27-årige Astrid frygter, karrieren allerede har toppet: Er jeg kun interessant, fordi jeg har været på tv?

Kunstneren Astrid Kongsted gruer for at blive glemt - allerede inden hun overhovedet er færdiguddannet.

Astrid Kongsted har fugtige håndflader. Om få øjeblikke vil hun tone frem på skærmen foran hundredtusindvis af danskere. Hun gruer for det.

Ane Cortzen dukker op på computerskærmen foran hende; 'velkommen til Danmarks bedste portætmaler', siger hun. Snart efter ser Astrid Kongsted også sig selv. Hun græmmer sig lidt, men det er ikke så slemt, som hun havde frygtet. Men så vibrerer telefonen.

På Instagram har hun fået en besked fra en seer, som roser hende for hendes malerteknik. Så vibrerer telefonen igen. Endnu en besked. Og endnu en.

- Jeg kan huske, at jeg var nødt til at slukke min telefon. Så lå jeg der i koldsved og var sådan 'shiiit'.

I løbet af det næste døgn modtager Astrid Kongsted 600 henvendelser. Alle sammen fra mennesker, som har set hende i 'Danmarks bedste portrætmaler', hvor hun imponerer dommerne med sit portræt af Christian Stadil. Astrid går videre til finalen, som hun dog ikke vinder.

I dag - knap et år efter, hun medvirkede i programmet på DR1 - modtager den 27-årige kunstner stadig beskeder. Men der bliver længere imellem dem, og det bekymrer hende.

- Det føles sindssygt fedt, at folk lægger mærke til det, jeg laver. Og at det bliver taget seriøst. Men samtidig er det lidt ængsteligt. Hvad nu, hvis det her er højdepunktet? Hvad nu, hvis interessen kun er der lige nu og her, fordi jeg har været på tv? Vil det her holde, eller forsvinder interessen til næste år? Bliver jeg glemt igen der?

DR har besøgt Astrid Kongsted i Hamborg, hvor hun bor i dag. Til en snak om blandt andet ubrugelige genstande, grimme selvportrætter og frygten for at blive stemplet for sin diagnose.

