Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad 2017: Her er 10 store begivenheder, du kan opleve i år

Målet er, at hele Region Midtjylland får et kulturelt løft, siger pressechef for Aarhus 2017.

En af de mange ting, man kan opleve i løbet af i år er 'Watermusic' i Randers. (Foto: Søren Pagter © Aarhus 2017)

Nu kan vi skrive 2017, og netop i år har mange i Aarhus samt Region Midtjyllands 18 andre kommuner set frem til. Året står nemlig i kulturens tegn, da Aarhus tilbage i 2012 blev udnævnt til at være Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Det betyder, at der i Aarhus samt i resten af regionen året igennem vil være et hav af forskellige kulturtilbud.

Det store udbud kan måske være lidt svært at finde rundt i, men som en hjælp til de mange borgere, der bor i de medvirkende kommuner, kommer der om få dage et 64 siders husstandsomdelt program til det første halve år, og det gentages igen til sommer.

- Det håber vi kan være en appetitvækker, der kan skabe lidt overblik over, hvad det er, der sker. Derudover kommer der også en app her i januar, der hedder Aarhus 2017, som man kan søge rundt i, fortæller Peter Vestergaard, der er pressechef for Aarhus 2017.

Åbningsceremonien er skabt af britiske Nigel Jamieson, som er en af verdens førende teater- og eventinstruktører. Nigel Jamieson er blandt andet kendt for sin instruktion af den ikoniske ”Tin Symphony” til åbningen af de Olympiske lege i Sydney i 2000. (Foto: Henrik Bjerregrav © Aarhus 2017)

- I løbet af året er der både stort og småt - helt fra de store folkelige begivenheder, til de små niche-arrangementer og oplevelser for børn. Halvdelen af det er gratis, og det er målet at få hele regionen løftet kulturelt. Hele året skal så sætte varige spor. 2017 er kun starten på et mere kulturelt Midtjylland, siger han.

Den officielle åbning af Aarhus 2017, Europæisk Kulturhovedstad er om aftenen den 21. januar. Det bliver til tonerne af nordens ældst kendte folkemelodi 'Drømte mig en drøm i nat' bæres tusindvis af lysende lanterner, fem 10-12 meter lange oplyste vikingeskibe sammen med mere end 4000 mindre både igennem Aarhus by.

Dermed bliver året skudt i gang med et brag, og herunder kan du se 10 af de største begivenheder, Aarhus 2017 byder på:

Jorn + Munch:

Nordens to største malere møder hinanden for første gang, når Museum Jorn i Silkeborg viser udstillingen Jorn + Munch fra den 11. februar-28. maj.

I kraft af et samarbejde med Munchmuseet i Oslo bliver det muligt at opleve et udvalg af Edvard Munchs absolutte hovedværker i Silkeborg. Munch og Jorn beskæftigede sig begge med menneskets vilkår i det moderne samfund, og denne udstilling viser, hvordan deres værker er beslægtede, når de stiller de store spørgsmål om liv og død. Udstillingen omfatter 50 værker af Edvard Munch og mere end 60 værker af Asger Jorn.

De syv dødssynder:

Frådseri, stolthed, begær, dovenskab, misundelse, vrede og grådighed. Det er de syv dødssynder, der blev beskrevet i den tidlige kristendom. Er de stadig synder i dag? Er nogen ligefrem blevet til dyder? Syv museer i Region Midtjylland har hver inviteret en national eller international samtidskunstner til at arbejde med én af de syv dødssynder.

Udstillingerne er organiseret af Randers Kunstmuseum, og deltagende museer er Museet for Religiøs Kunst, Lemvig (frådseri), Skovgaard Museet, Viborg (stolthed), Randers Kunstmuseum, Randers (begær), Glasmuseet Ebeltoft, Ebeltoft (dovenskab), MUSE®UM, Skive ( misundelse), Horsens Kunstmuseum, Horsens (vrede), Holstebro Kunstmuseum, Holstebro (grådighed). Udstillingerne kan ses fra den 3. februar - 28. maj.

Aarhus Stories:

I marts (den 15.-18.marts) begynder 'Aarhus Stories', der bringer historien til live.Her kan man komme helt tæt på Aarhus bys historie, når fem specialproducerede animationsfilm overtager Aarhus Domkirkes sydvendte facade og sender publikum på en rejse tilbage i tiden til fem skelsættende perioder.

Aarhus Stories er inspireret af Den Gamle Bys nye permanente udstilling 'Aarhus Fortæller', der åbner 12. april 2017.

Aarhus Stories er en udendørs biograf- og teateroplevelse i stor skala. Showets soundtrack er komponeret af DJ Static og Nicolai Absalon. (© M2 Film)

The Garden:

Aros Aarhus Kunstmuseum lancerer den nye ARoS triennale med 'The Garden - End of Times, Beginning of Times' i april. Temaet, der udforskes tre steder, reflekterer over menneskehedens skildringer og ændringer af naturen.

