60.000 begejstrede fans til X Factor-koncert

De tre finalister i X Factor blev mødt af 60.000 begejstrede publikummer, da de i aftes sang for folket på Københavns Rådhusplads.

Vinden var kold, men stemningen varm, da X Factor-finalisterne Alien Beat Club, Linda og Mohamed i aftes gav koncert på en tætpakket Rådhusplads foran et regulært hav af smilende ansigter i alle aldre.

Aftenen levede dermed fint op til forventningerne fra sidste års livekoncert på samme plads, hvor finalisterne Martin og Laura samlede et tilsvarende og ligeså begejstret antal mennesker.

Modsat sidste år, hvor det kun var Remee, der havde finalister på scenen, så var det i aftes en fest for alle tre dommere. De har hver især en solist eller gruppe i finalen.

Blachmans rock 'n roll-øjeblik

Især Thomas Blachman, der mest er vant til "200 mennesker på en jazzklub", lod sig gribe af stemningen og de mange fremmødte. Han greb Lise Rønnes mikrofon og tog ordet:

- I synger sikkert ad helvede til alle sammen. Men det er ligemeget, for jeg vil høre jer SKRIGE!

DRs underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme var meget tilfreds med aftenen:

- Det har været en fantastisk oplevelse. Stemningen har været helt i top, og Rådhuspladsen er nu engang noget særligt iført 60.000 glade X Factor-fans, sagde han.

"Alle tre værdige til finalen"

Han synes at alle tre finalister gjorde det fremragende:

- Jeg synes, de alle tre beviste, at de i dén grad er værdige til at stå i finalen. Nu glæder vi os til fredag - som bestemt ikke tegner mindre spændende efter i aften.

På fredag mødes altså Linda, Mohamed og Alien Beat Club i den endelige afgørelse i X Factor 2009, i DR Byens Studie 5 - kl. 20.00 på DR1.