3,7 milliarder kroner på et år: 23-årig realitystjerne er verdens bedst betalte berømthed

Kylie Jenner har tjent flere penge end Messi, Ronaldo og Neymar - tilsammen.

Kylie Jenner har det seneste år tjent styrtende med penge - blandt andet fordi hun solgte 51 procent af sit succesrige kosmetikfirma, Kylie Cosmetics. (Foto: Toni Anne Barson © Getty Images)

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, der især er kendt for deres lister om verdens rigeste mennesker, har igen kigget regnskaber og kontrakter igennem.

Denne gang handler det om verdens bedst betalte berømtheder, og her topper Kardashian-klanens yngste medlem, Kylie Jenner, listen.

Den 23-årige realitystjerne og forretningskvinde har det seneste år tjent svimlende 590 millioner dollars, hvilket svarer til 3,7 milliarder kroner.

Ifølge Lene Bull Christiansen, der forsker i kendiskultur på Roskilde Universitet, er Kylie Jenner repræsentant for den moderne berømthed.

- Som kendis repræsenterer Kylie Jenner en ny generation af kendisser, som er født ud af reality-tv og sociale medier. Hun startede ud med at være en del af reality-dynastiet 'The Kardashians', og derfra har hun været ekstrem dygtig til at bygge sine virksomheder op via sociale medier.

Størstedelen af sin enorme indtjening de seneste år fik Kylie Jenner for at sælge 51 procent af sit kosmetikfirma, Kylie Cosmetics.

Nummer to på listen tilhører på en måde også Kardashian-klanen. Her figurerer rapperen Kanye West, der som bekendt er gift med Kim Kardashian. Han tjente i årets løb 170 millioner dollars, hvilket svarer til knap 1,1 milliarder kroner.

Den tredjemest indtjenende kendis det sidste år er tennislegenden Roger Federer efterfulgt af fodboldstjernerne Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

De 100 bedst betalte berømtheder tjente sammenlagt 6,1 milliarder dollars, hvilket er mere end 38 milliarder kroner.

Det er dog 200 millioner dollars mindre, end hvad berømthederne tjente året før, hvilket ifølge Forbes skyldes corona-pandemien.

Se listen over de ti bedst tjenende berømtheder her:

10. Dwayne Johnson

(Foto: Samir Hussein © Getty Images)

Skuespilleren Dwayne 'The Rock' Johnson er verdens bedst betalte skuespiller, skriver Forbes. Det skyldes blandt andet hans store lønchecks for de kommende film 'Black Adam' og 'Red Notice'. Han har i løbet af året tjent 87,5 millioner dollars, svarende til 550 millioner kroner.

9. LeBron James

(Foto: Jason Miller © Getty Images)

Basketball-stjernen LeBron James fra Los Angeles Lakers har i år tjent 88,2 millioner dollars, hvilket svarer til cirka 555 millioner kroner.

En del af hans store indtjening kommer fra hans 2018-kontrakt med Los Angelses Lakers, som over fire år giver ham 153 millioner dollars.

8. Howard Stern

(Foto: Michael Loccisano © Getty Images)

Den 66-årige radiovært Howard Stern er ifølge Forbes den klart bedst betalte radiovært på hele kloden. Det seneste år har han tjent 90 millioner dollars, svarende til ca. 557 millioner kroner.

7. Neymar

(Foto: Michael Reaves © Getty Images)

Den brasilianske boldkunstner Neymar slår til daglig sine folder hos Paris Saint-Germain, der i år nåede Champions League-finalen, som holdet dog tabte til Bayern München.

Selvom Neymar ikke lykkedes med at vinde trofæet med de store ører, kan han dog trøste sig med, at han alligevel har formået at tjene 95,5 millioner dollars - eller 600 millioner danske kroner - på bare ét år.

6. Tyler Perry

(Foto: Slaven Vlasic © Getty Images)

Den 50-årige skuespiller og instruktør Tyler Perry har tjent hele 610 millioner kroner i siden 2019. Han slog igennem med sine film om den hårde og ældre sorte kvinde Madea, som han selv spiller rollen som.

5. Lionel Messi

I 2020 har Messi tjent 655 millioner kroner. (Foto: Soccrates Images © Getty Images)

Den argentinske troldmand Lionel Messi skaber i disse dage overskrifter over hele verden, fordi han angiveligt har tænkt sig at forlade barndomsklubben FC Barcelona, hvor han har en guldrandet kontrakt.

Det seneste år har Messi, der er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller seks gange, tjent svimlende 104 millioner dollars, hvilket svarer til 655 millioner kroner.

4. Cristiano Ronaldo

(Foto: Lars Baron © Getty Images)

Den 35-årige portugisiske stjerne Cristiano Ronaldo er verdens bedst betalte fodboldspiller det seneste år, da han ifølge Forbes har tjent 660 millioner kroner siden midten af 2019.

Ronaldo spiller til daglig for den italienske mesterklub Juventus, og han har hele 237 millioner følgere på Instagram.

3. Roger Federer

(Foto: Marcelo Endelli © Getty Images)

Den schweiziske tennislegende Roger Federer er den bedst betalte sportsstjerne ifølge Forbes. På bare ét år har han tjent 108,3 millioner dollars, svarende til knap 670 millioner kroner.

Den 39-årige veteran har vundet verdens mest prestigefyldte tennisturnering, Wimbledon, otte gange, hvilket er rekord.

2. Kanye West

(Foto: Roy Rochlin © Getty Images)

Den amerikanske rapper og entreprenør Kanye West ligger næsten helt i toppen af listen på grund af hans skobrand Yeezy, som han har lavet en lukrativ samarbejdsaftale med Adidas om.

På et år har Kanye West ifølge Forbes tjent svimlende 170 millioner dollars, hvilket svarer til knap 1,1 milliarder kroner.

1. Kylie Jenner

(Foto: Dimitrios Kambouris © Getty Images)

Ingen kommer i nærheden af Kylie Jenner, der er det yngste medlem af reality-familien Kardashians.

Tidligere på året solgte Kylie Jenner 51 procent af sit succesrige kosmetik-brand Kylie Cosmetics, og det skulle være kraftigt medvirkende til, at hun siden 2019 har tjent vanvittige 590 millioner dollars, hvilket svarer til 3,7 milliarder kroner.

Kylie Jenner er også yderst populær på Instagram, hvor 193 millioner følgere følger med i hendes liv.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk