For 25 år siden tog Aqua verden med storm: Her er historien om danmarkshistoriens største popsucces

Eventyret om 'Barbie Girl'-hitskaberne begynder på en tankstation i den lille flække Blovstrød.

I år er det præcis 25 år siden, den danske gruppe Aqua lagde verden for deres fødder med kæmpehits som 'Barbie Girl', 'Doctor Jones' og 'My Oh My'. (Foto: © Steve Fenton/Shutterstock, Scanpix)

Kender du den om de to tankpassere, en norsk lykkehjulsværtinde og en dj fra Oslobåden?

Det lyder måske som indledningen til en gammel, dårlig joke fra din barndom.

Men det er i virkeligheden historien om Danmarks største musikalske succes nogensinde, når det kommer til salgstal.

Det drejer sig nemlig om Aqua, som i år kan fejre 25-årsjubilæet for deres første album 'Aquarium' samt kæmpehittet 'Barbie Girl'.

I en ny podcast fra P3 fortæller bandets tre tilbageværende medlemmer for første gang hele historien om, hvordan tiden med kæmpe verdenssucces, søgsmål og en stormende forelskelse egentlig føltes.

Herunder kan du læse historien om Aqua opdelt i fem kapitler:

1

To musiknørdede tankpassere, en dj og en lykkehjulsværtinde blev starten på eventyret

René Dif, Søren Rasted, Lene Nystrøm og Claus Norreen møder hinanden i begyndelsen af 90'erne. Her er de fotograferet knap ti år senere, da deres andet album, 'Aquarius', udkommer i år 2000. (Foto: © søRen Bidstrup, SCANPIX DANMARK)

En Statoil-tankstation i Blovstrød i Nordsjælland danner rammen om Aquas spæde start.

Her arbejder både Søren Rasted og Claus Norreen i begyndelsen af 1990'erne og finder hurtigt et fællesskab på grund af deres kærlighed til musik. Så når de har fri fra tanken, arbejder de på sange og indspiller demoer.

En tankstationskollega er kæreste med en fyr, som står bag den kommende børnefilm 'Frække Frida og de frygtløse spioner'. Ved at lyve om, at de har lavet musik for Dodo & The Dodos, får Søren og Claus lov at mødes med fyren, der siger ja til, at de laver filmmusikken.

De skal bare bruge en rapper.

På et diskotek på Amager, tæt på Søren og Claus' musikstudie, spotter de en fyr, som vender plader og rapper ind over dem med en vild energi. Søren og Claus inviterer ham til at kigge forbi deres studie:

- Jeg tænkte: "Fuck, en vild fyr, mand." Han var fed, tjekket og så godt ud. Pissedygtig til det, han lavede. Meget fremadsynet. Wow, siger Søren om sit første møde med dj'en René Dif, der fluks bliver hyret.

Da musikken til 'Frække Frida' er i hus, fortsætter trioen arbejdet. De vil bare gerne have en kvindelig vokalist. René, som blandt andet arbejder som dj på Oslobåden, hiver derfor fat i norske Lene Nystrøm, som han har lært at kende på selvsamme færge.

Her befinder hun sig i anledning af sit job som bogstavvender på den norske udgave af Lykkehjulet, hvis koncept er blevet overført til færgen for at underholde passagererne. Lene og René bliver kærester, og René præsenterer Lene for Claus og Søren, der straks er imponerede over hendes sangevner.

Bandet er samlet.

2

Aqua bliver til, hovedtelefoner bliver smadret, og døre bliver smækket

Sørens spike-frisure er nærmest lige så ikonisk for Aqua som Lenes lillepigestemme og Renés rap. Idéen til frisuren var hans egen, men den krævede lidt mod, fordi han normalt "er sådan én, der helst bare vil passe ind". (Foto: © Jakob boserup, SCANPIX DANMARK)

Bandet, som kalder sig Joyspeed, lytter til tidens eurodance-navne – 2 Unlimited og E-Type for eksempel – for at finde deres lyd. Og det lykkedes dem at få en pladekontrakt med Warner Brothers' svenske afdeling, der vil udgive singlen 'Itzy Bitzy Spider'.

Som titlen afslører, er det et cover af selveste 'Lille Peter Edderkop', og Joyspeed har lavet det til en plade med General Dryptud – en gakket figur fra børne-tv, de fleste over 30 år formodentlig husker. Nummeret er dog knap så børnevenligt, men i stedet hardcore techno-pumpet, som tidens lyd dikterer. Døm selv her.

Men Joyspeeds medlemmer er frustrerede og kan ikke finde ud af, om de skal koncentrere sig fuldt ud om musikken eller søge andre græsgange i forhold til jobs og studie. Lene og Renés forhold udfordrer desuden arbejdet med bandet, og deres nye pladeselskab – Universal – mener heller ikke, at de har fundet den rette lyd.

Men et nyt keyboard ændrer alt for bandet. De sætter tempoet ned, gør musikken mindre aggressiv og mere poppet. En dag spiller Claus sangen 'Calling You' (afslutningssangen på det senere debutalbum) for Søren:

- Jeg tænkte: "Fuck, mand, tør du være så poppet, Claus?!". Jeg var dødeligt jaloux, for jeg kunne høre, det var et fucking godt nummer. Fra det øjeblik tror jeg, der skete noget med os begge to. Vi fandt ud af, at det var os to, der skulle tage os sammen, siger Søren.

Søren og Claus brygger videre på den poppede lyd, og bandet beslutter, at René både skal synge og rappe, mens Lene skal synge med en meget lys stemme, der dog ikke huer hende:

- Jeg havde et meget stort issue med, at de ville have, at jeg skulle synge en lillepigestemme. For jeg har en ret mørk stemme, hvis jeg synger normalt. Det var en hård proces for mig. Jeg lå og græd, og der var mange hovedtelefoner, der blev smadret og døre, der blev smækket, siger hun.

Men beslutningerne er truffet, og endnu en vigtig brik falder på plads, da René ser på en plakat for det hedengangne Danmarks Akvarium, der pryder bandets studie på Nørrebro.

"Hvad med Aqua?" siger han, og bandnavnet er med ét på plads.

3

Fra provinsdiskoteker til 'Barbie Girl'

Universal har holdt personerne bag Aqua "hemmelige", indtil deres album udkommer i marts 1997. Først her begynder de at give interviews til medierne – noget de til sidst bliver helt drænede af. (Foto: © BENT MIDSTRUP, SCANPIX DANMARK)

Det første, verden hører til Aqua, er singlen 'Roses Are Red', der udkommer i september 1996, men uden meget stjernestøv.

Musikvideoen har bandet selv lavet for de 25.000 kroner, de har fået af Universal. Sørens ven har instrueret den, bandets venner medvirker som statister, og deres forældre laver sandwiches til holdet undervejs.

Aqua spiller i denne tid på landets provinsdiskoteker, og der er langt fra fulde huse:

- I Galten var der to mennesker, og de sad i øvrigt og snavede. Så var der bartendere og dørmænd. Men jeg samlede alle, der var på klubben, for at få en lille smule liv. Jeg bad dem, der snavede, om at stoppe og komme ud og danse. Så hentede jeg bartenderne og dørmændene, og så fyrede vi den af og havde det faktisk meget sjovt, siger René.

Langsomt, men sikkert får 'Roses Are Red' succes, blandt andet fordi Aquas medlemmer og alle deres venner selv sender stemmer ind med post til den lytterbestemte hitliste, Tjeklisten, der på det tidspunkt huserer på P3. Nummeret kravler op ad listen, og inden længe spiller de for stopfyldte diskoteker.

Men det er et andet nummer, som får det hele til at eksplodere.

- Som jeg husker det, gik jeg forbi et vindue. Jeg tror, det var Master Fatman, der havde lavet en kunstudstilling med en masse Barbiedukker. Det kickstartede idéen til at lave noget. En duet mellem Barbie og Ken. Så kan jeg huske, at jeg cyklede på Gothersgade og tænkte: "Come on Barbie, let's go party – det er en god linje", siger Søren.

Barbie-idéen passer godt ind i det tegneserie-agtige univers, bandet er ved at skabe, hvor også prinser og prinsesser huserer (som i 'My Oh My', bandets anden single).

Aqua mener selv, at de med 'Barbie Girl' har så god en idé, at sangen internt bliver kaldt 'BK' og 'Burger King' (samme bogstaver som Barbie og Ken), fordi de er rædselsslagne for, at nogle skal stjæle idéen.

26. marts 1997 udkommer 'Barbie Girl' og debutalbummet 'Aquarium'.

Og verden går amok.

4

Barbie-firma sagsøger midt i storm af succes

Da karrieren i 1997-1998 er på sit allerhøjeste, flytter Aqua til London, flyver i privatfly og fester med blandt andet Backstreet Boys og All Saints. (Foto: © NF, SCANPIX DANMARK)

Pludselig har Aqua bevæget sig fra provinsdiskotekerne til hele Europa og fjerne dele af Asien, hvor de rejser rundt nonstop for at promovere musikken fra tidlig morgen til sen aften. Hele verden elsker debutalbummet 'Aquarium', og på blot en enkelt uge sælger albummet én million eksemplarer.

En stor del af hypen skyldes den legendariske musikvideo til 'Barbie Girl', som kører nonstop på MTV. En video, der ellers har vakt en del ballade, fordi Universal ønsker, at Lene skal bære en blond paryk i rollen som Barbie. Men hun nægter:

- Hele sangen er en ironisk vinkel på den perfekte kvinde, som alle følte, de skulle være i starten af 90'erne. Som lignede Pamela Anderson. Så det ville jeg ikke associeres med. Jeg ville bringe budskabet ud, men no way, om jeg skulle ligne Barbie Girl, siger Lene, der selv har kæmpet med bulimi som teenager.

