Adam Duvå Hall vender tilbage til DR

Den tidligere vært på blandt andet 'Monkey Business' skal være redaktør i DR Byen.

Adam Duvå Hall starter som redaktør på P3 den 7. december. (Foto: agnete schlichtkrull)

Efter fire år på TV3 vender Adam Duvå Hall tilbage til DR Byen og P3, hvor han skal være redaktør for satire og udvikling.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

- Adam er utvivlsomt et af Danmarks dygtigste radiomennesker, og han har en fantastisk fornemmelse for, hvad der fungerer på radio. Siden han forlod P3 for nogle år siden, har han udviklet og været vært på TV-programmer på TV3, så hans erfaring med at udvikle programmer til både radio og TV er der heller ikke mange, der kan matche, siger Christian Ottenheim, redaktionschef på P3.

P3 bliver endnu sjovere

- Vi glæder os meget til at præsentere programmer med Adam bag redaktørroret og er slet ikke i tvivl om, at P3 med Adam på holdet vil blive endnu bedre og endnu sjovere, fortsætter han.

40-årige Adam Duvå Hall er - udover 'Monkey Business' - kendt fra radioprogrammerne 'Adam og Sara' og 'Rio Bravo', og så har han været vært for Dansk Melodi Grand Prix.

Adam Duvå Hall var inden skiftet til TV3 11 år i DR, hvor han blev ansat via DR's talenthold.

Han starter som redaktør på P3 den 7. december.