50.000 følgere på en uge: Dansk komiker går viralt med Instagram-fitness

Standupperen Melvin Kakooza går til kamp mod karantænedellerne.

28-årige Melvin Kakooza er komiker og får hver dag kendte danskere til at dyrke 'Coronafitness' live fra deres hjem, mens tusindvis af seere følger med. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Er du også ved at blive en smule bekymret for corona-dellen, der støt og roligt sniger sig ind på maven, mens du hjemmekarantæner den?

Bliver du lettere forpustet og stakåndet - altså ikke på grund af corona, men fordi du igen kun har bevæget dig fra soveværelset til stuen, til køkkenet, en smuttur til badeværelset og så tilbage til stuen?

Så gør som tusinder af andre danskere og dyrk 'Coronafitness'.

Sofie Linde og Melvin Kakooza er private venner, og hun var den første til at bakke op om 'Coronafitness' ved selv at deltage. (© Melvin Kakoozas Facebook)

Hver dag kl. 11 kan du få pulsen op sammen kendte navne som Sofie Linde og landsholdsspiller Christian Eriksen. Og det koster intet - andet end sved på panden og en

Instagram
-konto.

På rekordtid er

dillen
blevet så populær, at i alt 40.000 seere så med live i dag på
Instagram
, da 'Natholdets' Anders Breinholt fik sved på panden, mens han hoppede og lavede koreografi efter bedste evne.

Bag 'Coronafitness' står den 28-årige danske komiker Melvin Kakooza, der styrer slagets gang, mens han sender live fra sin Instagram. Hans følgerskare er vokset med cirka 50.000, siden han startede på hjemmetræningen i sidste uge.

Vi har fået lov at vise et klip fra dagens 'Coronafitness' med Anders Breinholt. Tjek det her:

For at høre mere om hele idéen bag 'Coronafitness' fangede vi en lettere forpustet Melvin Kakooza over telefonen, da han og Anders Breinholt var færdige med dagens workout.

Hej Melvin, sikke en omgang. Kan du tale lige nu?

- Ja, jeg sidder lige og strækker ud. Det får pulsen op, men alle kan være med. I dag gik godt, vi havde mange med. Det er ret vildt og mega fedt, at der er så mange, der er med på noget så simpelt som fitness.

Hvordan fik du idéen til 'Coronafitness'?

- Det var slet ikke gennemtænkt, men et forsøg på at få energien ud af min lillebror på 13 og min nevø på syv. Min familie kan godt lide at danse, og en morgen for en uge siden lavede vi noget dans sammen, som jeg sendte live fra. Bagefter var der flere, der skrev: "Gør du det igen i morgen?" Og pludselig var der virkelig mange, der så med hjemmefra.

- Nu kan jeg se, at 'Coronafitness' også er kommet på skemaer rundt om på skoler. Det er jo fantastisk.

Nu er du jo ikke fitnessinstruktør til daglig. Så helt ærligt, virker det?

- Ja, det gør det. Nu har jeg lavet det her en uge nu, og jeg har tabt mig to et halvt kilo bare af at gå i gang med fitness.

Bare ved at dyrke fitness hver dag i en uge?

- Jeg prøver også at spise sundt. Eller, i morges fik jeg pandekager med Nutella, og jeg elsker pølsehorn.

- Hvis man sidder derhjemme og tænker: "Det er for pinligt, jeg kan ikke finde ud af det", eller: "Jeg har altid gerne villet det yogakursus". Gør det, for helvede. Gør det! Vi kan alle være med, lyder dagens opfordring fra tv-vært Anders Breinholt, som mandag formiddag dyrkede coronafitness live.

Hvad giver den daglige fitness dig?

- Jeg er ikke gift eller har en kæreste, og min familie bor i Vejle. Så i denne tid har jeg virkelig været meget mig selv. Jeg sad i starten og så nyhederne som alle andre og blev mere og mere deprimeret, indtil jeg tænkte: "Jeg skal op af det her hul". Så for mig er 'Coronafitness' blevet en form for selvterapi. Det giver mig noget at stå op til.

Laver også musikquiz med kendte

Du har også startet 'Musikquizzen' hver aften kl. 20. Hvad er det?

- Her sender jeg også live på

Instagram
, hvor alle hjemme i stuerne kan gætte med. Det startede bare med mig og en guitar, men så blev jeg ringet op af Lukas fra Lukas Graham, som ville deltage.

Udover 'Coronafitness' har Melvin Kakooza også 'Musikquizzen' klokken 20 live på Instagram, hvor seerne kan gætte med. Lukas Forchhammer og Christopher har deltaget, og der er allerede linet flere navne op til resten af ugen. (© Melvin Kakoozas Facebook)

Ringede han bare til dig ud af det blå?

- Ja, jeg lød også lige så chokeret som dig, da jeg fik opkaldet. Han ville gerne være med, og 'Musikquizzen' med ham var der 70.000, der så live. I går havde jeg Christopher med, i aften kl. 20 er det en anden dansk musiker, og i løbet af denne uge kommer et par danske legender, som er en overraskelse.

Hvem ser med live, når du sender?

- Alle typer! Jeg kan se på reposts, at det er unge, familier, bedsteforældre, små babyer der står med deres forældre. Det giver mig sådan en livsglæde, at vi, på trods af at vi skal være fra hinanden, alligevel kan stå sammen. Det er virkelig fantastisk.

Hvor lang tid regner du med at fortsætte med den daglige 'Coronafitness' og 'Musikquizzen'?

- Indtil Danmark er oppe at køre igen. Eller jeg får en dum skade.

Du har lige vundet en masse priser til awardshows, og på en uge er antallet af følgere på Instagram eksploderet. 2020 har virkelig været dit år?

- Ja, men det er der ingen, der nogensinde kommer til at huske, når de tænker tilbage på 2020.