25 år siden i dag: Vi så tavst til, da 8.000 mænd og drenge blev myrdet midt i Europa

Vi svigtede vores ansvar, da serberne udførte et frygteligt folkemord i 1995, mener Balkan-ekspert.

(© Getty Images)

Murens fald, internationalt samarbejde og et halvt århundredes fred skyllede en bølge af optimisme ind over Europa. Men i 90'erne blev optimismen afbrudt af næsten ti års krigsrædsler hos vores naboer mod øst: Krigene i Jugoslavien.

I dag består det tidligere Jugoslavien af landene Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Kosovo, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Slovenien.

I takt med at hvert land løsrev sig fra den serbiske overmagt, måtte hundredtusinder lade livet – imens fire millioner mennesker blev fordrevet fra deres hjem.

Krigene i Jugoslavien var nemlig også en etnisk konflikt, hvor blandt andet Serbien forsøgte at erobre og skabe 'etnisk rene' områder.

Og det stod særligt slemt til i Bosnien, der i tre år var under konstant angreb fra serberne.

Krigen i Bosnien udmundede i den største krigsforbrydelse på europæisk jord siden Anden Verdenskrig: Massakren af 8.000 mænd og drenge i den bosniske enklave Srebrenica i juli 1995.

Læs her, hvorfor og hvordan den grusomme begivenhed fandt sted på en varm sommerdag i Bosnien.

1

Hvorfor startede krigen i Bosnien?

Kort efter Bosnien-Hercegovina erklærede sig selvstændige, udbrød der krig. (Foto: David Brauchli © (c) Getty images)

Krigen i Bosnien var en del af krigene i Jugoslavien - én af de mest komplicerede konflikter i historien.

Som sagt bestod det tidligere Jugoslavien af landene Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Kosovo, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Slovenien.

Fra 1945 til 1992 hørte de til den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien som delrepublikker. Ligesom deres naboer i Sovjetunionen var Jugoslavien et kommunistisk et-partistyre.

I 1990 kollapsede den jugoslaviske stat på grund af dårlig økonomi, tiltagende nationalisme i delrepublikkerne og uenigheder om, hvordan republikken skulle styres. Nogle af delrepublikkerne ønskede nemlig et demokratisk system, mens Serbien ønskede at fastholde det kommunistiske styre.

Da de ikke kunne blive enige, begyndte flere af republikkerne at melde sig ud af føderationen. Men Serbien ville ikke acceptere opløsningen. Derfor opstod den borgerkrig, der efter næsten ti år splittede Jugoslavien i intet mindre end syv lande.

Og i 1992 stemte bosnierne for at blive uafhængige. En uafhængighed, der kom med en stor pris.

2

Hvad var så særligt ved Bosnien?

Spørger man Tea Sindbæk Andersen, som er lektor i balkanstudier på Københavns Universitet, var Bosniens uafhængighed særlig problematisk.

- Hvis man kigger på et kort over Jugoslavien, kan man se, at der bor forskellige folkeslag ind mellem hinanden. Det er enormt blandet. Men Bosnien var den etnisk mest diverse region. Der boede nemlig bosniske serbere, bosniske kroatere og bosniakker (bosniske muslimer), fortæller hun.

De bosniske serbere ønskede ikke en løsrivelse fra Jugoslavien og den serbiske overmagt. Derfor satte de hæren ind med støtte fra den serbiske stat. Serberne havde nemlig en - meget - overlegen hær i forhold til den bosniske.

Og det gik særligt hårdt ud over bosniakkerne, der blev ofre for nogle af konfliktens største krigsforbrydelser i form af massakrer og etnisk udrensning.

3

Hvorfor ville serberne komme de bosniske muslimer til livs?

General Ratko Mladic blev kendt som 'slagteren fra Bosnien' (Foto: EMIL VAS © (c) Getty images)

I årene 1992-95 var særligt bosniakkerne ofre for serbernes nådesløse krigsmaskine. Det serbiske mindretal ønskede nemlig en etnisk ren serbisk stat i Bosnien med navnet 'Republika Srpska' under den valgte præsident Radovan Karadzic og hans general Ratko Mladic.

For hvis de kunne oprette en serbisk stat i Bosnien, håbede de, at de efterfølgende kunne blive en del af Serbien.

Og bosniakkerne kunne jo ikke bo i en ren serbisk stat. Derfor handlede krigen i stor stil om at fordrive mennesker fra bestemte områder. Med andre ord: Etnisk udrensning.