  • De fleste ville måske kalde det for skrammel, men for Astrid Kongsted er det guld. Hun elsker at samle på ting - særligt ubrugelige genstande. Hun går mange ture og vender tit hjem med noget nyt. Porcelænsskår, plasticstykker, metal eller brugsgenstande, som er gået i stykker. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    1 / 14
  • Astrid har det ikke fra fremmede, hendes far er også en flittig samler. Han har for eksempel gemt et tørret hoved fra en gedde, han selv har fanget. "Min mor var så træt af det her hoved. Hun kunne ikke forstå, hvorfor det skulle gemmes. Så da jeg flyttede til Hamborg for at studere illustration, sørgede hun for, at jeg fik hovedet med. Jeg tror, hun var lettet over at slippe af med det," griner Astrid Kongsted. Netop genstande og samlinger bliver temaet for hendes allerførste soloudstilling, som hun skal fremvise i Fredericia Kunstforening næste efterår. - Jeg er super optaget af mine objekter, og jeg elsker at tegne dem, male dem og betragte dem. Derfor skal udstillingen handle om det. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    2 / 14
  • Astrid Kongsted har tegnet lige så længe, hun har kunnet holde på en blyant. "Jeg er autistisk, og det betyder, at min måde at kommunikere med folk samt at forstå sociale spilleregler, kropssprog og tone altid har været udfordrende. Meget hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne kommunikere klart gennem tegning. Når jeg ikke kan formulere tingene rigtigt, ved jeg, at jeg til gengæld kan få dem ud på papir," fortæller hun. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    3 / 14
  • Det var en overvindelse for Astrid Kongsted at være med i "Danmarks bedste portrætmaler", hvor hun skulle male for rullende kameraer, tilrettelæggere og publikum. "Det med at tale med de andre deltagere, blive interviewet og så videre, det var lidt et socialt overload. Da vi endelig gik i gang med at male, var det meget afslappende. Så kunne man bare fokusere på det. Men hele setuppet var en udfordring. Jeg bliver nemt distraheret, og jeg har brug for at trække mig væk fra maleriet. Sådan gå væk og komme tilbage, så jeg ikke træffer forhastede beslutninger. Det er svært at gøre, når kameraerne ruller, og du kun har fire timer til portrættet." (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    4 / 14
  • Astrid Kongsted arbejder med alle mulige motiver og materialer. Men hun laver særligt mange selvportrætter. "Jeg har lavet hundredvis af selvportrætter, og de er allesammen grimme. Ikke maleteknisk, men i udtrykket. Jeg er fascineret af alvor, og jeg kan godt lide at fokusere på de ting, som ikke er kønne. Jeg har aldrig været glad for smilende, glade billeder. Men det med at kigge indad på de ting, som er ubehagelige. At få lov at sidde med nogle negative følelser. Uh, dét kan jeg godt lide," griner hun. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    5 / 14
  • Omvendt er Astrid Kongsted vild med ting, der får hende til at grine. Som barn læste hun masser af Garfield. Faktisk består størstedelen af hendes bogreol af tegneserier. Og på badeværelset hænger et fotografi af 'Harry Potter'-skuespilleren Daniel Radcliffe, der går tur med 12 hunde på én gang. "Jeg elsker hunde og kan ikke lade være med at smile, når jeg ser på det her billede. Derfor hænger det på badeværelset, så det er noget af det første, jeg ser hver morgen." (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    6 / 14
  • Men snart skal Daniel Radcliffe pilles ned fra væggen og Astrid Kongsteds samling af genstande pakkes i papkasser. Grundet særlige regler for studerende i udlandet er hun løbet tør for SU. Så hun er på udkig efter et studiejob og forbereder sig på at skulle flytte i noget mindre end den toværelses-lejlighed centralt i Hamborg, hun bor i nu. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
    7 / 14
  • Astrid Kongsted studerer illustration på Hamborg Universitet for Anvendte Videnskaber. Hun har passeret et nåleøje for at komme ind. "Normalt skal man bevise, at man har haft tysk på a-niveau. Det har jeg slet ikke. Jeg taler sproget flydende, men mine tyskfærdigheder er baseret på at se tyske tegnefilm som barn. Universitetet tager en-to studerende ind om året kun baseret på talent, og jeg var så heldig, at de valgte mig på den baggrund," fortæller Astrid Kongsted, som netop har færdiggjort sin bachelor i illustration og lige er begyndt på masteruddannelsen.
    8 / 14
  • Astrid Kongsted mener at have bemærket, at der er et hierarki i kunstmiljøet. "De kunstakademistuderende er øverst. Så kommer vi illustratorer, og nederst kommer kommunikationsdesignerne. Det kommer til udtryk i den måde, folk taler om uddannelserne på."
    9 / 14
  • "Jeg synes, det er noget vås. I bund og grund laver vi allesammen bare billeder og vil gerne kommunikere noget med dem. Men der er en retorik om, at hvis du har valgt at læse illustration, laver du ikke 'rigtig kunst'. Folk har sagt til mig, at når først jeg er blevet illustrator, vil kunstverdenen ikke tage mig seriøst."
    10 / 14
  • Først var Astrid Kongsted sur og frustreret over hierarkiet. "Men nu tænker jeg bare: Se mig nu", siger hun.
    11 / 14
  • Astrid Kongsted synes, vi fokuserer for meget på titler. Både i kunstverdenen, men også helt generelt. "Det er ikke, fordi der er noget privat eller tabubelagt over min autisme. Men jeg er alligevel tilbageholdende med at fortælle det til folk. For hvis jeg gør det, er der mange, der vil sige, at jeg kan de ting, jeg kan, fordi jeg er autist. Eller omvendt at det er flot, at jeg kan de ting, jeg kan, på trods af min autisme. Folk kigger på det, jeg laver, i en helt anden kontekst. Og så kan det være svært at blive taget seriøst som kunstner, illustrator eller tegneserietegner. Fordi det stempel, folk giver dig, bare bliver: Autist. Og så kan det være, at folk ikke vil give mig den samme kritik, som de ellers ville have gjort."
    12 / 14
  • Det er måske de færreste, der hellere vil have kritik end ros. Men sådan har Astrid Kongsted det. "Jeg har altid været rigtig glad for kritik. Med kritik ved jeg, hvad jeg kan gøre bedre. Ros gør mig måske glad til at starte med. Men så om natten, når jeg ikke kan sove, tænker jeg "men hvad mente de med det? Siger de det kun for at være søde?" Det er måske bare min egen usikkerhed, som spiller ind," siger Astrid Kongsted.
    13 / 14
  • Astrid Kongsted får et travlt 2020. Hun skal både finde et studiejob, et nyt sted at bo, arbejde på sin mastergrad og male værkerne til sin soloudstilling i Fredericia Kunstforening til efteråret. "Jeg har kun fem procent af udstillingen klar, så der er lang vej igen. Men jeg håber virkelig, at det bliver godt. Og at det kan blive et springbræt til at lave mere kunst. Det er helt klart drømmen at kunne leve af kunsten."
    14 / 14