Afsnit af 'Paradise Hotel' fjernet efter kritik i Sverige og Norge: 'Det er simpelthen så plat'

I afsnittet udtaler en deltager sig racistisk, lyder kritikken.

Türker Alici, der var genstand for Sarah Dohns bemærkning forstår slet ikke, at NENT Group har følt sig nødsaget til at fjerne Paradise Hotel-afsnittet fra sine platforme. (Foto: Anthon Unger © Scanpix)

En udtalelse fra 'Paradise Hotel'-vinderen Sarah Dohn har seks måneder efter, at programmet blev sendt, skabt så massiv debat i Norge og Sverige, at Nordic Entertainment Group (NENT), der står bag reality-succesen, nu har valgt helt at fjerne et afsnit fra sine streaming-platforme.

Episoden, som har fået sindene i kog hos vores nordiske naboer, fandt sted i afsnit fire af den seneste 'Paradise Hotel'-sæson, da deltageren Türker Alici stillede sig bag Sarah Dohn i en parceremoni.

Da værten, Rikke Gøransson, spurgte, om Türker Alici var hendes type, svarede Sarah Dohn:

- Lidt. Jeg er ikke så meget til det udenlandske. Men han er bestemt en type, jeg ville gå efter, hvis han ikke var fra udlandet. Det er ikke, fordi jeg er racist, men jeg går bare normalt ikke efter udlændinge.

Afsnittet blev vist i Danmark tilbage i januar, men er først for nyligt blevet tilgængeligt i Norge og Sverige, hvor udtalelsen er gået viralt og har modtaget heftig kritik.

'En racistisk udtalelse'

Blandt andre fra den svenske YouTube-stjerne Antonija Mandir, der på sin Instagram-story har delt videoen med sine knap 300.000 følgere. Her kalder hun også Sarah Dohn for "dum".

En anden, der har reageret på Sarah Dohns udtalelse, er den norske realitystjerne Bettina Buchanan.

- Det, at sige, at man havde tjekket én ud, hvis de ikke havde været udenlandske, er en racistisk udtalelse. Det er helt sygt, at Viaplay Danmark har sendt det, siger hun til det norske medie Aftenposten.

Efter kritikken fra influencere fra Norge og Sverige har NENT Group i Danmark, der sender 'Paradise Hotel' altså valgt helt at fjerne det omtalte afsnit i både Danmark, Norge og Sverige.

- Vi har et ansvar for at levere indhold, der på ingen vis positivt fremstiller diskriminerende adfærd eller går på kompromis med vores værdier som virksomhed, og derfor har vi valgt at fjerne 'Paradise Hotel' sæson 16, afsnit fire, da der optræder en episode, der kan opfattes stødende for vores seere.

- Dette har aldrig været vores eller Sarah Dohns intention, og vi beklager dybt, hvis vi har stødt eller på anden vis berørt vores seere negativt, lyder det fra Mette Barnes, kommunikationschef hos NENT Group i Danmark, i en mail til dr.dk.

Sarah Dohn gik i den seneste sæson af 'Paradise Hotel' hele vejen og blev kåret som vinder af det populære realityprogram. Siden den omtalte episode blev vist på dansk tv, har hun beklaget og sagt, at det kom forkert ud. (Foto: Anthon Unger © Scanpix)

'Det er simpelthen så plat'

Türker Alici, der var genstand for Sarah Dohns udtalelse under den omtalte parceremoni, forstår slet ikke, at NENT Group har fjernet 'Paradise'-afsnittet fra sine platforme.

- Hvis der var nogen, der skulle blive stødt over udtalelsen, så var det mig, men jeg kunne godt se ironien i udtalelsen. Jeg vidste 100 procent, hvad Sarah mente med det, da hun sagde det, og det var ikke racistisk ment. Men folk misforstår og misfortolker med vilje.

- Derfor er det simpelthen så plat, at de fjerner afsnittet. Folk gør det til en ting, når det ikke er det. Jeg blev ikke stødt, og så skal andre heller ikke, siger Türker Alici.

Han mener, at hele sagen viser, at sociale medier har meget magt. For meget magt.

- At NENT Group bukker under for presset og fjerner afsnittet, viser bare, hvor meget magt sociale medier har. Det er skræmmende.

Dr.dk har kontaktet Sarah Dohn for at få hendes version af sagen, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Til Ekstra Bladet har hun dog fortalt om episoden og hendes irritation over, at sagen nu ruller igen.

- Det var jo forkert sagt, og det kom forkert ud dengang. Det var slet ikke sådan, jeg mente det, og det sagde jeg også dengang, da det kom på tv. Det fik folk også forståelse for, men nu kører det bare igen i Sverige - og svenskerne fatter jo ingenting. De ser jo kun de ti sekunder fra den parceremoni, og så hører de, hvad de vil høre, siger Sarah Dohn.

FacebookTwitter