Aarhus afviser anklager om underbetaling for vartegn

Ifølge 3F har Aarhus Kommune underbetalt tyske arbejdere i forbindelse med byggeriet af Olafur Eliassons vartegn, Your Rainbow Panorama, til Aarhus.

Det er tyske håndværkere, der har opført Olafur Eliassons værk "Your Rainbow Panorama" på toppen af Aarhus-museet ARoS.

Værket til 60 millioner kroner er allerede blevet udråbt som byens kommende vartegn, men byggeriet kritiseres af fagforeningen 3F.

Fagforeningen mener det er uansvarligt, at bygherren, Aarhus Kommune, ikke har forsøgt at få lokale, arbejdsløse håndværkere i arbejde, og 3F anklager kommunen for at underbetale tyskerne, skriver Politiken.

En bombe under overenskomsten

Håndværkerne arbejdede til en timeløn på omkring 94 kroner i timen, og det er 16 kroner under mindstelønnen for en dansk håndværker. Og 50 procent under hvad danske håndværkere normalt bliver betalt for lignende opgaver.

- Det bomber det danske overenskomstsystem, og det burde kommunen holde sig for god til, siger Claus Ørskou, faglig sekretær i 3F Østjylland, til Politiken, der har set lønsedlen fra en af de tyske håndværkere.

Men kritikken preller af på Aarhus Kommune og kulturrådmand Marc Perera Christensen, der mener, at kommunen har handlet helt efter reglerne.

Sådan er EU

- Udbydelsen af Olafurs arbejde har været i EU-udbud. Jeg er stor tilhænger af arbejdskraftens frie bevægelse, den betyder, at danske arbejdere også kan få job i andre lande, Men det betyder også, at udenlandske arbejdere engang i mellem løser danske opgaver. Sådan er det at være medlem af Den Europæiske Union, siger Marc Perera Christensen til DR Kultur.

Aarhus Kommune har i øvrigt fået lavet en ekstern juridisk vurdering af tyskernes ansættelse og arbejdsvilkår, og den bakker kommunen op i, at der ikke er foregået noget ulovligt.

Lørdag åbner Olafur Eliassons "Your Rainbow Panorama" for offentligheden.

Facebook
Twitter