Årets Kage er skabt med pincet og millimeterpræcision

Mandag aften blev konkurrencen Årets Kage afholdt i København. DR Kultur fulgte dette års - og sidste års vinder, Mads Kilstrup, fra morgentravlhed til sejrsrus.

DR Kultur var med, da Mads Kilstrup vandt titlen Årets Kage 2014. Det er anden gang i træk at han vinder. Det er kun sket én gang før i konkurrencens historie, og det var i starten af halvfemserne. Konkurrencen blev afholdt i Axelborgsalen. (Foto: Elisabeth Munck)

Der dufter af kage, bagværk og chokolade i køkkenet på første sal. Det er tidlig formiddag hos konditoriet La Glace i København, og dagens produktion er i fuld gang. Flere af de ansatte har dog de sidste par timer arbejdet på et andet projekt, nemlig deres bud på Årets Kage.

En af dem er Mads Kilstrup, der er i gang med at færdiggøre sin kandidat til konkurrencen.

- Jeg skal lige lave fire af dem her, og så skal jeg nok være klar, siger Mads Kilstrup.

Konkurrencen er lig med prestige inden for konditorfaget og afholdes hvert år af Københavns Konditorlaug.

Førstepladsen vinder 10.000 kroner, en guldnål og vandrepokalen. I år er det 29. gang, at konkurrencen finder sted.

Sirlig præcision

Der ligger en lineal på bordet, som Mads Kilstrup bruger, når han skal skære sine kagestykker ud. Hvert stykke placeres med sirlig præcision på en mandel-kiksebund.

- Normalt behøver man ikke finpudse så meget, som jeg gør nu, men nå det er til en konkurrence så…, siger Mads Kilstrup uden at færdiggøre sætningen.

Hver konditor laver én kage, som de skal aflevere 30 eksemplarer af. Kagerne bliver både vejet og målt løbende. For eksempel må højden på kagen ikke være mere end otte centimeter, og kagen må ikke veje over 115 gram.

Mads Kilstrups færdige kage 'Abracadabra'. (Foto: Elisabeth Munck)

Der er ikke tid til at sove

Mads Kilstrup har ikke sovet i nat. Han har været i gang med at forberede en kage-udstilling sammen med Konditorlandsholdet, som skal vises frem før konkurrencen mandag aften.

Det blev han først færdig med klokken to natten til mandag.

- Jeg kom herind på La Glace klokken halv fem, og så har jeg arbejdet lige siden, siger Mads Kilstrup.

Han virker dog ikke synderligt tynget af det. Tværtimod er han oppe på dupperne.

Venskabelig konkurrence

Der er flere af konditorerne fra La Glace, som deltager i dagens konkurrence.

En anden deltager i konkurrencen fra La Glace, Andreas Overgaard, der vandt konkurrencen i 2005, siger om konkurrenceforholdet:

- Vi hjælper hinanden med for eksempel at smage på hinandens kager, og så kommer vi med konstruktiv kritik.

Mads Kilstrups færdige kage 'Abracadabra'. (Foto: Elisabeth Munck)

Andreas Overgaard siger, at han måske holder de bedste tip for sig selv. Det gør Mads Kilstrup ikke.

- Jeg ved jo, at jeg kan slå dem alligevel, siger Mads Kilstrup drilsk.

Presset kommer mest fra én selv

Mads Kilstrup vandt titlen Årets Kage sidste år med kagen 'Hokus Pokus', som bestod af banan, kokos, mango, passion og saltede nødder.

Mange er spændte på, hvad han finder på denne gang. Dette års konkurrence-kage bærer det magiske tema videre med navnet 'Abracadabra'.

Mads Kilstrup fortæller, at han ikke føler sig presset af andre end ham selv. Men man kan godt ane, at der er stor nysgerrighed omkring hans arbejde.

Mens han står og færdiggør sine kager, kigger flere af hans kollegaer forbi og komplimenterer hans arbejde.

- Det sgu flot, Mads, er der en, der siger.

Kirurgisk præcision

Nu skal de 30 kager snart være klar. Kagerækkerne kigges igennem. Der skal nærmest kirurgisk præcision til, når de skal pyntes af - som det hedder på konditorsprog.

Mads Kilstrup hælder glacing udover sin kage, det giver en tydelig shine-effekt.

- Sidste år var forstøvet chokoladedrys ret stort. Men jeg tror, at glacing bliver det helt store i år, siger Mads Kilstrup.

Han pynter kagen med marengs-kys med passionsfrugtsmag, passionsfrugtkerner og en anelse fintrevet lime, de to sidstnævnte placeres med pincet. Til sidst tilføjes en enkelt chokoladestrimmel til hver kage.

- Ej, sukker han, da han skal placere den tynde chokolade på sin kage.

- Det er noget skrøbeligt noget, siger han.

Nerverne melder sig

Der er gået en del timer, siden Mads Kilstrup stod i køkkenet, og nu er konkurrencen endelig ved at nå sit klimaks. Ventetiden er svær:

- Jeg er rimelig nervøs, siger han.

Dommerne begynder at remse deres top ti op og kalder personerne op til scenen, hvor de modtager blomster. Flere af Mads Kilstrups kollegaer fra La Glace får flotte placeringer: Andreas Overgaard får en sjetteplads, og Magnus Vestergård en tredjeplads.

Mads Kilstrups færdige kage 'Abracadabra'. (Foto: Elisabeth Munck)

Endelig, siger aftenens konferencier, Master Fatman:

- Vinderen af Årets Kage 2014 er... Mads Kilstrup!

Mads Kilstrup nærmest hopper op af stolen, hænderne ryger i vejret, og der lyder klapsalver og hujen fra salen. Han er stolt og rørt.

Vildt glad og vildt træt

Lige før førstepladsen blev råbt op, meldte Mads Kilstrups vinderhåb sig på banen. Han havde set sine kollegaer få gode placeringer, og de havde alle sammen peget på ham som vinder.

- Jeg blev meget nervøs. De andre fra La Glace havde sagt, at min kage var god, så jeg vidste, at muligheden var der. Det er lidt vildt. Jeg havde ikke set det komme. For fjorten dage siden regnede jeg ikke med at stille op, siger Mads Kilstrup.

Selvom han lige har hevet en sejr, check og pokal hjem, så er der stadig et behov, som mangler at blive dækket:

- Jeg er vildt søvnig, siger Mads Kilstrup, som ikke fik sovet natten før.

Andreas Overgaard og Mads Kilstrup snakker sammen over en kage. Andreas Overgaard vidste godt, at Mads Kilstrup havde gode chancer for at vinde. Mads Kilstrup ryster lidt på hovedet og siger:

- Det er slet ikke til at forstå.

Facebook
Twitter