5 svedige Sean Paul-sange der med garanti får dig ud på dansegulvet

Bliver påskefrokosten lidt for kedelig, så vil den koncertaktuelle Sean Paul helt sikkert sætte lidt fræk fut i festen.

Sean Paul spiller i Vega i aften i København. Desuden besøger han igen Danmark til juni, når der er Tinderbox i Odense. (© PR)

Der gik ikke lang tid, før 00’ernes konge af dancehall Sean Pauls koncert i Vega i aften, blev udsolgt, og jeg forstår fuldt ud hvorfor.

Sean Paul var den eneste, der i årene omkring 2003 kunne få den indre stripper frem i mig på dansegulvet.

Det var ikke kønt, til gengæld var det umuligt at slippe udenom, når numre som 'Get Busy', 'Gimme The Light', eller et andet af Sean Pauls dancehall-numre blev sat på, og sådan forholder det sig sådan set stadig.

Hvad enten du har billet, eller er typen, der i aften må nøjes med at stå alene hjemme i stuen med røven i klaskehøjde, så har jeg her fundet fem Sean Paul-sange frem til dig, der stadig holder på et dansegulv.

(© Atlantic Records Youtube-kanal)

'Get Busy'

Hvis du, ligesom jeg, gik i gymnasiet, eller noget der minder om i 2003, da den her kom frem, så er sandsynligheden for, at du har stået med en dårlig mixet brandbil i den ene hånd og den anden lap i vejret relativt stor.

'Get Busy' var sangen, der kastede Sean Paul helt til tops på diverse hitlister og med rette, for den holder simpelthen stadigvæk på et dansegulv.

0:00
(© Blu Cantrells Youtube-kanal)

Breathe - Blu Cantrell feat. Sean Paul

Det her nummer ligger stadig på min playliste! Blu Cantrell var genial og et såkaldt two-hit-wonder. Et af de to hits var med 2003’s største dancehall-/reggae-player, Sean Paul.

Sammen lavede de 'Breathe', der blev et stort hit i Europa, og som passede perfekt ned i den bølge af stærke kvinder i R’n’B i starten af 00’erne, og som bl.a. også omfattede Alicia Keys, Jennifer Lopez og Destiny’s Child.

0:00
(© Atlantic Records Youtube-kanal)

'Gimme The Light'

'Gimme The Light' var den første single fra Sean Pauls andet album, 'Dutty', og er en direkte reference til marijuana, som Sean Paul er urimelig glad for.

Egentlig findes der en version af den her sang, der indeholder en endnu mere eksplicit reference til marijuana, men man valgte altså at lave en ommøbleret udgave, fordi der så bl.a. var større chance for, at den ville blive spillet på radioen.

0:00
(© Atlantic Records Youtube-kanal)

'Temperature'

Det er U-MU-LIGT at stå stille til det her nummer. Endnu en vinder fra Sean Paul.

Det kan dog være, at du lige skal passe lidt på helbreddet, når du hører 'Temperature'.

En 25-årig canadisk kvinde, der led af epilepsi, måtte i 2008 opereres, fordi hun fik anfald hver gang hun hørte 'Temperature', hvilket seriøst var et problem, fordi Sean Paul var hendes yndlingsmusiker.

I dag er Stacey Gayle kureret og kan nyde Sean Paul uden anfald.

0:00
(© Beyoncés Youtube-kanal)

Beyoncé feat. Sean Paul - Baby Boy

10 uger i træk ligger den her sang på førstepladsen i USA, og jeg forstår godt hvorfor.

Beyoncé var allerede her en kæmpestjerne, hun var lige brudt ud af Destiny’s Child og 'Baby Boy' lå på hendes debut-soloalbum.

Beyoncé var the shit i 2003, og sammen med kongen af dancehall blæste de taget af samtlige diskoteker, hvor den her sang blev spillet.

0:00
FacebookTwitter