Afslog Gandalf-rolle og gik glip af en formue: Her er seks ting, du (måske) ikke vidste om Sean Connery

James Bond-legenden Sean Connery fylder 90 år i dag.

Hvis du troede, det var Borat, der havde opfundet mankinien, kan du godt tro om. Allerede i 1974 optrådte Sean Connery i en tidlig udgave af den dristige beklædningsdel i filmen 'Zardoz'. (Foto: Silver Screen Collection © Getty Images)

Det er de færreste, der med værdigheden i behold kan bære en mankini. Men hvis der er nogen, der kan, må det være Sean Connery.

Han har optrådt i alt fra mankini i 'Zardoz' til munkekutte i 'Rosens Navn' til sort smoking i rollen som 'James Bond'. Og uanset hvad han ifører sig, er det, som om, at det virker for ham.

Med sin dybe stemme, firskårne krop, varme blik og karakteristiske ansigt har han charmeret både filmkritikere og os menige filmelskere med læssevis af priser og hæder til følge.

I dag fylder han 90, men alder er tilsyneladende ingen hæmsko for Sean Connery, der blev udnævnt til den mest sexede mand i live i en alder af 59, og som gav den som model i en Louis Vuitton-kampagne som 78-årig.

Men det var bestemt ikke givet på forhånd, at skotske Sean Connery skulle blive et stort verdensnavn. Hans liv startede i et fattigt arbejderkvarter, men han kæmpede sig fra bunden af den sociale rangstige til kulturlivets allerhøjeste luftlag. Og undervejs kom han vidt omkring - på flere måder.

Her har vi samlet seks historier fra Sean Connerys 90 år på planeten Jorden, du (måske) ikke har hørt før.

1

Arbejdede som ligkistepudser og takkede nej til Manchester United-kontrakt

Før Sean Connery blev en feteret filmstjerne, tjente han til dagen og vejen som lastbilchauffør, livredder i en svømmehal, mælkemand, murer og sågar ligkistepudser. (Foto: Sunset Boulevard © Getty Images)

Inden skuespilkarrieren stiftede Sean Connery også bekendtskab med flere typer job. Han tjente til dagen og vejen som lastbilchauffør, livredder i en svømmehal, mælkemand, murer og sågar ligkistepudser.

Foruden tilsyneladende at være en dygtig altmuligmand var han også ferm på en fodboldbane. Så ferm, at han blev tilbudt en kontrakt med fodboldklubben Manchester United som 23-årig.

Et smigrende tilbud, som Sean Connery oprigtigt overvejede. Men som han senere har forklaret:

- Jeg indså, at en førsterangsfodboldspiller topper allerede som 30-årig. Jeg besluttede at blive skuespiller i stedet, og det har vist sig at være et af mine mere intelligente valg.

2

Afslog Gandalf-rolle og gik glip af en formue

Selvom Sean Connery takkede nej til rollen som Gandalf i 'Ringenes Herre', har han haft mange andre store roller. Blandt andet som Indiana Jones' far i 'Indiana Jones og det sidste korstog'. (Foto: Sunset Boulevard © Getty Images)

Om det også er iblandt Sean Connerys mere intelligente valg, skal vi ikke gøre os til dommere over.

Men det vil måske undre mange, at Sean Connery takkede nej til rollen som Gandalf i 'Ringenes Herre'-filmene, da han fik buddet. Dermed takkede han nej til en løn på seks millioner dollars per film.

Men filmskaberne var så forhippede på at se Sean Connery iført troldmandsdragt (måske fordi de havde set ham i mankini og tænkte "hvis han kan bære dét, kan han bære alt"), at de tilbød ham endnu flere penge.

Hvis han takkede ja til rollen, ville han få 15% af filmenes overskud i løn.

Men Sean Connery var urokkelig. Han har senere forklaret, at han "ikke forstod manuskriptet".

- Jeg læste bogen. Jeg læste manuskriptet. Jeg så filmen. Og jeg forstår det stadig ikke, lød det.

I 2012 blev det opgjort, at han på daværende tidspunkt ville have tjent omkring 450 millioner dollar på rollen. Det havde havde været den største skuespillerlønning nogensinde.

