5 podcast til din mobil som dine ører bliver afhængige af

De bedste podcasts omhandler blandt andet Britney Spears-mysterier, gamle danske konger og spædbarns sind. Vi præsenterer fem, der kan tage dig på en fantastisk rejse.

Skal du have noget nyt mellem ørerne har DR's podcast-redaktør fem bud til dig. Læs og tag et lyt. (Foto: © Eugenio Marongiu © © Eugenio Marongiu)

Podcast er din adgang til debatter, underholdning, information og gode historier.

En af fordelene ved podcasts er, at de er nemme at tage med på farten. Med den gode historie i øerne bliver rengøringen lidt sjovere og løbeturen føles lidt kortere.

420.000 danskere er allerede med på vognen, ifølge Danmarks Statistik, og det er let at komme i gang. Det kræver bare en musikafspiller eller en smartphone, og mange af de bedste oplevelser er faktisk gratis.

Vi har talt med DR’s podcastredaktør Rasmus Bjerre, der peger på fem podcastserier, som du bør sætte i ørerne.

Fries before guys

Bag podcasten ’Fries before guys’ står venindeparret Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn, og dem er Rasmus Bjerre begejstrede for:

- De her to kvinder de er skidesjove og hudløst ærlige, på en måde, der passer rigtig godt til mediet. De formår at skabe et intimt rum og når man lytter til podcasten, er det som en samtale med ven, fortæller Rasmus Bjerre.

Hver episode kredser om et givent emne. Således kan du blandt andet høre ’Det kæmpestore kæresteafsnit’, hvor parforholdets glæder og udfordringer diskuteres. Ét afsnit er dedikeret feminismen og har Emma Holten som gæst, mens seriens første afsnit handler om venskaber.

Hør ’Fries before guys’ her og på iTunes.

Strangers

Den engelsksprogede podcast ’Strangers’ er lavet af danske Lea Thau, som er bosat i L.A. Ifølge Rasmus Bjerre har hun fundet opskriften på den gode podcast:

- Podcasten handler om mødet med fremmede mennesker og de spændende historier, de gemmer på. Det er almindelige menneskers ualmindelige historier, og hun møder dem på en dybt rørende måde, siger Rasmus Bjerre.

Podcasten kredser om temaet fremmede, og i hver episode får du et nyt menneskes historie. Du kan blandt andet møde stripperen og tatovøren, hvis liv ændres ved et skæbnesvangert møde, den persiske jøde Debbie, der fortæller om, hvordan det er at være voksen og jomfru og faren, der føler sig fremmedgjort overfor sin skizofrene søn.

Hør ’Strangers’ her og på iTunes.

Mystery show

Værten Starlee Kine interviewer mennesker, der er knyttet til historien, for at finde frem til løsningen. Det kommer der ifølge Rasmus Bjerre nogle ret fantastiske historier ud af det:

-Hun kommer til steder i verden og møder mennesker, hun aldrig ville have mødt, gennem internettet. Det er en slags genfortryllelse af verden!

Der findes kun en enkelt sæson med seks afsnit, hvor især ét har gjort indtryk på Rasmus Bjerre. Historien om en forfatter, hvis bog kun sælger i 10 eksemplarer. Alligevel finder den vej til Britney Spears, der pludselig optræder på et billede med bogen i favnen. Det stiller spørgsmål, som Starlee prøver at besvare.

Hør ’Mystery Show’ her og på iTunes.

Kongerækken

-’Kongerækken’ er et simpelt koncept. Det er to sjove dudes, der taler sig igennem de danske konger, fortæller Rasmus Bjerre om podcastserien fra Netudgaven.

Værterne Anders Olling og Hans Erik Havsteen taler sig på 47 afsnit i gennem danmarkshistorien med udgangspunkt i de danske regenter.

Der er fortællinger fra 900-tallet, hvor Gorm Den Gamle regerede som Danmarks første konge frem til afsnittet om Dronning Margrethe, som udkom den 3. september i år.

-Det er sådan en podcast, hvor man glæder sig til næste afsnit, og det er netop det podcastformatet kan, siger Rasmus Bjerre.

Høre Kongerækken her og på iTunes.

Radiolab

Radiolab er en amerikansk podcast om videnskab med værterne Robert Krulwich og Jad Abumrad bag både mikrofoner og knapper.

En videnskabspodcast kan lyde svær at kaste sig over, men det skal man ifølge Rasmus Bjerre ikke lade sig skræmme af:

- Det er en podcast, der formidler videnskab, på en altid overraskende måde. De formår at sætte komplicerede ting ind i en virkelig man som lytter forstår og kan forholde sig til.

Radiolab behandler alle emner indenfor himmel og jord, du kan blandt andet blive klogere på, hvad der sker i hovedet på et spædbarn, hvad der er ude i rummet og hvad jagten af det sorte næsehorn betyder for verdens dyreliv.

Hør Radiolab her og på iTunes.

Facebook
Twitter