Årets bedste homoer, bier og transer i dansk film

Her er de nominerede danske film og tv-serier, der kan vinde prisen for bedste portrættering af homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.

Hella Joofs komedie "Sover Dolly på ryggen?" er blandt de seks nominerede til årets BENT Pris.

I Danmark står det sløjt til med portrætteringen af homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede i film og tv.

Det mener folkene bag den københavnske filmfestival for homoseksuelle, MIX Copenhagen.

Derfor uddeler festivalen BENT Prisen til en dansk film eller tv-serie, som har skabt en vellykket portrættering.

- 2012 er et godt år for homo-, bi og transseksuelle på det store lærred og fladskærmene herhjemme. Vi er begejstrede for, at vi kan se vores liv afspejlet både i stærke hovedpersoner, siger prisens jury.

Nominerede gør op med stereotyperne

Seks danske film og tv-serier er nomineret til BENT Prisen, som uddeles d. 23. oktober.

Det drejer sig om Susanne Biers "Den skaldede frisør", Hella Joofs "Sover Dolly på ryggen?", dokumentarfilmene "My Love: The Story of Poul & Mai" og "Turning", samt DR2's tegneserie "Pandaerne" af Mikael Wulff og Anders Morgenthaler og TV2's dramaserie "Rita" af Christian Torpe.

- Alt for ofte er homo-, bi- og transseksuelle blevet beskrevet med tykke klichéer i dansk film og tv. Med BENT Prisen vil vi gerne hylde de modige film- og tv-folk, der tør gøre op med stereotyperne og skabe troværdige fremstillinger af LGBT'er. Og det mener vi, at alle de seks nominerede formår på hver deres måde, siger juryen.

Lille Spejl og Rosa Morena

Prisen er opkaldt efter dansk films første homoseksuelle hovedperson, Frits Helmuths karakter i folkekomedien "Lille spejl" fra 1978, og blev uddelt for første gang sidste år.

Her gik den til instruktør Carlos Augusto de Oliveira for "Rosa Morena", hvor Anders W. Berthelsen spiller den homoseksuelle Thomas.

Filmfestivalen løber af stablen fra den 19.-28. oktober.

Facebook
Twitter