5 geniale hits som ’Skam’ har givet nyt liv

Den norske serie er spækket med musik, og det er ikke kun de aktuelle hits, der finder vej til skærmen.

Der er en del referencer til filmen 'Romeo og Juliet' fra 1996 i 'Skam' - blandt andet i denne scene med Isak og Even, hvor musikken fra filmen bidrager til romantikken. (© NRK)

Når Sana kigger ud på Oslos byliv fra bussen er det til tonerne af Robyns sang 'None of Dem'. Og når Isak og Even ryger i vindueskarmen, hører vi Nas rappe 'The Message'.

Sådan dukker musikken hele tiden op i den populære NRK-ungdomsserie, der ikke kun omfavner den helt nye musik fra hitlisterne.

Selv hits med en del år på bagen får nyt liv hos en ny generation af unge.

Og sangene fra 'Skam' går rent ind hos de mange fans. Det ved dj'en Josefine Winding, der i weekenden spillede de fedeste sange fra serien ved en offentlig og velbesøgt ’Skam’- fest i Absalon i København.

Vi har fået hende til at fremhæve fem sange, der har fået fornyet succes takket været serien om gymnasievennerne.

Robyn 'Call Your Girlfriend'

- Hvis man skal pege på én kunstner, der er særligt ’Skam’-agtig, så er det Robyn. Hendes sange har jo også været brugt flere gange i serien, måske fordi de har så meget girlpower.

- ’Call Your Girlfriend’ er et kæmpe nummer. Til ’Skam’-festen i lørdags var der nærmest en euforisk stemning, da jeg spillede det. Nogle hoppede og andre snavede – det er et meget forløsende nummer.

Fra albummet 'Body Talk', 2010.

0:00

Des'ree 'I'm Kissing You'

- Den bruges i filmen ’Romeo + Juliet’, og det er jo hele den tematik, der kører i tredje sæson med Isak og Even. Sangen spilles i scenen, hvor de kysser for første gang i poolen.

- Det er egentlig en cheesy ballade, men er man vokset op med ’Romeo + Juliet’ som den store teenagekærlighedsfilm, så rammer den bare. Og det var flot overført til serien.

Fra albummet 'Romeo + Juliet', 1996.

0:00

Die Antwoord 'I Fink U Freaky'

- Det er et nummer, jeg altid har ønsket at spille som dj, og nu fik jeg så endelig lov. Die Antwoords sange er normalt svære at få til at passe ind i et dj-sæt, men i weekenden var folk virkelig med på den.

- Det nummer har fået nyt liv med ’Skam’ og serien har brugt flere af Die Antwoords sange. De der helt ”maxede” sange passer godt til festscenerne, hvor der hoppes og danses i slow motion.

Fra albummet 'Tension, 2012.

0:00

Tame Impala 'Let It Happen' (Soulwax remix)

- Det er sådan en scene med Noora og William, hvor man bare sidder og råber: Så kys dog hinanden! Der går langt tid inden beatet dropper, så musikken ligger bare og teaser under replikkerne.

- Jeg elsker originalen med Tame Impala, men jeg havde ikke noget forhold til det her remix før ’Skam’. Det er super fedt, at de bruger sådan et nummer i serien.

0:00

Udgivet på single, 2015.

Gabrielle '5 fine frøkner'

- Det er nok det største ’Skam’-nummer overhovedet. De spillede det også i sæson et om Eva, men det var i scenen med Isak og Even i køkkenet i tredje sæson, at det stak af. Even synger nummeret, men Isak synes det er kikset, men så har de det her helt fantastiske kærlighedsøjeblik.

- Jeg spillede nummeret to gange i lørdags og kunne godt have spillet det en gang mere. Folk stod jo og ventede på det. Jeg tror slet ikke, at det havde fundet vej til den danske klubgænger uden ’Skam’. Jeg spiller den meget når jeg dj’er – også når det ikke er en ’Skam’-fest, siger Josefine Winding.

Udgivet på single, 2014.

0:00

Du kan se 'Skam' - også den helt nye og aktuelle sæson - på DR TV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk