25-årige Rebekka vil leve af sin passion: Nu jagter hun det store gennembrud

Rebekka Borum er billedkunstner, og drømmer om at kunne leve af sin kærlighed til maleriet - men det er en lang, sej og dyr kamp at bryde igennem i kunstverdenen.

Det tog lidt tid, før jeg turde at sige højt, at jeg gerne ville være kunstner

Jeg fornægtede faktisk den idé i et godt stykke tid. Jeg tror, jeg havde nogle fordomme omkring, hvordan man er, og hvordan man lever sit liv, når man er kunstner.

Den klassiske kunstner er en lidt snavset mand, der drikker for meget, ryger hjemmerullede cigaretter og måske har en sindslidelse eller to. Og nogle mennesker ér jo sådan, men kunstverdenen er virkelig mangfoldig, og kunstnere er jo alle mulige forskellige former for mennesker. Det tog mig lidt tid at indse.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Som barn tegnede jeg rigtig meget. Mit yndlingssted i børnehaven var tegnerummet, og der sad jeg stort set hver dag. Der gik virkelig mange timer med at tegne prinsesser, pokémons og rumvæsener sammen med de andre børn.

Der har også været lange perioder i mit liv, hvor det kreative ikke har fyldt noget særligt. Men i gymnasiet havde jeg billedkunst som valgfag, og det fangede mig. Der begyndte jeg at tegne meget igen. Jeg følte mig nærmest som en stræber, fordi jeg rent faktisk godt kunne lide at lave lektier og at række hånden op i timen. Det var en helt ny følelse.

En dag var jeg til møde med min studievejleder, hvor vi skulle finde ud af, hvad der skulle ske i fremtiden. Hun spurgte ind til, hvad jeg kunne forestille mig at lave efter gymnasiet. Men jeg havde simpelthen ingen idé om, hvad jeg gerne ville. Jeg havde nogle forskellige idéer om job og uddannelser, jeg kunne se mig selv i, men der var intet af det, der rigtig stod klart for mig.

Min studievejleder begyndte at spørge mig ind til, hvilke fag jeg særligt godt kunne lide, og der poppede billedkunsten ligesom op. Dér faldt tingene lidt på plads for mig.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Jeg bruger måske 30 – 40 timer om ugen på at male. Jeg maler for det meste i mit atelier, som ligger ved havnen i Aalborg. Midt i beton og byggerod, men jeg er virkelig glad for det.

Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle male derhjemme hver dag. Der ville være en masse ting der forstyrrede mig. Opvask. Vasketøj. Og så ville jeg tænke alt for meget over, om jeg nu spildte på gulvet eller tværede møblerne ind i maling. Her kan jeg tørre hænder af i alt.

Nogle gange tager jeg også bare herned for at være mig selv. Det er lidt blevet som et lille åndehul, og jeg behøver ikke altid at male, når jeg er her. Jeg sidder tit i mit atelier og hører musik eller læser. Eller tænker. Det at male giver virkelig rum til refleksion.

Når jeg sidder med penslen i hånden, sidder jeg ikke og tænker på selve maleriet, men på alt muligt andet.

Mit liv, hvem jeg er, hvad giver mening for mig, og hvorfor er det egentlig jeg maler? Det er der virkelig plads til, når man bruger så meget tid på det her.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Det har været lidt pinligt for mig at sige, at jeg boede hjemme. Særligt i starten. Det var ikke lige noget, jeg bare slyngede ud til folk.

Jeg har senere tænkt over, hvorfor jeg mon ikke helt ville stå ved det, for jeg tror egentlig, det bliver mere og mere almindeligt, at folk på min alder bor hjemme. Livet drejer og vender sig nogle gange på en måde, så man har brug for en rolig og stabil base.

Min mor lider af kronisk hjertesvigt og har haft tre blodpropper i hjertet. Hun plejede et bo i Nykøbing Mors og jeg tror, at hun længe gerne ville være tættere på mig og mine søskende her i Aalborg. En dag ringede hun til mig og fortalte, at hun overvejede at flytte til Aalborg og tilbød mig, at jeg kunne flytte ind hos hende.

Hun ville gerne have, at jeg kunne fokusere på kunsten uden at skulle bekymre mig om, hvordan jeg skulle betale husleje og regninger. Jeg blev helt vildt glad. Der opstod pludselig en mulighed for at satse på kunsten, og det var første gang, jeg for alvor tænkte, ’Okay, jeg gør sgu det her på fuld tid’.

I dag synes de fleste bare, at det lyder vildt hyggeligt, at jeg bor hjemme. Jeg tror nærmest de er lidt misundelige over, at jeg får lov til at prøve det igen. Men i weekenden skal jeg faktisk flytte sammen med min kæreste, og det glæder jeg mig også til. Jeg savner efterhånden noget mere privatliv.

(Foto: Martin Fält © dr)

'Det er jo de færreste, der kan leve af det'.

Den sætning hører jeg tit. Og det her er helt klart ikke noget, jeg tjener på lige nu.

Jeg kan ikke leve af kunsten, og jeg tror det kommer til at tage rigtig lang tid, før jeg kan. Det handler både om at være dygtig og vedholdende, men det handler også om tilfældigheder. At nogen opdager én eller den rette mulighed opstår.

For nylig dukkede der en Instagram-besked op på min telefon fra en fyr fra USA. Først tænkte jeg egentlig, at det var et scam, men det viste sig, at han arbejder for et amerikansk firma, som gerne vil trykke et af mine billeder og sælge det. Jeg er meget ny og har ikke lavet nogle udstillinger endnu, så jeg synes, det er ret vildt, at de tør at satse på mig. Det er en stor anerkendelse og et kæmpe skulderklap.

Generelt er Instagram ret stort blandt kunstnere. Jeg plejede at have en Instagram-profil ligesom alle andre, hvor jeg lagde billeder op af min aftensmad og mine ferieminder. Men der er faktisk et stort miljø for billedkunstnere på Instagram, og det er et godt sted, at blive opdaget af andre.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Selvom jeg maler på fuld tid, så arbejder jeg som handicapmedhjælper ved siden af, for at tjene lidt ekstra penge. Jeg vil gerne prøve at holde mig økonomisk uafhængig, så længe jeg kan. Hvis jeg ikke havde det job, så skulle jeg sælge nogle værker hver måned, for at kunne betale mine regninger.

Jeg bliver nødt til at tro på, at det her kan blive til noget stort, men jeg drømmer ikke om at tjene millioner og bo i et palads. Hvis jeg skal sidde i en toværelses lejlighed resten af mit liv, så gør jeg gerne det, for at få det her til at lykkes. For lige nu kan jeg ikke forestille mig, at jeg skulle bruge min tid på andet.

Men jeg vil heller ikke være en slave af det valg, som jeg har taget. Hvis jeg en dag vågner op og ikke synes det giver mening at være kunstner længere, så er jeg også åben for, at jeg gerne må ændre spor.

Det vigtigste er, at tingene giver mening for mig.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Vil du selv opleve Rebekka Borums malerier, så udstiller hun fra d. 5. juli - 31. august på Turbinegalleriet i Nordkraft i Aalborg.

GODE RÅD FRA EN KUNSTNER

  • 36-årige Tijana Mišković er kunstner og kurator, og en af kræfterne bag kunstfestivalen Copenhagen Ultracontemporary Biennale. Hun blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og har siden arbejdet med kunst.

  • DROP TANKEN OM AT 'BRYDE IGENNEM' - Nogle kunstnere ser det store gennembrud som et succeskriterium, men det synes jeg grundlæggende er forkert. Hvis man har de rigtige kontakter, en økonomisk opbakning og en den rette attitude, så kan man nemt opnå midlertidig succes på kunstscenen - men det er ikke det, det drejer sig om. Det er ikke det, der vil gøre en til en bedre kunstner. Man skal istedet tænke udover ens egen succes og se ens kunst som noget, der kan blive en del af verden til gavn for andre og eventuelt en del af kunsthistorien.

  • KOM UD MED DIN KUNST - Man skal ikke skabe synlighed for ens 'navn', men for ens kunstværker. Det er dem, der skal være i fokus. Hvis ens kunst har et relevant budskab, er det selvfølgelig vigtigt at det bliver set; også af mennesker udenfor kunstverdenen. Derfor skal kunstnerne forsøge at tage kontakt til udstillingssteder og kuratorer, som kan hjælpe dem, med at få deres kunstværker udstillet

Efter interviewet er Rebekka flyttet sammen med sin kæreste og bor ikke længere hjemme hos sin mor.

Facebook
Twitter