- Formålet var at skræmme folk. Det handlede rent ud sagt om terror, hvor man plyndrede og terroriserede mennesker, så de flygtede. Nogle endte endda i koncentrationslejre, og mange andre blev slået ihjel, siger Tea Andersen.

4

Hvad skete der i tiden op til massakren?

Srebrenica lå indenfor det område, som de bosnisk-serbiske ledere havde besluttet at gøre til en del af 'Republika Srpska'.

Det helt særlige ved Srebrenica var, at FN havde oprettet en såkaldt sikker zone i området i 1993. De garanterede altså flygtningene sikkerhed fra Mladics styrker.

Derfor strømmede bosniakker fra de omkringliggende landsbyer til området. Pludselig var Srebrenica blevet en overfyldt flygtningelejr med over 40.000 bosniakker.

Og til trods for FN’s løfte var deres sikkerhed langt fra garanteret.

- FN sendte 600 let bevæbnede hollandske soldater til området for at bevogte en fred, der ikke var der. Så de turde ikke sætte hårdt mod serberne, der var meget bedre bevæbnede end dem selv, fortæller Tea Sindbæk Andersen.

De desperate bosniakker og hollandske FN-soldater kunne altså kun se til, imens Mladics styrker kom tættere på Srebrenica dag for dag.

5

Hvad skete der, da serberne ankom til Srebrenica?

24.000 kvinder og børn blev drevet på flugt (Foto: Patrick Robert - Corbis © (c) Getty images)

Da serberne ankom til Srebrenica, garanterede general Mladic, at de titusindvis af muslimer var i sikre hænder. Han klappede venskabeligt en muslimsk dreng på kinden, imens de serbiske soldater uddelte slik til byens børn.

Men det var et spil for galleriet. For forinden havde de taget hollandske soldater som gidsler og truede med at dræbe dem og flygtningene, hvis de ikke var villige til at samarbejde.

General Mladic krævede, at de muslimske soldater skulle aflevere deres våben, hvorefter alle bosniske muslimer skulle transporteres væk fra byen.

Under stort pres imødekom de hollandske fredsbevarende styrker betingelserne.

Serberne lovede at stille op med busser til at flytte de mange bosniakker til muslimske områder. I det internationale samfund håbede man, at de ville komme i sikkerhed. Men i realiteten var serberne i fuld gang med at sortere befolkningen.

24.000 kvinder, ældre og børn blev i løbet af få dage sendt væk fra deres hjem med busserne.

Men imens kvinderne blev kørt væk, blev alle våbenføre mænd og drenge i alderen 12-77 år holdt tilbage. Ifølge Mladic skulle de nemlig forhøres for krigsforbrydelser.

Omkring en måned senere opdagede man deres tragiske skæbne: 8.000 muslimske mænd og drenge var blevet systematisk massakreret og smidt i massegrave med bulldozers.

6

Gjorde det internationale samfund slet ikke noget?

FN havde haft til opgave at forsvare de tusindvis af bosniakker i den 'sikre' zone i Srebrenica – en opgave, som de ikke magtede, da Mladics styrker stod for døren.

- Der var enormt meget skyld og skam forbundet med, at man bare havde kigget på, imens et folkedrab og en etnisk udrensning fandt sted, siger Tea Sindbæk Andersen.

Faktisk var sagen om de hollandske fredsbevarende FN-styrker så kontroversiel, at den hollandske regering gik af i skam i 2002. Det skete, efter en rapport om Srebrenica afslørede, at man havde overdraget civile til den serbiske hær – en hær, der altså efterfølgende slog dem systematisk ihjel.

Og etnisk udrensning og folkemord var heller ikke noget, den omkringliggende verden ikke kendte til. For man havde allerede fundet massegrave, inden grusomhederne i Srebrenica fandt sted.

Men det krævede en massakre af 8.000 mænd og drenge, før det internationale samfund fik øjnene op for situationens alvor. Massakren fik nemlig den nordamerikanske og europæiske militæralliance Nato til at føre en to uger lang strategisk bombning af Republika Srpska.

Modsat FN's fredsbevarende tilgang kunne Nato som en militær organisation nemlig gå mere aggressivt til værks.

Det intense bombardement gjorde, at de bosniske serbere var villige til at indgå i de fredsforhandlinger, der endegyldigt satte en pause for grusomhederne.

