Afsløres på tv i aften: Benny Andersen har skrevet en ny midsommervise

Søren Ryge synes, Holger Drachmanns 'Vi elsker vort land' er gammel og slidt, og derfor har han fået Benny Andersen til at skrive en ny midsommersang.

Hvis du hører til en af dem, som synes, at Midsommervisen er svær at synge, er der godt nyt. Der kommer en ny udgave på en gammel og velkendt melodi. (Foto: Jens Kirkeby © (c) Scanpix)

Ingen sankthansaften uden bål, hekseafbrænding og fællessang.

I rigtig mange år har det været traditionen, at danskerne har samlet sig om bål rundt om i hele landet for at synge 'Midsommervisen' - enten i den oprindelige version, som Holger Drachmann skrev teksten til for mere end 100 år siden eller i Shu-Bi-Duas mere poppede udgave.

Drachmanns udgave af 'Vi elsker vort land' blev skrevet i 1885, mens 'shubberne' piftede den gamle traver op i 1980.

For svær at synge

Den tidlige udgave af visen anses for en af de sværeste fællessangsmelodier, fordi den i sin tid blev skrevet til professionelle sangere på Det Kongelige Teater.

Shu-Bi-Duas version er lidt lettere at synge, men det kan blive endnu lettere - mener Søren Ryge. Derfor har han sat sig for at lave en opdateret udgave af sankthansaftens fællessang.

- Den gamle er lidt for gammel og lidt for slidt, siger Søren Ryge om baggrunden for at få lavet en ny version.

Anerkendt komponist bag

Det er dog ikke alle og enhver, der kan få lov til at pille ved en af de store danske sangskatte, så DR-værten har allieret sig med en af de få nulevende danskere, der kan bære den opgave.

Søren Ryge ringede til komponist og digter Benny Andersen for at bede ham om at skrive en ny midsommersang på en allerede kendt melodi.

Det sagde den anerkendte lyriker ja til, og den nye sang fremføres for første gang i aften, når Søren Ryge direkte sender på DR1 fra klokken 20.30.

Ny tekst på kendt melodi

Sangen, som hedder 'Midsommersangen' for at adskille sig fra den gamle, som hedder 'Midsommervisen', går på melodien 'Det var en lørdag aften'.

'Midsommersangen' synges af Povl Dissing, mens Benny Andersen er på klaver.

Trekløveret bag den nye midsommersang vil ikke afsløre teksten, men de kommer med en enkelt linje fra den:

Hvor kan man finde hekse, hvor ingen hekse bor...

Få den nye tekst med ud til bålet

Umiddelbart efter uropførelsen af den nye sang, kan hele teksten hentes her på dr.dk, så seerne kan tage den med ud til bålet, når heksen skal sendes til Bloksbjerg.

Vi lægger også klippet med sangen ud, men indtil da kan du få genopfrisket den mere end 100 år gamle version sunget af DR's pigekor:

Se en grafisk oversigt over, hvorfor vi fejrer sankthans med bål:

FacebookTwitter