5 geniale numre med legenden, der har gjort filmklassikere endnu bedre

I aften optræder den 88-årige legende Ennio Morricone i København. Dyk ned i hans lydunivers med disse 5 mesterværker.

Med over 500 musikstykker har Morricone skabt filmmusik siden sine tidligere 20'ere - blandt andet musikken til 'Den gode, den onde og den grusomme' med Clint Eastwood.

Måske har du set Quentin Tarantinos 'The Hateful Eight' og den gamle westerntraver 'Den gode, den onde og den grusomme' og bidt mærke i filmmusikken.

Komponisten bag er den verdenskendte 88-årige italiener Ennio Morricone, der har over 500 musikværker bag sig, og i aften kan du opleve legenden i Forum i København.

En af hans mange fans er musikeren Manoj Ramdas, der har været interesseret i filmmusik siden sin barndom.

- Jeg begynder faktisk hurtigt at kede mig til musik, men Ennio Morricone byder på en bred palette af musik. Og så er han virkelig god til at fortælle stemningen i filmen gennem den, siger Manoj Ramdas.

Manoj Ramdas guider dig her til, hvilke fem musikstykker, du skal kaste dig ud i, hvis du er ny i Morricone-universet:

For a Few Dollars More

- Stykket er klassisk Morricone-westernmusik, som mange kender ham for. Det er musikken til filmen af samme navn og med instruktøren Sergio Leone. Det er ikke helt typisk westernmusik, men mere med store strygere og orkestermusik.

- Det, der er sjovt ved samarbejdet mellem den kendte filminstruktør og komponist, er, at Sergio Leone tit skød scenerne i filmen med Ennio Morricones musik i baggrunden, som i forvejen var skrevet til stykket. Derfor smelter det hele bare rigtig godt sammen.

0:00

Moses Theme

- Det er lidt et mærkeligt track. Og jeg har ikke selv set serien, som det er skrevet til, nemlig ’Moses the Lawgiver’. Men man opdager hurtigt, hvor storladen Ennio Morricone kan være i netop dette stykke, og hvor godt han slipper afsted med det.

- Nogle gange kan filmmusik blive for meget et forsøg på at få publikum til for eksempel at græde, men sådan er det bare ikke med Ennio Morricone.

0:00

The Untouchables – Titoli

- Man skal høre det her, fordi det er vildt karikeret. Det er fra den periode, hvor han skrev musik til mange italienske politiserier og film. Ennio Morricone er traditionelt jazzmusiker, og i dette stykke bliver man præsenteret for lidt jazz.

- Jeg havde nemmere ved at forholde mig til det her musik i starten, fordi her er både trommesæt og guitar fremfor den klassiske musik, som hurtigt kan blive meget voldsomt, hvis man ikke er vant til det.

Hør den HER.

Investigation of a Citizen Above Suspicion

- Jeg er helt vildt med det her nummer, fordi der er rigtig mange forskellige instrumenter, der spiller sammen. Det er som om, at instrumenterne taler til hinanden. Jeg føler, at det ene instrument stiller et spørgsmål, og et andet instrument svarer.

- Musikken er lidt gøglet og afspejler handlingen ret meget, og musikken virker også ret godt uden billede. Man kan godt mærke, at det er lidt sarkastisk musik.

0:00

The Good, The Bad And The Ugly

- Det er uden tvivl det track, som flest folk kender til og vil kende med det samme. Det er virkelig blevet brugt i mange referencer og er stadig et interessant nummer.

- Det er lidt ligesom et pophit, man har hørt tusindvis af gange. Man ved med det samme, at det er en westernfilm. Dette track er til den sidste i trilogien af Sergio Leone, hvor Client Eastwood spiller hovedrollen.

0:00

Hvem er Manoj Ramdas?

  • Manoj Ramdas er musiker og 41 år

  • Han har skrevet musik til bl.a "I hegnet", "De Sorte Spejdere" og diverse andre tv serier

  • Han har spillet med i bands som The Raveonettes, Sort Sol og Jacob Bellens

  • Og så har han dannet grupperne: SPEkTR, The Good The Bad og CHILDRENN

Facebook
Twitter