Århus har lejlighed til forfulgt forfatter

Århus er som den første by i landet klar til at huse en forfulgt forfatter. Håndværkerne er i gang med at sætte lejligheden i stand.

Århus er som den første by i landet klar til at huse en forfulgt forfatter som et led i den såkaldte friby-ordning.

I øjeblikket er håndværkerne i færd med at færdiggøre en lejlighed til forfatteren, der skal flytte ind senere på sommeren, skriver jpaarhus.dk.

- Vi kan præsentere forfatteren i midten af juni. Han er flygtet fra det land, som han oprindeligt boede i, og selv i det land han bor i nu, modtager han trusler, siger kulturrådmand i Århus, Marc Perera Christensen (K) til jpaarhus.dk.

Forfatteren er udpeget af den internationale organisation ICORN, der er sammenslutning af byer rundt omkring i verden, som tilbyder at huse forfattere, der bliver forfulgt som følge af deres holdninger.

Forfatterens ophold bliver betalt dels af Århus Kommune dels af staten, der vias kulturministeriet giver et økonomisk skulderklap på 300.000 kr..

Foruden Århus kan Frederiksberg Kommune også blive friby for en forfulgt forfatter i løbet af sommeren oplyser, Helge Lunde fra ICORN.

Senere er det hensigten, at Odense og Fanø også skal give husly til forfulgte forfattere.

Facebook
Twitter