5 gange fandenivoldsk rockgeni ændrede musikhistorien

En protest, et opråb og et lilletrommeslag, der ændrede musikhistorien for altid. Dyk ned i koncertaktuelle Bob Dylans musik med radiovært.

Bob Dylans sange har akkompagneret flere af verdenshistoriens største protestbevægelser med tekster, der har bevæget generationer - og skænket ham en Nobelpris. (Foto: Fiona Adams © This content is subject to copyright.)

Hans navn kan få det til at skælve hos såvel litterater, som musikelskere til 68'ere - og mange midt imellem.

Men til dem, der endnu ikke har set lyset i hans karakteristiske stemme, har jeg valgt en række numre, der viser hans indflydelse på musikhistorien. God musik, det aldrig er for sent at dykke ned i.

Der er mange at vælge imellem, men jeg gør forsøget i anledning af musikikonets to koncerter i Operaen i København. Værsgo:

Like a Rolling Stone

Måske den største af alle Dylan-sange, og en sang der stadig er en inspirationskilde for musikere i alle aldre, verden over.

Han satte strøm og ild til folk-sangene, både med elektrisk guitar, der laver små fine figurer, og et hammondorgel, der lægger en tyk flade af lyd under sangens 6 minutter og 10 sekunder.

Sangen starter med et lilletrommeslag – som bliver der slået en prop i hullet til Dylans folk-sange indtil da. Samtidig bliver der slået i bordet, så en ny dagsorden kan begynde.

Dét slag ændrede rockmusikken, og den så sig aldrig tilbage.

Fra albummet 'Highway 61 Revisited', 1966.

0:00

Maggie’s Farm

Oprindelig en blues-folk sang med en af Dylans mange twists i teksten, der både kan tyde på et opgør mod systemet og politikerne.

Men også en sang, der blev spillet i Dylans korte set i 1965 på Newport Folk Festival, som han havde spillet på flere gange tidligere. Men denne gang var anderledes – den akustiske guitar var erstattet med en elektrisk, og sangen blev banket afsted fra scenen med en sådan kraft, at publikum buhede.

En optræden, der er legendarisk. Mange Dylan-fans synes koncerten var en sand skandale, mens andre hyldede den nye Dylan med solbriller, læderjakke og sine fandenivoldske fortolkning af ’Maggie’s Farm’.

Fra albummet 'Bringing It All Back Home', 1965.

0:00

All Along the Watchtower

Egentlig skulle Dylan høre den sang blive spillet af andre, før end den satte en ny dagsorden for, hvordan han selv begyndte at fremføre den.

Bare 10 måneder efter at ’All Along The Watchtower’ udkom, var Jimi Hendrix klar med sin version af selv samme sang – og fik et hit med den.

Dylan har udtalt, at han først forstod, hvordan sangen skulle fremføres, da han hørte Hendrix’ fremføre den i 1967.

Fra albummet 'John Wesley Harding', 1967.

0:00

Blowing in the Wind

Formentlig er ’Blowing In The Wind’ en af de mest benyttede sange i flere forskellige protestorganisationer. Den udkom i en tid, hvor den kolde krig mellem USA og Sovjet tog til, og samme år som Martin Luther King udtalte ’I Have A Dream’.

Den blev derfor massivt brugt i sammenhæng med Borgerretsbevægelsen, der kæmpede for de sortes rettigheder i USA. Senere blev den aktuel igen, da protesterne mod Vietnam to til i USA.

’Blowing In The Wind’ kom fra samme album med sange som ’Masters of War’ og ’A Hard Rain’s A Gonna Fall’, som også havde direkte hilsener til de store verdens nationer, som raslede med sablerne.

Fra albummet 'The Freewheelin' Bob Dylan', 1963.

0:00

The Times They Are A-Changin'

Et opråb til alle, der har en stemme med magt i verden - politikere, forfattere, kunstnere, mødre og fædre.

Stemningen i verden og især i USA spidsede kraftigt til i 60’erne, og i USA myldrede det frem med flere forskellige protestorganisationer.

Med en opfordring til at få tiderne til at skifte, ramte Dylan plet i alle konflikter, men blev samtidig den sang, der satte en stopper for Dylan som en indædt protestsanger.

Da Dylan dagen efter mordet på JFK skulle åbne en koncert med sangen, føltes det ikke rigtigt – og kort efter annoncerede han, at han aldrig mere ville bruge sin tid på noget så ”trivielt som politik”.

Fra albummet: 'The Times They Are a-Changin'', 1964.

0:00

Billeder: Reuters, Kurt Petersen, Torben Christensen, Erik Holmbjeg, Scanpix.

Facebook
Twitter