5 lovende serier der blæser dit efterår omkuld

Med serier om alt lige fra det heftige miljø i pornoindustrien i 'The Deuce' til nostalgisk gys i 'Stranger Things' er du sikret timevis af underholdning dette efterår.

James Franco (th) spiller hele to roller i den nye serie 'The Deuce'. Serien, der handler om 1970'ernes pornoindustri, er desuden lavet af manden bag serieklassikeren 'The Wire'. (© Netflix og HBO Nordic pressefoto)

Sommeren (hvis man kan kalde den det) er snart slut, og forude venter tidlige vinterdepressioner og lange arbejdsuger.

Ikke nok med det, så har vi kun ét afsnit af 'Game of Thrones' tilbage, før vi igen skal vente umenneskeligt lang tid på mere drage-action.

Som et plaster på såret byder efteråret på nogle af årets stærkeste seriebegivenheder, så alt tyder heldigvis på, at de mørke aftener er sikret, når det kommer til førsteklasses serieunderholdning.

Jeg anbefaler, at du husker at plotte følgende serier i din kalender:

(© Netflix pressefoto)

Den uhyggelige: The Mist

Det kan godt være at den danske instruktør Nikolaj Arcel, ifølge kritikerne, ikke lavede et homerun med filmatiseringen af Stephen Kings romanserie 'The Dark Tower'.

Men jeg har stadig meget høje forventninger til den danske manuskriptforfatter Christian Torpes ('Rita', 'Lærkevej' mm.) serieversion af et andet Stephen King-værk, 'The Mist'.

De amerikanske anmeldelser har været blandede, men traileren lover både imponerende effekter og hvad der ligner en storspillende Danica Curcic sat i en klaustrofobisk og stemningsfuld forstadsramme.

Filmen 'The Mist' fra 2007 var en overraskende horrorperle, så jeg håber, at Christian Torpes serie kan overgå filmen og tilføre historien nye perspektiver.

'The Mist' får premiere på Netflix 25. august. Se traileren her.

(© HBO Nordic pressefoto)

Den om porno: The Deuce

David Simon, manden bag en af verdens mest hyldede serier, 'The Wire', er endelig tilbage med endnu en heftig omgang seriedrama.

Rollelisten er tætpakket og rumer blandt andre Maggie Gyllenhal, Wu-tang Clan-rapperen Method Man og James Franco. Sidstnævnte i ikke bare én, men hele to roller.

Manuskriptforfatteren David Simon, der tidligere arbejdede som kriminalreporter for The Baltimore Sun, viste med 'The Wire' at han kender den kriminelle underverden bedre end de fleste.

Med endnu en fortælling om samfundets skyggeside, her den amerikanske pornoindustri i 1970’erne, er han formentlig igen på hjemmebane.

'The Deuce' får premiere HBO Nordi 11. september. Se traileren her.

(Foto: Tine Harden © dr)

Den danske: Herrens Veje

DR har holdt kortene relativt tæt til kroppen, hvad angår den næste store søndagsserie, men alt tyder på, at 'Herrens Veje' er ét skridt væk fra den visuelt dystre krimi-signatur, som i udlandet bedst er kendt som 'Nordic Noir'.

Serien er en Kain og Abel-inspireret fortælling om en præstefamilie og har blandt andet Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen på rollelisten.

Det bliver spændende at se hvordan religion og tro bliver behandlet i denne serie, for man fornemmer ud fra traileren, at vi er langt fra hyggelig fællessang i kirken.

'Herrens Veje' får premiere på DR1 24. september. Se traileren her.

(© HBO Nordic pressefoto)

Den tåkrummende: Curb Your Enthusiasm

Amerikansk cringe-comedy’s ukronede konge, Larry David, der i sin tid var medskaber af komedieserien 'Seinfeld', er efter seks års pause endelig tilbage med en ny sæson af kultserien 'Curb Your Enthusiasm'.

Serien, som har ligget til inspiration for en række af tv-shows såsom Klovn, er ikke for sarte comedy-sjæle da David, i bedste Frank Hvam-stil, konstant vader ind i den ene hvepserede efter den anden.

Sæson 9 af 'Curb Your Enthusiasm' får premiere på HBO Nordic 2. oktober. Se traileren her.

(© Netflix pressefoto)

Den hypede: Stranger Things

Første sæson var en af de største serieoverraskelser i nyere tid og lod til at appellere til mere end bare gysernørder.

Sæsonen var så fint afsluttet og på trods af enkelte cliffhangere, håbede jeg faktisk at den kunne få lov at stå alene som et færdigt værk.

Den mening ændrede jeg hurtigt, da traileren for anden sæson ramte internettet.

Budgettet er tydeligvis blevet større og der bliver ikke holdt tilbage på 80’er-referencer - fra arkademaskiner til brugen af Michael Jacksons horror-anthem ‘Thriller'.

Og naturligvis endeløse Amblin-referencer (Spielbergs produktionsselskab bag film som 'E.T.', 'Tilbage til Fremtiden' og 'Gremlins'), så fans af Steven Spielberg for alvor kan få deres 80’er-nostalgi på.

Sæson 2 af ''Stranger Things' får premiere på Netflix 27. oktober. Se traileren her.

Facebook
Twitter