Aktivisten Littlefeather får undskyldning af Oscar-akademiet med 49 års forsinkelse

Oscar-akademiet giver deres 'dybeste undskyldning' til Sacheen Littlefeather, efter hendes oplevelser til prisfesten i 1973.

Øjeblikket da Sacheen Littlefeather indtog podiet til Oscar-uddelingen i 1973. Video: AP

Oscar-akademiet har sendt en officiel undskyldning til borgerrettighedsaktivisten Sacheen Littlefeather, efter hun blev overfuset, da hun holdt en under Oscar-showet i 1973.

I talen kritiserede hun Hollywoods portrættering af USA's oprindelige folk.

Øjeblikket, hvor 26-årige Sacheen Littlefeather iført sin buckskin-kjole indtog talerstolen til Oscarshowet, vakte på det tidspunkt stort postyr.

På vegne af Marlon Brando afviste hun at tage imod prisen, han ellers skulle have modtaget for sin rolle som Don Vito Corleone i 'Godfather'.

Med sig havde Sacheen Littlefeather også en kort tale med et tydeligt politisk budskab:

- Han (Marlon Brando, red.) kan meget beklageligt ikke modtage denne meget generøse pris, og grunden til dette er behandlingen af de indfødte amerikanere – i dag – af filmindustrien, i fjernsynet og ved genudsendelser af film, sagde Sacheen Littlefeather, som selv er en del af USA's oprindelige folk og har rødder i stammerne Apache og Yaqui.

Roger Moore og Liv Ullman skulle uddele prisen for bedste mandelige skuespiller til Marlon Brando. Men det var Sacheen Littlefeather som gik op på scenen for at afvise prisen på hans vegne. Hun fik kun 60 sekunder til at holde sin tale. (Foto: © Allstar Picture Library Ltd, Ritzau Scanpix)

Først blev hun mødt af få klap, så kom buh-råbene, som til sidst blev overdøvet af klapsalver.

Spørger man radiovært og film- og serieekspert Frederik Dirks Gottlieb, er talen historisk.

Det var et "Oscar-agtigt" øjeblik, da Sacheen Littlefeather gik på scenen, fortæller han.

- Det er et vildt øjeblik, og et man ikke glemmer, når man først har set det, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Sacheen Littlefeather har sidenhen også fortalt, hvordan westernstjernen John Wayne blev tilbageholdt af seks sikkerhedsvagter, da han forsøgte at fjerne hende fra scenen.

- Den modstand, du blev udsat for på grund af din udtalelse, var uberettiget og ikke retfærdig, lyder det nu i undskyldningen fra Oscar-akademiet til Sacheen Littlefeather.

- Den følelsesmæssige byrde, du har skulle leve igennem, og tabet af en karriere i vores industri er uoprettelig. I for lang tid, har det mod, du viste, ikke været anerkendt, skriver akademiet i et offentliggjort brev til skuespilleren, der også er borgerrettighedsaktivist for USA's oprindelige folk.

- For det, giver vi både vores dybeste undskyldning og vores oprigtige beundring, afslutter akademiet undskyldningen.

Undskyldningen overrasker den nu 75-årige Sacheen Littlefeather:

- Jeg troede aldrig, at jeg skulle leve til at se den dag, hvor jeg ville høre dette, siger Sacheen Littlefeather i et interview til The Hollywood Reporter.

En historisk tale

Talen blev omtalt meget, da der i 1973 sad en masse amerikanere både i salen og ved tv-skærmene, som sad tilbage med en følelse af skam og skyld over deres lands historie, når det gjaldt behandlingen af USA's oprindelig folk, forklarer Frederik Dirks Gottlieb.

Og øjeblikket blev endnu større på grund af manden, som med vilje var trådt ud af spotlyset: Marlon Brando.

- Det her med, at han nægter at modtage sin pris og sender Sacheen Littlefeather i stedet for er alligevel noget der kræver et vist mod, siger Frederik Dirks Gottlieb og forsætter:

- Det er et stærkt statement, at sende en anden i stedet for at prædike, om hvad der er rigtig og forkert set fra en skuespillers synspunkt, siger han.

#OscarsSoWhite

Frederik Dirks Gottlieb synes, det er godt, at Sacheen Littlefeather endelig har fået en undskyldning, men forholder sig dog stadig skeptisk over for den.

- Jeg bliver altid en lille smule skeptisk, når folk i magtpositioner undskylder i de her tider. Specielt når det kommer som et efterslæb på en decideret Twitter-kampagne med #OscarsSoWhite, forklarer han.

Twitter-kampagnen startede i 2015, da den amerikanske aktivist April Reign skrev et tweet med hash-tagget 'OscarsSoWhite'.

Tweetet kom i kølvandet på, at akademiet netop havde annonceret deres 20 nominerede til bedste skuespillere, som alle var hvide skuespillere.

Det førte til en heftig kritik af awardshowet, især året efter i 2016, hvor akademiet igen kun havde hvide skuespillere blandt deres nomineringer.

Den forsinkede undskyldning

Og det er den kritik, som ifølge Frederik Dirks Gottlieb har ført til, at Sacheen Littlefeather får en undskyldning 49 år efter hændelsen.

- Det er jo klart, at det er umuligt ikke at læse det ind i en større tendens fra Oscar-akademiet, siger han.

For undskyldningen til Sacheen Littlefeather er ikke den eneste akademiet har været ude med.

- De er jo på en lang undskyldnings-parade i de her år og på en mission om at blive mere diverse (alsidige, red.), som tæller ekstremt mange initiativer, de har gang i. Trods alt. Selvom det ifølge nogen går for langsomt, siger Frederik Dirks Gottlieb.