24-årige Nina bor på en gård: 'Unge flytter til København i en kollektiv massepsykose'

På landet finder hun fred og ro til at fokusere på sit livs kald som kunstner.

Nina Winther har tegnet lige så længe, hun kan huske. Og hun har altid vidst, at hun ville være kunstner.

Da hun var fem år, fik hun en kunstmaler-barbiedukke. Den kom med pallet, pensel og staffeli som tilbehør. Nina var nærmest besat af den.

- Det lyder måske lidt religiøst, men jeg tror, det er dét her, jeg er bestemt til, siger Nina Winther.

Bestemt til det eller ej - Nina Winther blæste dommerne bag over i første afsnit af 'Danmarks bedste portrætmaler'. De var begejstrede over hendes maleteknik og klassiske stil og sendte hende enstemmigt videre til semifinalen.

Vi har besøgt Nina Winther i hendes kombinerede hjem og atelier på en fynsk gård.

Til en snak om at flytte fra kunstnerlivet i Barcelona til livet på landet i Blommenslyst. Om at vælge at bo på landet i en tid, hvor unge flokkes mod de store byer. Og om kampen for at leve af klassisk maleri i 2019.

  • Egentlig havde Nina Winther ikke overvejet at deltage i 'Danmarks bedste portrætmaler'. Hun syntes, programmet var halvkommercielt og en smule kikset. Men så tikkede en besked ind i hendes indbakke. Den kom fra en producent, som inviterede hende til at deltage i programmet. Producenten havde fundet hendes værker på Instagram og var imponeret. - Det var meget smigrende, så jeg sagde ja. Tænk, hvis man blev Danmarks bedste portrætmaler. Det ville da være fedt, siger Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    1 / 13
  • Da Nina Winther begyndte at male som barn, var hendes stil surrealistisk. Hendes første værk var 'et skib med noget underligt candyfloss og et træ, der stak op af havet.' Hun var vild med den måde, motiverne kunne se meget realistiske ud, men være sammensat på en komplet urealistisk måde. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    2 / 13
  • Der hersker mange myter om oliemaling. For eksempel at det er giftigt og svært at bruge. De færreste malere ville anbefale en begynder at bruge oliemaling, men det blæste Nina Winther på. - Jeg tror, jeg var så ung, at jeg var entusiastisk og naiv. Derfor kastede jeg mig bare ud i oliemaleri, selvom de fleste sikkert ville have frarådet det, siger Nina Winther, der er vild med den intensitet og dybde, farverne får med oliemaling. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    3 / 13
  • Når Nina Winther portrætterer et menneske, er hun helt opslugt af sin maleproces. Hun tænker ikke over, hvad modellerne tænker eller føler. Alligevel oplever hun tit, at hendes portrætpersoner betror sig til hende. - Folk begynder at krænge deres hjerter ud. Det er som om, de tror, jeg er psykolog. Folk kommer nogle gange ud med nogle frygtelige hemmeligheder, mens jeg maler dem, fortæller Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    4 / 13
  • Nina Winther tog til Indien i sit sabbatår. Her arbejdede hun blandt andet frivilligt på et hjem for børn af prostituerede. Hun tegnede portrætter af børnene, blandt andet af en lille pige. Hun var midt i portrættet, da tårer pludselig begyndte at løbe ned ad barnets kinder, og pigen sagde: 'Der er aldrig nogen, der har kigget så meget på mig før.' - Hun var jo et svigtet barn, der sikkert har set alt muligt. Det var en stor oplevelse, fortæller Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    5 / 13
  • Efter opholdet i Indien ville Nina Winther uddanne sig til maler. Med tiden havde hendes maleriske stil ændret sig fra surrealisme til realisme, en stilart som var mest udbredt i 1800-tallet, og som drejer sig om at få maleriet til at ligne virkeligheden mest muligt. Men der er ingen muligheder for at uddanne sig inden for den retning i Danmark. Derfor tog hun, med økonomisk støtte fra sin bedstemor, på Barcelona Academy of Art. Et kunstakademi med undervisning i realistisk malerkunst. - Der var rigtig mange ultra rige mennesker fra hele verden, for eksempel fra England, USA og Panama. De pjækkede meget, selvom timerne, de gik glip af, var dyre. Der tror jeg, min danske ydmyghed hjalp mig til at få mest muligt ud af uddannelsen, fortæller Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    6 / 13
