5 stærke 90'er-hits du havde glemt

Vi hylder de oversete hits som 90'erne bragte med sig - i anledning af festivalen Vi Elsker 90'erne i Aarhus. Værsgo, find glimmerbukserne frem og crep dit hår!

Her er det forsangeren fra Third Eye Blind. (Foto: Getty Images) (Foto: Markus Cuff © This content is subject to copyright.)

Du har haft dem på kassettebånd. Du har i hvert fald haft dem på CD.

Du har måske forsøgt dig med dit første alt for våde akavede kys til dem. Du har stået alt for tæt på højtaleren på sodavandsdiskoteket, mens lyden af dem strømmede ud.

Jeg taler om 90’er-hits’ne. Dem, der er decideret uundgåelige til fester.

Læs også

På eget ansvar: 5 fede ørehængere som har én ting til fælles

Der er altid én eller anden, der synes, de får en brilliant idé og sætter 'Coco Jambo' på. Eller som synes, at 'det er da ALT for lang tid siden, vi har hørt 'Rhythm is a Dancer''.

Jeg ved ikke med dig, men jeg kan godt mærke, at der breder sig en vis metaltræthed ud over de her efterhånden lidt for velkendte hits. Det er der heldigvis råd for.

Grib skovlen. Vi går et spadestik dybere. Jeg har forsøgt at grave mig frem til de hits fra de kronede 90’ere, som du muligvis havde glemt - i anledning af festivalen Vi Elsker 90'erne i Aarhus:

Indtil nu.

Andreas Johnson 'Glorious'

Vi begynder egentlig med en sang fra slutningen af 1999, men sidst jeg tjekkede, var 1999 fortsat en del af de ivrige 90’ere.

Jeg taler om svenske Andreas Johnsons 'Glorious'.

Da jeg i sidste uge genopdagede det her stykke alternative rock, har jeg faktisk hørt den hver dag siden.

Og spillet den på P7 MIX.

Hvis du synes, du kan genkende melodien i begyndelsen, så er det fordi, at Andreas har lånt lidt fra Depeche Modes 'Two Minute Warning' fra 1983.

Kæmpe nummer!

Third Eye Blind 'Semi-Charmed Life'

Vi var rigtig glade for eurodance herhjemme i lille Danevang i 90’erne. Haddaway, Snap!, Corona med flere havde kronede dage.

Der var dog også en anden genre, som vi også havde et relativt varmt forhold til - nemlig den ovennævnte alternative rock.

Den var blandt andet ført an af one hit wonders som Spin Doctors 'Two Princes' og Deep Blue Somethings 'Breakfast at Tiffanys'.

Og så var der dem, der hed Third Eye Blind. De får i 1997 et ret massivt hit i deres hjemland USA med 'Semi-Charmed Life', der også giver genlyd på vores side af Atlanten og som jeg i øvrigt elskede.

Gala 'Freed From Desire'

Jeg er stadigvæk ret tosset med den her sang.

Fra begyndelsen til midten af 1990’erne var eurodance uhyre populært.

I 1997 var hypen aftaget en del, men det stoppede ikke italienske Gala fra at levere et af 1997 største dancehits, som var et must i samtlige gymnastiksale fra Ålbæk til Rønne, når der skulle dyrkes aerobic.

'Freed From Desire' er for mig et af de eurodancehits fra 90’erne, som stadig holder.

Savage Garden 'To The Moon and Back'

Okay. Det er jo ikke fordi, vi decideret har glemt Savage Garden, men jeg føler slet ikke, at den her sang nogensinde har fået den credit, den fortjener.

Efter Darren og Daniel havde udgivet det Roxettelydende kæmpehit 'I Want You', smed de 'To The Moon and Back', som desværre ikke fik tilraget sig ligeså stor succes.

Jeg var dog relativt ligeglad, og 'To The Moon and Back' kørte, i det som vi på radioen kalder A-rotation, på mit babyblå 90’er-værelse.

Lucas With The Lid Off 'Lucas'

Nu er det jo ikke fordi, at det kun var udlandet, der kunne i 90’erne. Vi skal et smut herhjem nu.

I årene omkring 1994 hørte jeg 'Lucas With The Lid Off' på repeat, som var den her finurlige omgang jazz rap leveret af den danske rapper, Lucas Secon.

Nummeret sneg sig ind på den amerikanske Billboard-hitliste, hvor det nåede helt op på en 29. plads. Derefter blev det ikke til så meget for Lucas, som soloartist.

I dag arbejder han som producer og har blandt andet arbejdet sammen med Pussycat Dolls, Kylie Minogue og Sugababes.

Læs også

Lyden af girlpower! 5 vilde pigegrupper der har ændret popmusik

Facebook
Twitter