Afdøde Albert Dyrlund hyldes: 'Han var et sindssygt godt menneske med et stort, stort hjerte'

Youtubere, kolleger og fans er i chok over den 22-årige stjernes pludselige død.

YouTube-stjernen Albert Dyrlund blev 22 år. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Den kendte youtuber Albert Dyrlund er død. Han blev 22 år gammel.

Det har Albert Dyrlunds mor, Vibe Jensen, bekræftet til dr.dk.

Flere danske og italienske medier skriver, at Albert Dyrlund mistede livet onsdag den 28. juli i en ulykke i Italien.

Det er dog ikke blevet bekræftet fra officiel side. Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til DR Nyheder, at en dansker er omkommet i Italien, men mere kan de ikke sige, da de har tavshedspligt.

Albert Dyrlund har i skrivende stund 230.000 følgere på Instagram og 169.000 abonnenter på YouTube og var en af de største og mest kendte danske youtubere.

På hans sociale medier vælter det ind med mindeord.

En af dem, der er dybt berørt af det tragiske dødsfald, er Alexander Husum på 24 år, som med sine 403.000 abonnenter er den største youtuber i Danmark.

Han har kendt Albert Dyrlund, siden han startede sin karriere med at lave videoer til sin YouTube-kanal på sit børneværelse.

- Jeg har det forfærdeligt. Jeg er i chok, siger Alexander Husum til dr.dk.

- Han er jo en, jeg har støttet mig op af i rigtig mange år. Vi startede dansk YouTube sammen, for dengang var det ikke en ting, siger han.

Alexander Husum fotograferet i forbindelse med Guldtuben 2018 i Royal Arena. (Foto: Henning Hjorth © Scanpix)

For kun et halvt år siden gik han og Albert Dyrlund en lang tur fra Nyborg til Odense, fordi Albert Dyrlund ville gå gennem hele Danmark.

- Vi havde så mange gode samtaler, og han havde mange historier og gode råd. Det er noget af det, jeg mindes lige nu.

Han beskriver Albert Dyrlund som en "first mover". Ham, der tog nogle skridt, som ingen andre turde.

- Jeg har sindssygt meget respekt for ham. Han var en af dem, der var med til at udvikle scenen, og som også gik efter at blive stor i udlandet. Han har lavet så mange gode ting. Det her er den eneste forside, han ikke fortjener, siger Alexander Husum.

'Det gør mig simpelthen så ondt'

Udover at være youtuber og influencer prøvede Albert Dyrlund også kræfter med musik og skuespil, og han havde hovedrollen i filmen 'Team Albert' fra 2018.

Manuskriptforfatter og filmproducent Regner Grasten var manden bag 'Team Albert'. Og han nød at arbejde sammen med den nu afdøde youtuber og skuespiller, både personligt og professionelt.

Regner Grasten og Albert Dyrlund (nummer to og tre fra venstre) fotograferet sammen med skuespiller Marcuz Jess Petersen (t.v.) og Tove Grasten (t.h.) i forbindelse med Svend Prisen 2019 i Svendborg. (Foto: Niels Henrik Dam © Scanpix)

- Han var et sindssygt godt menneske med et stort, stort hjerte. Og så var han faktisk også en fremragende skuespiller. Han er en af de bedste ungdomsskuespillere, vi har haft, siger han.

Regner Grasten mener, at Albert Dyrlund havde et kæmpestort potentiale.

- Han er enormt intelligent. Eller var, desværre. Vi tippede, at han kunne blive en af de allerstørste kunstnere. Han var så bevidst om, hvad han gjorde, og de virkemidler, han brugte. Han var superbegavet.

- Jeg er frygtelig ked af det. Det gør mig simpelthen så ondt, slutter han.

Fans, venner og kolleger i sorg

På Albert Dyrlunds Instagram-profil strømmer det ind med hilsener fra andre youtubere, internetpersonligheder og kendte.

- Hvil i fred, skriver både Anna Briand og Emilie Briting, som er youtubere, mens også musikerne Hjalmer og Alexander Oscar, tv-værten Sofie Østergaard og danseren Frederik Nonnemann mindes den nu afdøde youtuber i kommentarsporet.

Også på Albert Dyrlunds YouTube-profil tikker sørgende kommentarer ind fra både kolleger og fans.

- Albert var et fantastisk menneske fuld af energi og en sand fryd at være i nærheden af, kommer til at savne ham helt sindsygt. Hvil i fred, gamle dreng, tak for alt, skriver youtuberen Gex blandt andet.

sin egen Instagram-profil mindes også youtuber og tv-vært Rasmus Brohave Albert Dyrlund:

- Jeg er helt ude af den. Jeg er grædefærdig og tom for ord. Jeg kan ikke forstå det. Jeg vil for evigt huske tilbage på alle vores minder. Du var en éner. Tak for denne gang, min ven. Hvil i fred.

Albert Dyrlunds fans er også fløjet til tasterne for at udtrykke deres sorg og medfølelse:

- Rest in piece. Det er tragisk at se nogen dø så tidligt, skriver én.

- Ked af, at det skulle ende sådan her, det har sgu efterladt mig i et ubegribeligt chok. Det er overhovedet ikke til at fatte, at det er en realitet, at vi ikke kommer til at se din fantastiske personlighed sprudle i dine videoer, skriver en anden.

- Hvil i fred. Albert, du vil aldrig blive glemt, skriver en tredje.

Albert Dyrlund fotograferet i forbindelse med awardshowet Guldtuben i 2018. Guldtuben er et prisshow, hvor de bedste danske youtubere hyldes. (Foto: Henning Hjorth © Scanpix)
Facebook
Twitter