  • Undervisningen på kunstakademiet var benhård. Nina Winther var i skole i næsten ti timer om dagen i de tre et halvt år, hun gik der. Lærerne pressede hende til det yderste. For eksempel malede hun et billede af nogle majskolber, en porcelænskande og et rødløg. Hun brugte tre timer på det hver dag, og efter et par uger tænkte hun, at 'nu var hun vist ved at være færdig'. Men det var hendes underviser ikke enig i. Hun endte med at bruge flere måneder på det samme maleri, fordi det skulle være helt i øjet, før underviseren ville acceptere det. - Du er ikke færdig med at male, før du nærmest er ved at græde. De prøver virkelig at få dig til at male som Rembrandt, fortæller Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    7 / 13
  • Nu er Nina Winther flyttet tilbage til Odense, hvor hun er født og opvokset. Nærmere betegnet til Blommenslyst, en landsby lidt ud for Odense. Her bor hun i et anneks til sin bedstemors gård sammen med kæresten, John. Han er englænder, og de to mødte hinanden på kunstakademiet i Barcelona. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    8 / 13
  • Det har været lidt af en omvæltning for parret at flytte fra Barcelona til Blommenslyst. I byen var de til ferniseringer, mærkelige fester og kunstarrangementer hver weekend. Ude på gården bruger de fritiden på at samle hasselnødder, valnødder, svampe og bær. - Det er vildt nice. Jeg er egentlig en bondeknold, griner Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    9 / 13
  • Nina Winther savner ikke byen. Og hun har ingen planer om at flytte til en storby igen lige foreløbig. - Jeg tror, unge flytter til København i en kollektiv massepsykose. Alle mine venner er for eksempel flyttet til København. Jeg tror, mange af dem, der flyttede dertil, da vi var 19-20 år, gjorde det, fordi de andre gjorde det. Det er synd, for der er nogle af dem, der har været mere miserable i København, end de var før. Og min bedste veninde er flyttet 11 gange, fordi det er så svært at få et værelse eller en lejlighed, som er til at betale, og som man kan blive i længe. Det lyder forfærdeligt, jeg forstår ikke, at alle mine venner gider, siger Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    10 / 13
  • John og Nina overvejer at flytte endnu længere ud på landet. Blandt andet i en erkendelse af, at de aldrig kommer til at tjene særlig meget. - Det er virkelig svært at tjene noget som kunstner. Det er helt ude af proportioner, hvordan folk ser på værdien af kunst. Jeg ved ikke hvor mange gange, folk har prøvet at få mig til at lave gratis arbejde, fordi, det er 'god eksponering'. Det nægter jeg. Det er som om, folk ikke forstår, at kunst er vores arbejde, og ikke bare en hobby, siger Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    11 / 13
  • Lige nu er Nina Winthers mission i livet at tjene sine egne penge som kunstner. Ud over at sælge sine værker vil hun leve af at holde malerkurser i hjemmet, på højskoler og museer. - Jeg vil gerne samle det realistiske maleri op, hvor tråden blev sluppet for mere end 100 år siden. I dag kan man ikke få undervisning i realistisk maleri i Danmark, og vi har meget få store realistiske værker fra det sidste århundrede. Det vil jeg gerne lave om på, siger Nina Winther. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    12 / 13
  • Nina Winther har allerede landet sit første rigtige job - men det er langt fra gården på Fyn. Til januar, når 'Danmarks bedste portrætmaler' er slut, skal hun igen til Indien. Denne gang for at undervise i realistisk malerkunst på et akademi. - Det bliver så nice at komme tilbage til Indien. Jeg ser det her som mit første rigtige job. Det bliver så fedt! (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    13 / 13