Når deltagerne fra 'Alene i vildmarken' bliver kastet ud i den barske nordnorske natur, kommer det ofte bag på dem, hvor svært det er at undvære alle de ting, der gør livet lidt lettere: det varme bad, det rene tøj, det funktionelle køkken og den dejlige seng.
Men det afsavn led 23-årige Anna-Caroline Bonde Fosmark ikke, da hun deltog i denne sæson af 'Alene i vildmarken', der kører lige nu.
Tværtimod mindede den primitive vildmarkstur til Nordnorge på mange måder om det liv, hun lever hver eneste dag.
Anna-Caroline er nemlig en slags cyklende nomade, der cykler fra sted til sted med sit telt og sin rygsæk. Sidste år cyklede hun Danmark tyndt og er nu i gang med Europa.
Ofte overnatter hun i skove og på shelters, eller i en baghave hos flinke mennesker, der tilbyder logi for natten. Hun har intet at komme "hjem" til – for hun er hjemme.
- Naturen er mit hjem, mit hjem er meget stort, og jeg føler mig hjemme mange steder, siger Anna-Caroline, der selv er vokset op i Silkeborg.
I øjeblikket befinder Anna-Caroline sig et sted i Slovenien. Det er aften, og hun har slået lejr for natten.
- Lige nu sidder jeg i mit telt. Jeg vidste ikke engang, hvor Slovenien lå, før jeg tog afsted, men her er så dejligt. Det er mit yndlingsland indtil videre på den her cykeltur gennem Europa, fortæller hun.
Når hun kigger rundt, kan hun se en lille stenstrand med hvide smukke sten, som ligger ud til en stor sø, hvor vandet er så gennemsigtigt, at man kan se bunden. Til siderne er der bjerge i flere lag – de højeste har sne på, og bjergenes billede bliver reflekteret i vandet.
- Det er virkelig smukt. Det minder mig meget om vildmarken – bortset fra vejret, siger hun og griner.
Hvordan det går Anna-Caroline og veninden Ester i denne sæson af 'Alene i vildmarken', skal ikke afsløres her.
Men Anna-Caroline vil dog fortælle så meget, at hun personligt følte, at turen i vildmarken var til at have med at gøre.
- Vildmarken var selvfølgelig mentalt udfordrende på nogle punkter, men var overordnet set overkommeligt i forhold til, hvad cykellivet til tider har budt mig, siger hun.
- I vildmarken fik jeg erfaret, at jeg er blevet ret bundstabil. Jeg meldte mig med min gode veninde Ester, fordi vi rigtig gerne ville dele den fantastiske oplevelse sammen, men jeg tænker også, at jeg ville kunne gøre det alene. Sidste år lærte jeg nemlig virkelig at tænke positivt, holde hovedet højt og hive mig selv op, når jeg var nede.
Sagde farvel til kæreste, bil og hus
Det var i 2021, nærmere bestemt februar, at Anna-Carolines nye liv som fri nomade begyndte.
Før det boede hun trygt og godt med sin kæreste i et idyllisk hus i Holstebro ned til en sø; sådan et hus, der nærmest er skabt til at stifte familie i.
Parret var flyttet sammen efter gymnasiet og havde bil, kat og job – lige efter bogen.
Der var bare ét problem.
Det var ikke et liv for Anna-Caroline.
- Det var ikke forfærdeligt, men jeg fandt bare ud af, at jeg skulle bruge virkelig meget tid på at arbejde og tjene penge for at få råd til den livsstil. Det krævede enormt meget af min tid, og jeg fandt ud af, at det ikke gjorde mig gladere at have det store hus, de fede møbler og et stort værksted. Det ændrede ikke min livsglæde overhovedet. Det gik faktisk bare nedad.
