52 kommuner klar med gratis internet

En afgørelse fredag gør det muligt for landets kommuner at tilbyde gratis, trådløst internet til borgerne. 6.000 trådløse zoner er undervejs, fordelt over hele landet.

Høje Taastrup Kommune tilbyder det allerede, og inden årets udgang søsætter Københavns Kommune et projekt med gratis, trådløst internet til borgerne 1.000 steder i byen.

Og i alt barsler 52 kommuner med det gratis tilbud, fortæller Gratis Danmark, der står bag det trådløse internet, til dr.dk/nyheder.

København går i gang nu

En afgørelse fredag fra Statsforvaltningen, der holder øje med, at kommunerne overholder loven, blåstempler projektet med trådløst internet, og det glæder Københavns Kommunes overborgmester Ritt Bjerregaard (S).

- Vi har længe gerne villet tilbyde gratis internet til københavnerne. Vi har været langt med planerne, men indtil nu har vores embedsmænd sagt, at det ikke var lovligt. Nu går vi i gang med det samme, siger Ritt Bjerregaard til dr.dk/nyheder.

6.000 zoner i hele landet

Alene i København vil der være 1.000 såkaldte hot-spots, hvor turister, borgere og alle andre kan gå gratis på internettet.

Og inden udgangen af næste år vil der efter planen være 6.000 trådløse zoner fordelt over hele landet, fortæller Gratis Danmark, der står bag det trådløse internet.

Hver zone vil nå en radius på 150 meter fra senderen, hvor computere og mobiltelefoner kan komme online uden betaling.

Forhandler med busser og tog

Det betyder, at 5,6 millioner kvadratmeter af Danmark er dækket, og det svarer til knap en procent af det samlede danske areal.

- Desuden forhandler vi med transportsektoren om at tilbyde gratis internet ved alle busstoppesteder og togstationer, fortæller direktør i NoPayNet, der sammen med Butler Networks står bag Gratis Danmark, Camilla Banja.

På Lolland og Falster kører allerede et pilotprojekt, hvor der tilbydes gratis internet til passagererne på Lollandsbanen.

Betales af servicemeddelelser

Det gratis internet bliver muligt, fordi startsiden og den øverste del af skærmen vil være reserveret til sponsorer eller servicemeddelelser fra kommunerne.

- Det vil tage 100 pixels af skærmen, som vores samarbejdspartnere kan bruge. Men det skal ikke være som annoncer, det tror vi ikke på. Det skal være et servicetilbud, siger Camilla Banja.

Udover service fra kommunerne, nævner Camilla Banja trafikmeddelelser fra Movia og netindkøbsmuligheder i Coop Danmarks butikker som en mulighed.

8.000 kroner for et hotspot

Hvert hotspot koster ifølge Gratis Danmark kommunerne 8.000 kroner. For den pris får kommunen sine services og produkter ud på det gratis net.

Derfor vil prisen for Københavns Kommune nærme sig otte millioner kroner. Endnu kender Ritt Bjerregaard ikke den endelige pris, men mulighederne med det gratis internet vil være uanede, mener hun.

- Jeg regner med, at vi er klar til sommer. Københavnerne vil i den grad blive glade for det. De vil kunne gå på nettet på torve, i parker og på bænke.

En megabit

Bor man i nærheden af en trådløs zonet, vil man kunne bruge det trådløse netværk derhjemme, men kapaciteten er stadig begrænset til en megabit, så man vil ikke kunne udnytte bredbåndets muligheder optimalt.