Afviste transkønnede aktivister: Vi ønsker ikke at blive i Danmark

To pakistanske aktivister, som har fået afslag på visum til at deltage i en festival, afviser, at de vil blive i Danmark. Alternativet vil have tjekket visumreglerne.

Jannat Ali er en af de to aktivister, som ikke har fået visum til Danmark. (© Vincenzo Floramo)

De to transkønnede pakistanske aktivister, som skulle have deltaget i en kulturfestival i Danmark, er skuffet over, at Udlændingestyrelsen har givet dem afslag på deres visumansøgning.

Udlændingestyrelsen begrunder afslaget med, at der er en stor risiko for, at aktivisterne ikke vil rejse hjem igen, fordi de er en seksuel minoritet i hjemlandet. Men Jannat Ali, der er en af de to afviste, fortæller, at de ikke har nogen planer om at blive i Danmark.

I et interview med DR siger hun, at kampen for deres rettigheder netop skal kæmpes i Pakistan, og at hun desuden har et godt job i Pakistan.

Aktivist: Jeg lever et godt liv i Pakistan

- Jeg lever et godt liv her, siger Jannat Ali i et telefoninterview og tilføjer, at ingen i forbindelse med visumansøgningen har stillet spørgsmålet om, hvorvidt hun har tænkt sig at blive i Danmark.

De to afviste aktivister og en tredje, der har fået visum, skulle efter planen deltage i AKS Festival i forbindelse med Copenhagen Pride til august. Her skulle de med finansiel støtte fra Danida, der står for Udenrigsministeriets udviklingsarbejde, netop fortælle om deres liv som transkønnet i Pakistan.

Jannat Ali fortæller, at hun er skuffet over afslaget, og at arrangementet også ville have givet hende erfaringer, som hun kunne bruge efter turen til Danmark.

- Vi ville gerne have denne erfaring, så vi kan komme tilbage og skabe positive forandringer i Pakistan, siger hun.

Alternativet vil have tjekket reglerne

Afgørelsen får nu Alternativet til at gå ind i sagen. Rasmus Nordquist, der blandt andet er politisk ordfører og kulturordfører for partiet, mener, at visumreglerne skal kigges efter i sømmene.

- Der er noget galt, når vi inviterer folk, der skal hjælpe os til at blive klogere og få en bredere horisont, hvorefter vi så lukker døren i, fordi vi er bange for, at de vil blive her, siger han.

Derfor vil han spørge ministeren, om visumreglerne er korrekt administreret, samt hvad der ligger til grund for Udlændingestyrelsens vurdering.

Kritik fra Amnesty International

Afgørelsen har fået arrangøren af festivalen, AKS Film-, kunst- og dialogfestival, til at klage på vegne af de to afviste pakistanere.

Nadia Horsted-Najero, der er projektleder for festivalen, sagde i går, at de to afviste aktivister lever et komfortabelt liv i Pakistan, og hun på ingen måde kunne se, hvorfor de ville bytte det liv ud med et asylophold i Danmark.

Også Amnesty Internationals danske afdeling kritiserer Udlændingestyrelsen for at administrere reglerne for hårdt, således at det er sværere at få systemkritikere og minoriteter til Danmark for at fortælle om deres forhold.

Udlændingestyrelsen fastholdt i går afgørelsen i en mail til DR og begrundede den med, at risikoen for ulovlig indvandring for de to aktivister vurderes at være høj.

Facebook
Twitter