede blandt andet teatergruppen for at vise unge, at livet her i Tasiilaq også er sjovt. Vi skal turde råbe op og give udtryk for vores følelser. (Foto: Eino Taunajik)
    2 / 9
  • Billedet er fra den 21. juni 2019, da Eino fik en "opmuntringspris" fra selvstyret i Grønland, fordi han havde stiftet teatergruppen i 2017. Men det var en dag, der var svær og fyldt med andre følelser, hvilket han har tegnet: - Prisen føltes som en dør til noget større. Men selvom jeg var glad, var jeg også utrolig ked af det på grund af nogle familieproblemer, som ødelagde min store dag. Det viser tegningen. Når tingene er svære at tale om, hjælper det mig at tegne og spille skuespil, så jeg får følelserne ud. (Foto: Eino Taunajik)
    3 / 9
  • Billedet er taget i 2017 efter en LGBT-debat i Nuuk, som Eino tog til. - I 2017, da jeg gik i 10. klasse, begyndte jeg at lægge makeup. I starten var det for at dække uren hud, men så blev det mere og mere. To år senere fortalte jeg min mor om min seksualitet, og hun sagde, at hun altid havde vidst det. Begge mine forældre accepterer og støtter mig. Farverne på billedet er stærke, jeg ser stolt ud. Det har været svært at komme dertil – især når man er fra en lille by. (Foto: Eino Taunajik)
    4 / 9
  • - Her ses jeg og mine folkeskolekammerater. Vi er født i 2000, og hver sommer samles vi, spiser, fester og fejrer. Det har vi gjort i syv år nu. Mine venner betyder meget for mig. Vi er vokset op sammen, og de inspirerer mig. (Foto: Eino Taunajik)
    5 / 9
  • - Det er er mit første maleri, som jeg malede i 2020, da der skete rigtig meget. Jeg festede hårdt i den periode og kyssede med én, jeg godt kunne lide. Jeg følte mig tryg ved personen og blev så forelsket, men han havde det ikke sådan med mig, og jeg blev så ked af det, at jeg ønskede at gøre skade på mig selv. Da jeg så malede det her, føltes det, som om jeg nærmest spyttede det ud, og jeg fandt ud af, at det hjalp mig at male mine følelser. (Foto: Eino Taunajik)
    6 / 9
  • - Den her dag følte jeg, at min krop var virkelig smuk. Jeg tog billedet på badeværelset og satte baggrunden på bagefter. Jeg arbejder meget med mig selv, fordi der stadig er dage, hvor jeg føler, at det er uacceptabelt at være, som jeg er. Men jeg bliver altid glad, når jeg kigger på dette billede. (Foto: Eino Taunajik)
    7 / 9
  • - Når jeg skal i bad, har jeg altid højttaler og en kaffe med – her er det en iskaffe. Det er et fast ritual, og når jeg er væk, siger familien altid, at de savner den høje musik fra badeværelset. Når jeg er væk fra byen og kigger på det her billede, får jeg altid hjemve og savner udsigten. (Foto: Eino Taunajik)
    8 / 9
  • Pressefoto til dokumentaren 'Tsumu', hvor Eino (i midten) sidder med sine vener Lars (til højre) og Thomas (til venstre). Eino er super stolt af at være med. - Det er en vigtig dokumentar, fordi vi får mulighed for at vise vores hverdag og liv i en by, der nærmest kun er kendt for noget negativt. Det har været en overvældende oplevelse at medvirke, og jeg har stadig svært ved at beskrive det med ord. Men jeg er stolt af at være med til at vise, at selvom det er en lille by, hvor mange ikke ved noget om det moderne liv, sker der forandringer – takket være vores generation, som bare vil være os selv. (Foto: Jonas Møller © DR)
    9 / 9