Årets bedste satiretegninger laver krasse fortolkninger af flygtninges utopia

Under emnet 'utopia' er verdens bedste satiretegning blevet kåret i Viborg.

  • Årets vinder, Anne Derenne (også kendt under navnet Adene) er en fransk satiretegner og illustrator, bosat i Spanien. Anne har en Master i international økonomi fra Sorbonne University Institute of Development Studies i Frankrig. Hendes værker beskæftiger sig med temaer som økologi, menneskerettigheder og geopolitiske udfordringer. I dag samarbejder hun jævnligt med forskellige platforme med satire- og karikaturtegninger. (Foto: Niels Bugges Cartoon Award © Anne Derenne)
  • 2. pladsen gik til Marco D’Agostino fra Italien. Han har deltaget i adskillige udstillinger, grafik-festivaller og nationale såvel som internationale konkurrencer. Gennem de seneste år har han opnået stor anerkendelse og vundet flere priser i blandt andet Italien, Aserbajdsjan, Nigeria og Cypern. (Foto: Niels Bugges Cartoon Award © Marco D'agostino)
  • 3. pladsen er gået til belgieren Luc Vernimmen. Allerede som barn tegnede Luc Vernimmen tegneserier, og han tog en uddannelse i graphic art på Sint-Lucas School of Arts i Antwerpen. Efterfølgende studerede han sculpture på Academy of Fine Arts også i Antwerpen. I dag er han kendt for værker indenfor grafisk kunst og oliemaling. Som grafisk designer fremstiller han også foldere, logo, plakater og illustrationer i informative publikationer og ungdomsbøger for forskellige forlæggere i både Belgien og Holland. Ved siden af har han vundet priser verden over ved flere anerkendte internationale tegnekonkurrencer. (Foto: Niels Bugges Cartoon Award © Luc Vernimmen)
1 / 3

Normalt ligger Niels Bugges kro stilfærdigt under de gamle egetræer ved Hald Sø ved Viborg.

Men i denne weekend har kroen for fjerde år i træk dannet ramme om en vaskeægte verdensbegivenhed: Det officielle verdensmesterskab i satiretegninger 'Niels Bugges Cartoon Awards', der afvikles i samarbejde med den internationale tegneorganisation Federation of Cartoonist Organization, FECO.

I år har alle deltagere skulle fortolke forestillingen om et utopia. Mere end 1000 tegninger er blevet indsendt, 100 er blevet udtaget til særlig bedømmelse, og tre er blevet kåret.

- Ikke overraskende beskæftiger mange af årets bidrag sig med flygtninge, forventninger og håb på både et individuelt og kollektivt plan. Satiretegnerne skal jo være der, hvor de sætter virkeligheden på spidsen, siger Lars Refn, den danske formand for Juryen i Cartoon Awards 2016.

- Utopia er jo reelt stedet, man aldrig når, da ens håb altid vil rykke sig - og det synes jeg alle tre vindere har vist med stor tydelighed - med både humor og en kras fortolkning af, at der ikke altid er lighed mellem målet og resultatet.

Vinderen af førstepladsen er den franske tegner Anne Derenne, der også går under navnet Adene, som udover at tegne også har en master i international økonomi fra Sorbonne University Institute of Development Studies i Frankrig. Hendes værker beskæftiger sig med temaer som økologi, menneskerettigheder og geopolitiske udfordringer - og altså også hendes vindertegning, som kan ses øverst i artiklen her.

De øvrige vindere af henholdsvis anden og tredjepladsen er italienske Marco D'agostino og belgiske Luc Vernimmen

Og præmien for førstepladsen ved verdensmesterskaberne? Det er 3000 euro og en uges betalt ophold i Danmark. Det sidste kan man så vurdere, om det er en del af satiren.

Facebook
Twitter