Men ifølge mange skete det alt for sent. Krigen i Bosnien blev set som et stort svigt og et mørkt kapitel i det internationale samfunds historie.

7

Hvad skete der med massakrens bagmænd?

Radovan Karadzic havde forklædt sig som en læge i alternativ medicin. (Foto: Ho © /Reuters/Ritzau Scanpix)

I 1995 blev både præsident Radovan Karadzic og general Ratko Mladic anklaget for krigsforbrydelser af den internationale domstol i Haag.

Men der gik to årtier før de omsider blev dømt for deres forbrydelser mod de bosniske muslimer. De var nemlig begge på flugt.

Karadzic forklædte sig som en læge i alternativ medicin under det falske navn Dragan David Dabic. Indtil hans arrest i 2008 gik han under radaren iført briller, stort skæg og langt hår – og holdt forelæsninger for hundredvis af mennesker. I 2016 blev han endelig dømt som krigsforbryder.

General Mladic gik under jorden i Serbien, indtil han blev arresteret i 2011. I en lang årrække havde den bosnisk-serbiske hær holdt hånden over ham. I 2017 blev han idømt livstid for sine krigsforbrydelser.

8

Hvordan er stemningen i området i dag?

For mange serbere er Radovan Karadzic stadig en heltefigur - særligt blandt fodboldklubben Partizan Beograds hooligans. (Foto: IVAN MILUTINOVIC © /Reuters/Ritzau Scanpix)

I dag bor mange bosniakker stadig i visse områder, som er en direkte konsekvens af den etniske udrensning, der fandt sted under krigen.

- Krigen i Bosnien ligger som en skygge, der nok desværre gør, at der ikke kan komme reel fred og gensidig tillid de næste mange år, siger Tea Sindbæk Andersen.

For spørger du en serber eller en bosniak om, hvorvidt Mladic og Karadzic er krigsforbrydere, vil du med stor sandsynlighed få to modstridende svar.

Republika Srpska eksisterer stadig som en politisk enhed i Bosnien-Hercegovina. Dens grænser går faktisk omkring dertil, hvor Mladics hær nåede under krigen – med andre ord er dens grænser også et resultat af den etniske udrensning.

Og Republika Srpska anerkender stadigvæk ikke folkemordet, imens nogle bosniske serbere endda hylder de to dømte krigsforbrydere som helte.

For mange bosniske serbere blev også fordrevet fra deres hjem af bosniakiske militser - og de føler sig overset af det internationale samfund, der primært fordømte de serbiske ledere.

Den dag i dag er der stadig spændinger mellem mange bosniakker og bosniske serbere.

9

Hvordan skal vi huske folkemordet i dag?

25 år efter massakren er der stadig mange bosniakker, der søger at få opklaret deres kæres skæbne. (Foto: Adam Guz © 2015 Gallo Images (PTY) LTD)

Spørger man Tea Sindbæk Andersen, er der særligt tre ting, vi skal huske her 25 år efter grusomhederne i den bosniske enklave.

- For det første skal vi huske, hvor hurtigt et velfungerende land kan kollapse. Det er noget, som nationalisme kan gøre, siger Tea Sindbæk Andersen.

- For det andet skal vi huske, at man skal holde sit løfte, hvis man har lovet at holde noget sikkert. Hvis FN har lovet at passe på nogen, så skal de passe på dem. I Bosnien havde de et ansvar, de ikke levede op til, fortæller Tea Sindbæk Andersen.

- Til sidst skal vi helt grundlæggende huske folkedrabet i Srebrenica for de mennesker, der mistede deres liv, deres kære eller deres hjem. Vi skylder dem at huske det, og vi skylder dem respekt, afslutter Tea Sindbæk Andersen.

Den dag i dag er man stadig i gang med at dna-identificere de mange knogler, der er at finde i massegravene omkring Srebrenica.

Og der er stadig mange bosniakker, der søger afklaring over, hvad der skete med deres kære, da de bosnisk-serbiske styrker rykkede ind i Srebrenica den 11. juli 1995.

Kilder: Amnesty.dk, berlingske.dk, bbc.com, folkedrab.dk, ICTY.org, information.dk theguardian.com, unprofor.dk, lektor i balkanstudier Tea Sindbæk Andersen.

Arkivklip: TVA 29/02-1992, TVA 13/07-1995, TVA 13/07-1995 og TVA 26/11-1995.

Facebook
Twitter