3 udødelige Queen-øjeblikke ingen popfans må gå glip af

Det er 25 år siden, at Queen-forsangeren Freddie Mercury døde. Derfor hylder musikekspert Mathias Buch Jensen de mest gåsehudsfremkaldende øjeblikke med den karismatiske musiker

Hvem andre end Freddie Mercury kan få et amputeret mikrofonstativ til at se cool ud? Her er det fra Live Aid-koncerten i 1985. (Foto: Getty Images)

Når Freddie Mercury var god, var han overjordisk. Sammenligner man med ens egen sidste koncertoplevelse, så er den nok svær at matche med Live Aid-magiske Freddie Mercury, der tryllebinder 70.000 mennesker til at synge skalaer i kor.

I dag er det 25 år siden, at Queens legendarisk forsanger Freddie Mercury døde. Som musiker har han sat et uudsletteligt aftryk på popmusik med en karakteristisk powervokal, eksplosivt showmanship og et svimlende sangkatalog, der har fået en verden til at nynne med. Og nå ja, flyttet hegnspælene for pop med hits som 'Bohemian Rhapsody' og 'I Want To Break Free'.

Uden for scenen førte Freddie Mercury en flamboyant livsstil, der bl.a. avlede historier om hedonistiske fester med dværge med kokainskåle på hovedet. Selvom musikeren døde alt for tidligt i 1991, så er fænomenet og musikken for længst udødeliggjort. Her opridser Mathias Buch Jensen fra P7 MIX tre højvandsmærker fra Freddie Mercurys univers. Og fra pophistorien.

Live Aid i London

Da Queen betræder scenen på Wembley, skriver de musikhistorie. Iført lyse jeans, hvid tanktop og hvide sneakers og fægtende med toppen af et mikrofonstativ gør Freddie Mercury det umulige. Han synger et stadion med 70.000 mennesker op og tryllebinder dem på en måde, der forlængst er gået over i historien, fortæller Mathias Buch Jensen:

- Det er 20 minutters opvisning i genialt showmanship. Freddie Mercury styrer sit publikum fuldstændigt og viser hele verden, hvor skabet skal stå. Queen vidste også godt, at det var en vigtig begivenhed. Det var ikke bare en velgørenhedskoncert. De havde øvet sig og øvet sig og øvet sig. Det er stort og pompøst. Freddie Mercury går ind og ejer rummet med de 70.000 mennesker.

Queen m.fl. Live Aid, 1985. Hele koncerten er tilgængelig på dvd og diverse streamingsider på nettet.

Bohemian Rhapsody

Nummeret er lidt af en umulighed, fortæller Mathias Buch Jensen, der peger på både sangen og videoen som et af Freddie Mercury og Queens største øjeblikke. Ikke alene sprænger sangens seks minutter rammerne for, hvor langt et radiohit kan være, det er også noget så - på det tidspunkt - sjældent som en rockopera:

- Det burde ikke kunne lade sig gøre at lave et hit ud af det. Men nummeret viser alt det, Queen kan. Det er melodisk og har en teknisk høj kvalitet. Produktionsmæssigt rummer det avancerede korarrangementer, der udfordrer, hvad man kunne i et pladestudie på det tidspunkt. Det er nysgerrigt og innovativt, fortæller Mathias Buch Jensen og vender blikket mod musikvideoen til 'Bohemian Rhapsody':

- Videoen er ikke synderlig køn, men den fremstiller dem som en mystisk, farlig og dragende rockgruppe, og her bliver de for alvor ikoniseret. Musikvideoen er iøvrigt en videreførsel af det legendariske pladecover fra albummet "Queen II", hvor de fire medlemmer optræder bagbelyst. En stærk visuel identitet.

Fra albummet 'A Night at the Opera', 1975, der er tilgængelig til streaming. Se videoen her.

I Want To Break Free

Musikvideoen til et af Queens største numre er en tyk parodi på den klassiske britiske tv-serie 'Coronation Street'. Her optræder hele gruppen i kvindetøj, og synet af en støvsugende Freddie Mercury med nylonstrømper og bobbet hår var for meget for det amerikanske publikum, der forbød visninger af videoen, som de tolkede som en hyldest til transseksualitet og biseksualitet.

- Den viser nogle af de gennemgående træk ved Queen. Blandt andet drag-tingen, hvor man leger med køn og seksualiteten og det teatralske. Alt sammen pakket ind i super britisk humor, fortæller Mathias Buch Jensen og fortsætter:

- Budskabet ligger jo i teksten, I Want To Break Free (jeg vil frigøre mig, red.) Det siger jo meget om ham. Sangen har noget provokerende over sig, samtidig med at den er sjov og teatralsk. Det er øjebliksbilledet på et band, der er gået fra bluesrock, prog-rock og nu til synthesizerbaseret rock.

Fra albummet 'The Works', 1984, der er tilgængelig til streaming. Se videoen her.

  • Mathias Buch Jensen er vært på P7 MIX kendt fra bl.a. P7 MIX Møder, Maraton samt Eftermiddagen på P7 MIX. Han har stor kærlighed til musik i alle afskygninger - og pop i særdeleshed.

  • Tjek iøvrigt P7 MIX Maraton om Queen, som Mathias Buch Jensen og Niels Fez Pedersen er værter på. Lyt med her.