3 tip fra Michelin-kokken: Sådan tryller du stjernemad frem derhjemme

God mad behøver ikke koste kassen, fortæller Nicolai Nørregaard, der er medstifter af Kadeau.

Nicolai Nørregaard er kok og medstifter af Kadeau. Restauranten findes både i København og på Bornholm. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Lad os slå det fast med det samme. Michelin-mad er svært at lave hjemme i sit eget køkken. Til gengæld er det faktisk ikke så svært at trylle din mad om til noget, der kan smage lidt derhenad.

Nicolai Nørregaard, der normalt står bag gryderne på den to-stjernede Michelin-restaurant Kadeau, kommer her med tre huskeregler, som de fleste af os kan bruge, hvis vi vil overraske smagsløgene.

1

Vi køber råvarer helt forkert

(© Scanpix)

- Hvis man vil have en bedre spiseoplevelse, så skal man først og fremmest bruge sine kræfter på at se på, hvordan man bruger sine penge. Man behøver ikke fråse, man skal bare tænke sig mere om.

- Mange køber økologisk helt forkert. De tror, at alt er godt, hvis de køber nogle øko-tomater i supermarkedet. Men mange af tomaterne smager ikke af noget som helst. Problemet er, at man ikke er sæsonfokuseret. Vent med at købe bestemte råvarer, til de er i sæson herhjemme. Så får man langt bedre råvarer og dermed bedre mad.

- For mig er discount blevet en folkesygdom i Danmark. Mange forsøger at lave lækker mad, men problemet er, at det kun bliver halvgodt. I stedet for hele tiden kun at lave halvgode ting, så bør vi nogle dage spare lidt og så bruge det ekstra krudt nogle andre dage for at lave det rigtig gode. I sidste ende behøver det ikke være dyrere.

- På de billige dage kan man for eksempel lave en suppe uden kød, eller man kan købe noget fars med en høj fedtprocent og lave farsbrød med lidt kartofler og en salat til eller lave en shepherd's pie.

- På de dage, man vil flotte sig lidt, kan man købe en kalveskank, der får tid til at simre, eller en oksefilet med nogle gode grøntsager.

2

Krydderier og bær skaber glæde

Krydderurter. Salvie. (Foto: Peter Elmholt © Scanpix)

- Mit andet råd er, at man integrerer friske krydderier og bær mere i maden. Det kan man også gøre ret billigt, og det skaber så meget glæde.

- Mine favoritter er persille, timian, citrontimian, løvstikke, salvie, rosmarin og blomsterkarse. Mange af dem er gode i gryderetter, og i salater er løvstikke, persille og citrontimian rigtig godt.

- Blomsterkarsens blade har en mild karseagtig smag, mens blomsterne er ret stærke og søde. Blomsterne er rigtig gode i en vinaigrette med god eddike, honning og citronskal.

- Hvis man har en have, bør man anskaffe sig nogle bærbuske som ribs, jordbær, hindbær, solbær, blåbær og stikkelsbær.

- Mange begår den fejl, at de køber bær uden for sæson. I stedet bør man plukke eller købe nogle friske bær og fryse dem ned, hvis man vil have bær uden for sæson. Jeg ville klart vælge et dansk jordbær fra fryseren end et friskt fra Spanien.

- Hvis man ikke har en have, så kan man jo købe hos grønthandleren og hengemme.

3

Kål er cool

(Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

- Mine venner ved, at jeg godt kan lide at stege ting – også andet end kød. Og kål er jeg stor fan af. Jeg sørger altid for at have grønkål, bladkål, blomkål og spidskål – og meget af det kan stå i haven hele året rundt.

- Det er godt at spise friskt, men hvis man giver det noget olie og griller eller steger det, så det får en del farve, så er det en sindssyg god følgesvend til rigtig mange forskellige retter. Ristet blomkål i smør eller dampet broccoli og spidskål med smør er rigtig godt.

- Tricket er så, at man bagefter tager noget citronsaft, salt og peber ovenpå sammen med en god parmesanost eller en god, dansk, lagret ost. Det er simpelthen så godt, og det virker hver gang.

4

Se Michelin-restauranterne her

Facebook
Twitter