'Barbie Girl' går nummer ét verden over, og tager selv det allersværeste marked – USA – med storm. Opmærksomheden eksploderer yderligere i USA, da Barbie-producenten Mattel sagsøger bandet for – i deres øjne – at have misbrugt dukken i en sang med seksuelle undertoner. Sagen bliver dækket i alle store amerikanske medier, og i 2002 bliver den afgjort til Aquas fordel.

Dommeren vurderer, at 'Barbie Girl' er beskyttet af retten til ytringsfrihed.

'Aquarium'-albummet ender med at sælge 14 millioner eksemplarer, og bandet er med til internationale kæmpeshows som Top of The Pops og Billboard Awards.

Men den vanvittige tid med verdenssucces har også konsekvenser for bandet:

- Vi arbejdede op til 18 timer i døgnet. Vi knoklede røven ud af bukserne, for her var vores baby, og den ville vi gerne se vokse. Jeg nød det, men det var også voldsomt. Man fik ar på sjælen, siger Lene.

5

Et bryllup, en pause og en genforening

Aqua er klar til deres pauseoptræden til Eurovision 2001, der afholdes i København efter Danmarks sejr året før. En uge forinden har Søren og Lene kysset hinanden for første gang. (Foto: © BJARKE ØRSTED, SCANPIX DANMARK)

Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærrene, og Universal sender derfor Aqua op i en hytte i Sverige, hvor de skal lave deres andet album. Men der er en anden kemi i bandet end normalt, blandt andet fordi drengene har deres kærester med, så Lene vælger at bo i en campingvogn uden for hytten.

Alligevel hænger bandmedlemmerne meget ud sammen i denne periode omkring årtusindskiftet. Der er nemlig ikke andre, som kan forstå præcist, hvad de har oplevet den seneste tid:

- Jeg kunne ikke gå på Strøget eller i Tivoli uden at have vagter med. Det var synd for familie og venner, og det var ikke fedt. For pludselig stod der 200 mennesker omkring dig, siger Lene.

I perioden efter Aquas gennembrud følger et hav af danske grupper som Daze, Toy-Box og Hit'n'Hide deres "børnevenlige" hitopskrift med sange som 'Tamagotchi', 'Tarzan & Jane' og 'Space Invaders', komplet med en lys kvindestemme og mandlig rapper.

Men i februar 2000 er "de originale" hitskabere tilbage med album to, 'Aquarius' og førstesinglen 'Cartoon Heroes'. Sidstnævnte går top ti flere steder, men klarer sig ikke så godt, som bandet har håbet på. Albummet sælger omkring fire millioner eksemplarer – langt under halvdelen af 'Aquarium's 14 millioner.

Et års tid senere kysser Søren og Lene for første gang hinanden til en fest, og derefter går det stærkt. Lene spørger impulsivt Søren, om de skal gifte sig, og kort efter tager parret til Las Vegas og bliver viet.

Ingen ved noget om deres forelskelse endnu, men pressen har opsnappet historien og fortæller om ægteskabet, inden Claus og René har fået noget at vide.

- Det var en meget dum beslutning taget på en beruselse af kærlighed. På toppen af at man måske ikke har taget hul på ting og fået snakket om dem. Så kommer den her bombe, før vi nåede at sige noget. Det var uheldigt og begyndelsen af slutningen på Aqua. Det gjorde rigtig, rigtig ondt på Claus og René. De følte sig meget svigtet, og det fortryder jeg, siger Lene.

Det nygifte par skaber hurtigt en anden slags kemi i bandet, og kort tid efter ringer René til Søren og Lene, som er på bryllupsrejse, for at sige, at han vil holde en pause. Beskeden skaber faktisk en slags lettelse hos Søren

- Det var en stor sten, som jeg havde båret på, som ligesom løsnede sig og gjorde mig knap så tung. Aqua fyldte alt i hovedet på mig. Det var på en måde rart at komme ud af den boble. Vi havde kørt for hårdt i for lang tid, siger Søren.

14. august 2001 fortæller Aqua så pressen og verden, at de går i opløsning. De efterfølgende år kaster bandmedlemmerne sig ud i diverse soloprojekter, indtil de i 2007 bliver gendannet for at spille til Grøn Koncert året efter. Siden da har bandet turneret fra tid til anden og udgiver i 2011 det tredje og hidtil seneste album, 'Megalomania'.

Claus forlader bandet i 2016, men Søren, René og Lene turnerer ufortrødent videre den dag i dag – 25 år efter debutalbummet og verdenshittet 'Barbie Girl'.