Hun indså, at det bedste ved huset ikke var selve huset, men derimod dets placering i naturen. Det stod pludselig helt tydeligt, at ingen ferie i verden ville kunne fjerne hamsterhjuls-følelsen, der gjorde hende trist – så hun besluttede sig for at nulstille sit liv og søge mod de værdier, der føltes rigtige for hende.
Udover familie og venner kom hun frem til, at der var to ting, der bragte hende ægte lykke: at male og at være i naturen.
Så hun tog afsked med kæresten og Holstebro, købte en stærk stålcykel, pakkede sine ting i cykeltasker – og drog afsted.
Det er over et år siden, og hver dag nyder Anna-Caroline et liv uden forpligtelser, deadlines, tidsbegrænsninger og jagten for at tjene penge.
I stedet går hendes dage med at cykle op mod 100 kilometer dagligt i fladt terræn, 50 kilometer i bakket landskab, slå telt op, lave mad, være i pagt med naturen.
Hvis der er et sted, hun finder særligt interessant, slår hun lejr for flere nætter, slapper af, hygger sig og snakker med de mennesker, hun møder.
Dog har hun på sin tur kun mødt én anden kvinde, der ligesom hende sov alene i shelter.
- Jeg synes, det er tankevækkende, at det altid er mænd, jeg møder. Men det er, som om der er en fortælling om, at naturen er farlig for kvinder. Det er ikke naturen, men mennesker, der kan være farlige, og der er ikke mange mennesker i naturen, siger hun og håber, at hun kan inspirere flere kvinder til at kaste sig ud i den friske luft.
- Når folk hører, at jeg sover i skove eller hos nogle, jeg ikke kender, siger de altid: "Tør du det?", eller: "Det skulle min datter ikke." Men jeg har ikke oplevet noget dårligt overhovedet.
Var med i et andet DR-program
Anna-Caroline er vegetar og har før prøvet at "skralde", det vil sige finde mad i containere, der er blevet smidt ud af butikkerne. Men på sin cykeltur har hun fundet en ideel løsning, så hun kan få noget at spise uden at skulle være afhængig af at plukke bær eller gå i skraldespande.
Hun er nemlig så heldig, at hun har talent for at male, hvilket hun har arvet efter sin mor, der er billedkunstner.
Faktisk er Anna-Caroline så god, at hun sidste sommer medvirkede i DR-programmet 'Danmarks bedste portrætmaler', hvor hun vakte opsigt med et selvportræt uden tøj på overkroppen.
Efter programmet begyndte folk at kontakte hende på Instagram eller mail for at købe et maleri, og nu maler hun undervejs på sin cykeltur og sender billederne afsted med posten. Dog tager hun ikke for mange opgaver, da det ikke skal være penge og projekter, der driver turen, men frihed og fantastiske oplevelser.
For kort tid siden valgte Anna-Carolines bror spontant at støde til og cykle med gennem Europa. Han er egentlig typen, der hader at cykle og går meget op i komfort og biler, men han havde brug for at komme væk fra sin stressede hverdag og være mere i nuet. Og det har han opnået ved at cykle med sin søster.
Planen er så, at de følges til Kroatien, hvorefter han tager hjem.
Men for Anna-Caroline stopper rejsen ikke dér. Hun fortsætter alene – også når det begynder at blive frysende koldt – så længe det giver mening. Hele idéen med turen er nemlig, at hun ikke vil sætte sig et mål.
Dog ved hun allerede nu, at det rejsende nomadeliv ikke er for evigt. Noget af tiden på cykel har hun brugt på at besøge bofællesskaber og økosamfund og har fundet ud af, at det er sådan et liv, hun godt kunne se sig selv i – også med en familie en dag.
- Det er helt klart noget, jeg tænker på som en del af min fremtid. Denne her rejse har gjort mig fuldstændig sikker på, at jeg er færdig med det traditionelle liv, som hun siger.
Se det nyeste afsnit af 'Alene i vildmarken' hver torsdag på DR1 klokken 20 og allerede samme dag klokken 06 på DRTV.