6 fantastiske britiske musikere du skal høre i weekenden

Brexit eller ej - briterne er noget ved musikken. I går blev den eftertragtede Mercury-pris uddelt - og de seks vinder-album er et lyt værd.

12 albums var indstillet til Mercury Prize for årets album i Storbritannien og irland. I løbet af prisuddelingen blev de skåret ned til seks - se dem herunder.

Hvis du savner noget ny lyd på smartphonen, bilradioen eller stereoanlægget, så prøv at lyt til finalisterne i den eftertragtede kritikerpris Mercury Prize.

Prisen blev uddelt torsdag aften - og giver 25.000 pund til årets bedste album fra Storbritannien eller Irland. Vinderen blev grime-rapperen Skepta for albummet 'Konnichiwa' - men alle de 12 nominerede albums skulle nok være et lyt værd.

Undervejs i prisuddelingen optrådte alle kunstnerne selv (enkelte per video og med en skuespiller stand-in, fordi de var forhindrede i at være til stede) - inden de 12 albums blev til seks: Ét udvalgt af befolkningen og et af fem Mercury Prize juryen, som er en blanding af engelske musikkritikere, producere og kunstnere som Naughty Boy og Jamie Cullum.

Her har vi oplistet og beskrevet de seks finalister i årets Mercury Prize. Nederst kan du se, hvem de øvrige nominerede var, hvis seks album ikke rækker til din hungrende playliste.

Skepta - 'Konnichiwa'

Albummet 'Konnichiwa' vandt årets Mercury Prize og kan altså regnes for det bedste på de britiske øer inden for det sidste år.

Skepta er en af grime-scenens foregangsmænd. Men fans har måttet vente fem år på hans fjerde album. Det bygger bro tilden amerikanske hiphopscene, som er mere poleret end grimen, men uden at miste den rå lyd, Skepta er så kendt for. Hurtig lyrik og tung bas er i centrum på albummet, der fortæller historier fra gaden.

De fleste numre har Skepta selv både skrevet og produceret -og han står mere på egne ben end han tidligere har gjort.Det afholder ham dog ikke fra at hjælp på flere af albummets numre, blandt andet fra ASAP Nast og Pharrell Williams.

David Bowie - 'Blackstar'

Da sangeren Jarvis Cocker annoncerede Skepta som vinder af Mercury Prize, indledte han med at sige, at valget havde stået mellem to 'black stars'. Men at Bowie, hvis han havde været tilstede, gerne havde set Skepta som vinder.

Og det er nok ikke helt utænkeligt: Bowie fornyede sig selv gennem seks årtier, både i udseende og musik. Jublen omkring hans sidste album 'Blackstar' var stor, da det udkom på hans 69-års fødselsdag. Gaven til hans fans blandede avantgarde-jazz, skeletal funk, electro og storslåede ballader over albummets syv numre.

Men sort blev til hvidt og alt vendt på vrangen og derefter endevendt for mening, da Bowie to dage efter udgivelsen pludselig gik bort. Der var ellers hints nok, men ingen havde set dem: Videoen til andensinglen ’Lazarus’ portrætterer eksempelvis en person i en hospitalsseng, der kæmper for sit liv. Og hvad er en blackstar egentlig...?

... I hvert fald et flot punktum i en meget produktiv kunstners liv.

Laura Mvula - 'The Dreaming Room'

Laura Mvulas baggrund er tydelig at høre på hendes andet album ’The Dreaming Room’. Hun har både caribiske rødder og en konservatorieuddannelse, der hiver musikken ind et sted mellem gospel, jazz, klassisk og calypso.

Den klassiske musiks storladenhed bruges til at formidle de på én og samme tid stringente og drømmende popmelodier.

Albummet kræver både plads og engagement, men Mvula tilbyder samtidig et rum til at drømme i: både til sine lyttere, men også til selv ovenpå et forlist ægteskab og en tid med angstanfald.

Michael Kiwanuka - 'Love & Hate'

Michael Kiwanuka er inspireret af 60’erne og 70’ernes soul samt datidens stjerner som Jimi Hendrix, Joni Mitchell og Bob Dylan. Inspirationen skinner tydeligt igennem på hans andet album 'Love & Hate', som anmelderne roser som et kreativt skridt fremad for Kiwanuka.

Albummet er fuld af længsel og sjælesøgning, håb og håbløshed, vedholdenhed og overgivelse. Kiwanuka bliver mere og mere melankolsk jo længere ind man lytter sig.

Radiohead - 'A Moon Shaped Pool'

Radiohead er blevet kendt for nærmest at genopfinde sig selv for hvert nyt album.

På bandets niende album er fornyelsen dog mere en naturlig udvikling. ’A Moon Shaped Pool’ er mere organisk end tidligere, og elektronikken er trådt lidt i baggrunden til fordel for akustiske guitarer og strygere - uden at der dog på nogen måde er dømt retrorock a la bandets første udspil 'Pablo Honey' og 'The Bends' i 90'erne.

I teksterne behandler Thom Yorke både samfundsmæssige spørgsmål og lader også lytteren komme tæt på, når han udfolder sine følelser omen skilsmisse og opbruddet af en familie.

Et par af albummets numre har faktisk mere end 15 og 20 år på bagen, men har tidligere kun været spillet live.

The 1975 - 'I like it when you sleep, for you are so beautiful yet so unaware of it'

Manchester-bandet The 1975 er elsket, hadet, omdiskuteret og i hvert fald noget for sig: For er de egentlig et rockband eller et boyband? Symptomatisk blev de stemt videre blandt de seks finalister til Mercury Prize som publikums valg - de resterende fem blev valgt af juryen.

The 1975's andet album med den lange, tungevridende titel 'I like it when you sleep, for you are so beautiful yet so unaware of it', ligger et sted mellem pop, funk og rock og refererer til bands som Duran Duran og INXS.

Albummet eksperimenterer med synth og elektrisk funkguitar. Bandets forsanger Matty Healy har udtalt, at albummets 17 sange, der alle lyder forskelligt, er en udfordring til lytteren - og sidst men ikke mindst ”It’s art… the world needs this album.”

De sidste seks

  • Som skrevet i indledningen var der 12 nominerede til årets Mercury Prize. De sidste seks var:

  • The Comet Is Coming - 'Channel the Spirits'

  • Savages - 'Adore Life'

  • Kano - 'Made in the Manor'

  • Jamie Woon - 'Making Time'

  • Bat For Lashes - 'The Bride'

  • Anohni - 'Hopelessness'

Facebook
Twitter