Afrikanske kulturskatte i fare for ødelæggelse

UNESCO kæmper for at redde århundreder gamle manuskripter fra Timbuktu, som er i risiko for at blive ødelagt på grund af lokale stridigheder.

I byen Timbuktu i det afrikanske land Mali har stemningen i de seneste uger været anspændt. Byens ældgamle manuskripter, de såkaldte Timbuktu-manuskripter, er i fare for at blive ødelagt eller spredt over hele verden, da Timbuktu er faldet i hænderne på islamister og uafhængige oprørere.

Derfor kæmper organisationen UNESCO med al magt for at bevare de gamle kulturskatte. Det skriver det franske Magazine Littéraire.

Oprørerne skal respektere kulturarven

Allerede den 3. april udtrykte UNESCO i en meddelelse bekymring over behandlingen af Timbuktus kulturarv under stridighederne i byen.

- Jeg beder de malisiske myndigheder og de stridende parter om at respektere arven og landets forpligtigelser som medunderskriver af konventionen om Verdensarven fra 1972, skrev UNESCO's generaldirektør, Irina Bokova.

Og to uger senere ved en planlagt aktion for at undgå tabet af Timbuktus dokumentskatte appellerede UNESCO til samtlige indflydelsesrige myndigheder.

- Oprørerne har hærget og plyndret hjemsteder for tusindvis af gamle bøger og dokumenter, siger UNESCO i Magazine Littéraire.

Og den fortsatte uenighed mellem parterne, der præger hele situationen og truer de gamle bogskatte, foruroliger UNESCO.

Risiko for illegal handel med bogskattene

Timbuktu, der er kendt som "Ørkenens perle", havde sin storhedstid mellem 1100-tallet og 1400-tallet. Dengang blev byen betragtet som et fremtrædende kulturelt centrum. Den havde flere universiteter og biblioteker, og byens indflydelse omfattede hele den arabiske verden.

I Timbuktu findes titusindvis af gamle manuskripter af stor historisk værdi fra den periode. Men det er en udfordring at undgå, at der handles illegalt med disse kulturelle skatte, skriver Magazine Littéraire.

Facebook
Twitter