Måske ærgrer Sean Connery sig. Eller måske tænker han, at rollen gik til den rette. I hvert fald har han udtalt:

- Jeg synes, at Ian McKellen er fantastisk i filmene.

3

Var med i halsbrækkende haj-stunt

Sean Connery ses her med Ursula Andress i James Bond-filmen Dr. No fra 1962. (Foto: Michael Ochs Archives © Getty Images)

Det var særligt rollen som britisk agent med kodenavnet 007, der gjorde Sean Connery til et verdensnavn. Faktisk var han den første, der nogensinde spillede rollen som den Martini-drikkende skurke- og skørtejæger. Det skete, da han spillede James Bond i 'Dr. No', som blev udgivet i 1962.

Han endte med at medvirke i syv forskellige Bond-film. Bond-filmene kickstartede hans karriere, men de kunne også være en farlig omgang at være med i.

For under optagelserne til 'Thunderball' fra 1965 svigtede sikkerhedsforanstaltningerne, og en haj slap ind i poolen til Sean Connery under en dykkerscene. Det fortalte filmens set designer Ken Adams i 2005 til The Guardian.

- Sean Connery var tæt på at blive bidt. Vi havde plexiglas for at beskytte ham, men jeg havde ikke nok glas, og en af hajerne slap igennem. Han er aldrig nogensinde kommet så hurtigt op af poolen i sit liv. Det var, som om at han kunne gå på vandet.

4

Fik brækket sit håndled af Steven Seagal

Sean Connery spillede den ikoniske rolle som James Bond i syv film. Her ses han i 'Never Say Never Again' fra 1983. (Foto: Sheila Penn © Getty Images)

Sean Connery slap uskadt fra optagelserne til 'Thunderball'. Men under optagelserne til Bond-filmen 'Never Say Never Again' var han ikke helt så heldig.

Forud for filmen havde Sean Connery trænet den japanske kampsport aikido. Og under en kampscene mod Steven Seagal blev han "kæphøj" og benyttede en af sine kampsportsteknikker til at forsvare sig mod et slag.

Men det skulle han ikke have gjort. For i et interview med Jay Leno i 'The Tonight Show' I 1996 fortalte Sean Connery, at Steven Seagal brækkede Bond-skuespillerens håndled.

5

Har det sorte bælte i karate

Sean Connery gjorde brug af sine nye karate-evner i en kampscene i Bond-filmen 'You Only Live Twice', som ses her på billedet. (Foto: Archive Photos © 2011 Getty Images)

Aikido er ikke den eneste japanske kampform, Sean Connery har stiftet bekendtskab med.

Skuespilleren er også blevet trænet i karate-typen "kyokushin", der oversat til dansk betyder "den ultimative sandhed".

Sean Connery blev trænet af en herre ved navn Mas Oyama, der grundlagde kampsporten, og som regnes som en stor legende inden for miljøet.

Efter sin træning fik Sean Connery overrakt det sorte bælte som en "æresudmærkelse". Det betyder, at han ikke ville have fået det på almindelige vilkår, men at læremesteren alligevel valgte at give skuespilleren det sorte bælte.

Sean Connery gjorde brug af sine nye evner i en kampscene i Bond-filmen 'You Only Live Twice'.

6

Verdens mest sexede mand

titlen som "Mest sexede mand i live" gik i 1989 til Sean Connery, som på daværende tidspunkt var 59 år gammel. (Foto: Ron Galella © Getty Images)

I en alder af 59 var Sean Connery den ældste og sandsynligvis den mest skaldede forside-hingst, der har vundet titlen som "Mest sexede mand i live", skriver The Daily Telegraph.

Titlen som det mest tiltrækkende hankønsvæsen med en puls bliver hvert år uddelt af People Magazine, og Sean Connery modtog den i 1989. Dengang var han aktuel i rollen som Professor Henry Jones i 'Indiana Jones og det sidste korstog'.

Ti år senere fik han igen en hæderstitel for sin sexappel. Denne gang kårede magasinet ham til 'Århundredets mest sexede mand’.

Facebook
Twitter