Spredt over flere steder rundt omkring i byen, blandt andet to større gallerirum på Aros og langs fire kilometer af byens kyst, vil triennalen vise værker af udvalgte internationale kunstnere.

Tree of Codes:

'Tree of Codes' er resultatet af samarbejdet mellem tre kunstnere i verdensklasse: et møde mellem musik, dans og lys. Med Jamie xx's musik, Olafur Eliassons scenografi og Wayne McGregors koreografi, der danses af medlemmer af hans eget kompagni side om side med stjerner fra Pariseroperaens Ballet, vækkes Jonathan Safran Foers værk 'Tree of Codes' til live.

Forestillingen kan ses den 27.-29. april i Aarhus.

Forestillingen 'Tree of Codes' fik stående bifald ved premieren ved Manchester International Festival og på kulturcentret the Park Avenue Armory i New York. (© Joel Chester Fildes)

Røde Orm:

Røde Orm er resultatet af et enestående samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Moesgaard Museum og Aarhus 2017. Røde Orm bliver til en stor udendørsforestilling med en medrivende fortælling fra vikingetiden.

Forestillingen opføres på og omkring Moesgaard Museums græsbeklædte tag med et stort ensemble fra Det Kongelige Teater den 24.-31. maj. Røde Orm er baseret på den svenske forfatter Frans G. Bengtssons klassiske roman, der er bearbejdet af Henrik Szklanys og instrueret af Frede Gulbrandsen.

Freedom Prison:

Med det tidligere statsfængsel i Horsens som baggrund skabes en elektrisk stemning af kreativ frigørelse i Freedom Prison på Fængslet. En stort opsat forestilling baseret på europæisk samarbejde præsenteret af Komediehuset Horsens den 13.-20. maj.

I det store teatereksperiment samles 130 skuespillere, musikere og dansere fra ensembler i Europa og Region Midtjylland om at opføre unikke shows. På én og samme tid optræder alle de medvirkende i parallelle opførelser.

Projektet kulminerer med to store opførelser af forestillingen 'Freedom Prison', koncerter og uforudsigelig underholdning. (© Fængslet)

Watermusic:

Randers EgnsTeater vil forvandle den gamle industrihavn i Randers. Med avanceret lyssætning, lyd og 3D-projiceringer danner de gamle siloer og kraner samt havnebassinet baggrund for et show den 2. og 3. september.

Sangeren Oh Land og 600 personer deltager i et magisk univers, der danner rammen for en historie om kærligheden mellem landjorden og vandet. Med Oh Land i rollen som 'Havets Dronning' fortælles mytiske historier om havfruer og søuhyrer fra dybet, samtidig med at luftakrobater og både, der danser på vandets mørke overflade, skaber visualiseringer.

Susanne Bier-trilogien:

I 2017 bliver den Oscar-vindende filmskaber Susanne Biers berømte filmtrilogi 'Brødre', 'Efter brylluppet' og 'Elsker dig for evigt' overført fra lærred til scene i tre forestillinger. Forestillingerne kan ses i august, september og november.

Biers mest roste og populære film bliver iscenesat i tre forskellige genrer: som opera, som danseforestilling og som musical. Under ledelse af Musikhuset Aarhus bliver 'Brødre' produceret i samarbejde med Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester. 'Elsker dig for evigt' opføres som danseforestilling, mens 'Efter brylluppet' laves til en musical produceret i samarbejde med Betty Nansen Teatret.

Susanne Biers 'Elsker dig for evigt' opføres som danseforestilling. (© Aarhus 2017)

Artist-in-Residence, Anohni:

Multikunstneren og musikeren Anohni vil i 2017 opholde sig i Aarhus som Artist-in-Residence. Anohnis værker, hendes kamp for miljøet og hendes mod til at tegne billedet af en tryg fremtid, gør Anohni til Aarhus 2017's kreative drivkraft i et år, hvor man håber på at inspirere mennesker gennem fokus på mangfoldighed, bæredygtighed og demokrati.

Under sit ophold vil Anohni indspille musik med Aarhus Symfoniorkester, udvikle nye tværmediale værker, præsentere en række udstillinger som billedkunstner og medskaber forskellige steder i byen, og optræde med en enkelt eksklusiv koncert i Musikhuset Aarhus den 18. november.

Den 45-årige transkønnede Anohni er tidligere kendt som Antony Hegarty, der var forsanger i Anthony and the Johnsons. (Foto: Linda Nylind © Aarhus 2017)

Den officielle åbning af Aarhus 2017 den 21. januar begynder klokken 19 og sendes direkte på DR1.

FacebookTwitter